P.C. Trandberg

P.C. Trandberg, Peter Christian Trandberg, ved dåben Tranberg, 18.8.1832-18.6.1896, præst. Født på Bruns-gård, Nylarsker sg, død i Minneapolis, begravet på Lakewood kgd., 1914 flyttet til Crystal Lake cemetery sst. T. begyndte som vogterdreng, fik lidt undervisning i primitive omgangsskoler, men kom på grund af sit gode hoved i Rønne latinskole og blev student 1851. Han var en livsglad natur, og mellem de mange følelser som bevægede ham var også en religiøs grebethed; han valgte derfor teologien og blev kandidat 1858. Søren Kierkegaards optræden og kampen om biskop J. P. Mynsters eftermæle gjorde dybt indtryk på ham og forberedte en omvendelseskrise som udløstes ved moderens død (1858) og forløb efter det pietistiske lov-evangelium-skema (bodskamp og nådesgennembrud). Det neutraliserede virkningen af Kierkegaards angreb på præsteskabet; T. blev 1858 hjælpepræst i Tjele-Vinge og viste sig fra først af som en begejstret og energisk vækkelsesprædikant; de dystre bodsprædikener svækkede dog aldrig hans personlige venlighed og charmerende væsen. Følgende et indre kald drog han efter to år til Bornholm og virkede her fra 1862 som missionerende rejsepræst; hans gudstjenester og møder vakte uhyre opsigt; hans skarpe og nærgående omvendelsesforkyndelse -Efter metodismens mønster og svarende til forløbet af hans egen religiøse krise – virkede, også i kraft af hans medrivende veltalenhed, stærkt på tilhørerne; T. sparede ikke præsterne for besk kritik – med det resultat at de lukkede øens kirker for ham. Biskop H. Martensen visiterede 1862 for selv at danne sig et skøn over bevægelsen; han anså ikke T. for farlig for kirken, men ville dog ikke lade ham bruge kirkerne, og han indså at T. stod ved et vendepunkt; det kom hurtigt da T. nu trådte i forbindelse med fripræsten N. P. Grunnet der – i sin voldsomme aggression mod folkekirken Kierkegaards discipel – gav T. stødet til at bryde med kirken og danne sin egen frimenighed. Det skete ved et kæmpemøde i Almindingen (24.6.1863); 1865 opgaves menighedens medlemstal til 1630, og her skulle (til forskel fra den "blandede" folkekirke) kirketugten opretholde et klart skel mellem Guds og verdens børn; hver enkelt måtte derfor aflægge en særlig trosbekendelse ved sin optagelse. T. var en urolig og meget følelsesbetonet natur, men også autokrat; al samarbejdsevne var ham nægtet. Han brød med Grunnet hvis evangelisklutherske frikirke havde været hans forbillede, og han skiltes fra den betydeligste af de prædikanter han selv havde uddannet, smeden H. C. Møller der blev påvirket af den svenske (nye-vangeliske) rosenianisme og senere dannede Luthersk missionsforening. De følgende år prægedes af bitter polemik mellem de tidligere venner, og den skarpe strid svækkede menigheden. T. blev nu inspireret af Grundtvig og omdannede 1872 frimenigheden til en folkekirkelig valgmenighed med 680 medlemmer. 1877 tog han afsked for at blive en fri rejsepræst, støttet af de venner der siden dannede Evangelisk missionsforening (inden for folkekirken) og influeret af irvingianernes idé om en ægte apostolsk kirke og tanken om de sidste tiders nærhed. Efter nogle års virke i Jylland, hvor hans vækkelsesprædiken også satte spor, følte T. kald til at tage til Amerika for blandt landsmænd at oprette "bibelske" menigheder der ventede Kristi genkomst. Han begyndte 1882 i Warren (Pennsylvania), og stiftede i Chicago et dansk, evangeliskluthersk kirkesamfund, basis for "levende, hellige, Gud velbehagelige Menigheder, hvor det overvejende flertal maatte være sande, troende, benaadede Guds Børn". 1885 blev T. professor ved den dansk-norske afdeling af det teologiske seminar i Chicago; hans arbejde her varede fem år og blev så afbrudt ved sammenstødet mellem T.s lutherdom og det kongregationalistiske seminars reformerte læretype. T. oprettede omgående et nyt evangelisk frikirkeseminar, men trods hans rastløse energi standsede det 1893. Nu svigtede kræfterne, mange skuffelser, økonomiske bryderier og hvas strid på skiftende fronter sled ham ned, men han havde dog stiftet henved 20 små menigheder hvis rejsepræst han var til det sidste. Stedse havde han i sin trofaste hustru en enestående støtte; hun udgav siden hans efterladte Skrifter I–II, 1901 og Bibelske Afhandlinger, s.å.

T. var en ærlig sjæl som uforbeholdent gav sig hen i alt hvad der i øjeblikket greb ham som sandhed, men han savnede totalt kritisk distance til begejstringens umiddelbare henførelse og dermed også en afbalanceret evne til dialektisk at overveje modforestillinger.