Peter Rørdam

Peter Rørdam, 6.5.1806-18.9.1883, præst. Født i Serup, død i Lyngby, begravet sst. R. blev student (Roskilde) 1823 og cand.teol. 1827; et par år var han huslærer hos amtmand M. Treschow i Hillerød, men fra 1831 beskæftiget med undervisning i Kbh., dels i det v. Westenske institut, dels i asylerne; en tid boede han på Borchs kollegium. Tidligt kom R. i kontakt med N. F. S. Grundtvig og blev for livet en af hans mest trofaste disciple og den kongeniale formidler af hans kirkelige og folkelige ideer. Som lærer var R. en levende og kraftfuld personlighed der i sjælden grad evnede at vinde børnene, og gennem sit arbejde i asylerne stiftede han med dronning Caroline Amalie et bekendtskab som udvikledes til varmt venskab. Efter at han 1837–38 for- sit helbreds skyld havde foretaget en længere udenlandsrejse blev han 1838 leder af asylskolen for drenge, og han førte an i en lille forening som på Amalienborg arbejdede for åndelig udvikling af asylskolernes børn. – R. havde ønsket en overordnet stilling i Kbh.s undervisningsvæsen, men det strandede nu og atter 1844 på biskop J. P. Mynsters modstand. 1841 blev han sognepræst i Mern, og skønt overgangen til landsbyforhold nok ikke faldt helt let lykkedes det ham snart at få bred kontakt med menigheden og skabe et ejendommeligt hjemsted for danskhed og grundtvigsk kristendom; især virkede han for at fremme menighedssangen, både i kirken og ved bondegilder og heri støttedes han af Grundtvig som på hans opfordring flere gange skrev både salmer og folkelige digte. Trodsvisse politiske modsætninger 1848 følte R. sig nøje knyttet til sine sognefolk, og selv Mynster anerkendte ved en visitats 1849 resultaterne af hans virke; også R.s prædiken fandt han levende og indtrængende, omend "i en vis Conversations-Tone, lidt for skiendende". 1855 arbejdede Caroline Amalie stærkt for at R. skulle få sognekaldet i Lyngby, og det lykkedes 1856 trods H. Martensens modstand at få ham udnævnt. Til 1883 øvede han her en meget påskønnet præstegerning, kun afbrudt af nogle måneder som feltpræst (bl.a. i Fredericia) 1864; hans friske og uforfærdede personlighed gjorde et stærkt indtryk på både officerer og menige. I Lyngby stod han altid dronningen nær og deltog hyppigt i de sammenkomster af kirkens og kulturlivets folk hun samlede på Sorgenfri. I det store sogn færdedes han energisk (som regel til hest), og en stor og trofast skare samledes altid om hans prædikestol, her og i det 1864 indviede kapel i Tårbæk. Så stort var hans ry som prædikant at man om søndagen måtte etablere et særligt "kirketog" fra Kbh. Gudstjenesten fik foruden af R. selv sit præg gennem den levende menighedssang som udfoldedes på grundlag af et salmebogstillæg (Lyngbysalmebogen). R.s anseelse varede livet ud, men efter 1870 følte han sig ofte i modsætning til udviklingen; han bekæmpede lidenskabeligt den tilslutning det forenede venstre fik fra grundtvigsk-folkelig side, og konservativ som han var advarede han – fx på vennemøderne 1873 og 1874- indtrængende mod at bøje knæ for "talmajestæten". I samtiden beroede R.s anseelse især på hans virksomhed som prædikant; hans trykte prædikener (24 Feltprædikener, 1864; Prædikener, 1879; Kirkelige Lejlighedstaler, 1880) er lidet originale og temmelig tørre, men i mundtlig form må han have udfoldet sig helt anderledes livfuldt og medrivende; han havde mange beundrere, men også kritikere der ikke kunne forlige sig med hans ligefremhed, formløshed og barokke indfald – Otto Møller kaldte ham "en christelig Laps". R. var ingen selvstændig begavelse som satte nye tanker igang; han var ikke i besiddelse af overblik eller systematisk evne, formåede ikke i videre grad at sætte sig ind i andres synspunkter og bevægede sig kun frit inden for rammerne af en gammel-grundtvigsk opfattelse af kristendom og et af kirken styret ånds- og kulturliv. Hans styrke var at kunne udnytte tilværelsens konkrete enkeltheder og behandle dem på frisk og særpræget måde, og hans forkyndelse og hele livsførelse var et levende vidnesbyrd om en både frygtløs, lunerig, dybt alvorlig og frejdig personlighed der frem for alt lagde vægt på "at være sig selv".