M.F. Liebenberg

M.F. Liebenberg, Michael Frederik Liebenberg, 2.4.1767-3.5.1828, præst. Født i Kbh. (Nic), død sst. (Frbg.), begravet på Frbg. L. voksede op i et fattigt hjem og mistede tidligt sine forældre. Deres ungdomsven, den velhavende brygger Bent Hoftved, optog drengen i sit hjem og lod ham studere. L. blev student 1783, privat dimitteret; hans velgører døde s.å., men ved støtte fra den Hoftvedske familie lykkedes det ham at fortsætte sine studier, om end han ofrede "de skønne Videnskaber" sin meste tid. L. havde en poetisk åre, kom ind i den Rahbekske kulturkreds og dens klubliv og vedblev, så længe hans kræfter rakte, at dyrke sine interesser for litteratur og teater. Da hans lærer og ven Niels Qvistgaard pludselig døde 1789, overtog han for at hjælpe hans fattige enke ledelsen af skolen og forlovede sig n.å. med den sytten år ældre enke; nu begyndte han for alvor at studere teologi og fik attestats 1792. For sine æstetiske interesser fik han afløb ved at oversætte tyske skuespil og skrive digte. 1794 blev han præst ved Tugt-, rasp- og forbedringshuset på Christianshavn, 1797 overtog han tillige religionsundervisningen ved Metropolitanskolen hvor hertugen af Augustenborgs og D. G. Moldenhawers undervisningsplan skulle gennemføres. 1799 fik han sognekaldet Frbg. og Hvidovre og havde i disse år bl.a. oversat oplysningsteologen Marezolls prædikener 1795 og sammes Andagtsbog for Qyinde-kjønnet. 1797. Da hoffet om sommeren boede på Frbg. fik L. anmodning om at prædike i Frbg. slotskirke og blev 1805 slotspræst, 1810 hof- og slotspræst ved Chr.borg slotskirke og efter biskop N. E. Balles død 1816 kgl. konfessionarius. Et tilbud om Ribe bispestol afslog han 1818.

L.s udvikling gik ikke i store spring. Han voksede op i en tid hvor den teologiske oplysning sad i højsædet, og hans besindige natur anviste ham en naturlig mellemvej mellem deisme og ortodoksi. Han bevarede ærbødighed og pietetsfølelse over for den gamle Christian Bastholm, hvem N. F. S. Grundtvig hudflettede i verdenskrøniken af 1812, han stod Claus Pavels så nær, at denne kalder deres venskab et "Jonathanvenskab", men L. følte næppe større vanskelighed ved at følge omsvinget til 1800-tallet, af hvis nye syn på kristendom og kirkelighed han overtog så meget han kunne rumme, uden dog at fornægte de værdier der fra oplysningstiden havde præget ham stærkest, og som danner kernen i hans prædikener og moraliserende betragtninger, Bidrag til christelig Eftertankes og Opbyggelses Fremme I-III, 1823-26, der på sin vis forberedte J. P. Mynsters langt dybere og i rolig styrke åndeligt overlegne "Betragtninger" (1833). L. udgav 1817 C. F. Jacobis Samlede Skrifter. 1819 blev han medlem af bestyrelsen for Det danske bibelselskab og 1826 selskabets vicepræsident. L. rådede over en af sin samtid påskønnet litterær flydende form og var ved sin følsomme hjertelighed en skattet prædikant som vidnede "med Alvor, Frimodighed og Mildhed imod Vantro, Daarskab og Synd" (J. P. Mynster). Størstedelen af L.s poetiske ydelser er glemt, men en enkelt salme der på en meget smuk og enkel måde giver kvintessensen af hans livstro er bevaret i Den danske salmebog (nr. 326 Jesus, Herre, paa dit Ord).