Ludvig Helveg

Ludvig Helveg, Nicolaus Ludvig Helveg, Nicolaus Ludvig Helweg, 26.4.1818-5.9.1883, præst, kirkehistoriker. Født i Odense, død sst., begravet sst. Allerede i sin skoletid i Odense blev H. stærkt påvirket fra grundtvigsk side og besluttede for livet at blive en våbendrager for Grundtvig og hans tanker. 1835 blev H. student, 1840 cand.teol. og fik s.å. accessit for en teologisk prisopgave. Han virkede derpå i tre år som huslærer på Margård ved Odense. Opmuntret af C. Paludan-Müller skrev han en afhandling om tro og viden, trykt i tidsskriftet For Literatur og Kritik I, 1843 20–67 123–60 hvoraf han s.å. blev redaktør (indtil 1848). 1844 tog H. tilbage til Kbh. hvor han opholdt sig i de følgende tretten år, optaget af studier, litterært arbejde og kirkelig virksomhed. Han overtog straks sammen med E. Christiani ledelsen af de gudelige forsamlinger som var påbegyndt af J. C. Lindberg især for at modvirke baptismen, og han fulgte fra sit grundtvigske stade nøje tidens kirkelige udvikling. Hans tydeligt udtalte standpunkt var i øvrigt medvirkende til at han i disse år måtte opleve en række bitre skuffelser. 1846 indleverede han således en eksegetiskdogmatisk disputats Om Troen og Guds Ord for den teologiske licentiatgrad, men den blev ikke antaget; 1847 var det stillet ham i udsigt at blive lektor ved det teologiske fakultet i Kristiania, men han måtte vige for C. P. Caspari; 1850 blev han forbigået ved besættelsen af embedet som diakon i Åbenrå, og 1852 konkurrerede han (med J. F. Hagen) forgæves om professoratet i kirkehistorie ved Kbh.s universitet. Kort efter slog han – først af alle – til lyd for at der burde gøres et energisk arbejde for at skaffe Kbh. en bedre og mere tidssvarende forsyning med kirker og præster, og blev snart efter medlem af det udvalg der blev nedsat for opførelsen af en ny kirke på Nørrebro (Skt. Johanneskirken), men trådte igen ud for ikke at pådrage sig skin af at ville bane vejen for en præstestilling til sig selv.

1857 blev H. res.kapellan ved Skt. Knuds kirke i Odense og præst ved hospitalet sst. I Odense kom H. til at øve en meget frugtbar og stærkt personligt præget præstegerning. Hospitalskirken, hvori der før havde været overmåde ringe kirkegang, blev et knudepunkt og – næst Vartov – det ejendommeligste udtryk for grundtvigsk menighedsliv i Danmark. Som præst var H. langt mere prædikant end sjælesørger hvortil hans noget sky personlighed gjorde ham mindre skikket. Store ydre gaver som prædikant ejede han ganske vist ikke, hans stemme var hæs og ubehagelig, og streng, logisk disposition af en prædiken var ikke hans sag, men hans forkyndelse havde i sjælden grad det personlige vidnesbyrds karakter. Fra hele Fyn samledes der da efterhånden store skarer om hans prædikestol, og der foreligger mange udtalelser om hvilken dybtgående åndelig fornyelse hans indsats betød. Også hans hjem, hvori han gæstfrit samlede de grundtvigske venner, fik ikke ringe kirkelig betydning. Desuden tog han gerne ordet ved møder og var til enhver tid rede til at bryde en lanse for de grundtvigske tanker, kirkeligt og folkeligt. Også litterært kæmpede han for disse ideer, således i fejdeskriftet mod H. MartensenOm Grundtvigs sære Indfald, 1864 og i adskillige artikler især i Dansk kirketidende og i Nordisk maanedsskrift for folkelig og kristelig oplysning der begge en del år havde ham til medudgiver. Hans iver for de grundtvigske frihedskrav førte ham 1874 til at tage del i ordinationen af C. Appel, og han blev idømt en bøde. Til sine sidste år virkede han for mange patriotiske og almennyttige formål, således for den sønderjyske sag, og 1871 dannede han Udvalget for danskamerikansk mission.

Mens H. først og fremmest var den praktiske kirkemand af grundtvigsk støbning vil hans navn sikkert være mest kendt som kirkehistoriker. Allerede i sin ungdom var han levende optaget af kirkehistoriske studier hvorom bl.a. en talentfuld skildring af Christian VI og den Tids religiøse Bevægelser (i For Literatur og Kritik III, 1845 221–68 313–66) og en skarpsindig undersøgelse af Niels Hemmingsens og H. P. Resens kristologi (i Theol. Tidsskr. for den norske Kirke II, 1849 136–68) vidner. Vigtig er især den store antologi han udgav sammen med C. J. Brandt 1846–47, Den danske Psalmedigtning I–II der ikke blot bringer et udvalg af selve salmestoffet, men også biografier af salmedigterne. 1849 var H. en af stifterne af Selskabet for Danmarks kirkehistorie og redigerede 1849–56 Kirkehistoriske Samlinger I–II. 1855 disputerede han for den filosofiske doktorgrad på en afhandling De Danske Domkapitler der på grundlag af dengang tilgængelige trykte kilder giver en udsigt over denne institutions udvikling og karakter indtil reformationen. H.s arbejde er nu stærkt forældet og lider især – som allerede C. Paludan-Müller påpegede – af mangel på europæisk baggrund. Denne afhandling er en forstudie til det der skulle blive H.s hovedværk, fremstillingen af hele den danske kirkes historie, udgivet af det ovenfor nævnte kirkehistoriske selskab. 1851–55 udkom Den danske Kirkes Historie efter Reformationen I–II (2. udg. 1857–83) og 1862–70 Den danske Kirkes Historie til Reformationen, ligeledes i to bind. Det er en skildring der først og fremmest henvender sig til den dannede almenhed, men den hviler på et selvstændigt studium af kilderne, for enkelte punkters vedkommende også af utrykt materiale. Bedst lykkedes er 15-og 1600-årene, pietismens tid og – især – senmiddelalderen, mens opfattelsen af 17- og 1800-årene lader meget tilbage at ønske. 1700-tallet ses i alt for høj grad blot som indledningen til den følgende periode, og under behandlingen af 1800-tallets kirkehistorie har forfatterens udpræget grundtvigske standpunkt ikke været til gavn for skildringens objektivitet idet Grundtvig helt igennem fremstilles som den altoverskyggende personlighed. Desuden lider fremstillingen af dette afsnit af en formløs bredde. Værket fremkaldte megen kritik; adskillige meldte sig i protest ud af det kirkehistoriske selskab, og ministeriets støtte bortfaldt. At den lidet bearbejdede tilstand hvori kirkehistoriens kilder på H.s tid befandt sig på mangfoldige punkter har gjort hans arbejde forældet kan ikke lægges forfatteren til last. En større svaghed er det derimod at han kun i ringe grad har haft øje for den udenlandske kirkehistorie som baggrund for den danske. Skildringen af begivenheder og tilstande har ganske overvejende haft forfatterens interesse, mens redegørelsen for de forskellige tiders teologiske tænkning hverken er skarp eller fyldig og karakteristikken af de ledende personligheder ikke indtrængende. Som helhed er H.s kirkehistorie dog et betydeligt og åndfuldt værk der med rette har vundet megen udbredelse. Hertil har også bidraget det klare og ædle sprog hvori det er affattet, og hvori forfatteren med forkærlighed lader kilderne selv komme til orde. Det var derfor en velfortjent påskønnelse at det teologiske fakultet ved Kbh.s univ.s 400-årsfest 1879 tildelte H. den teologiske doktorgrad honoris causa. – Medlem af Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie og sprog 1859. – En søn, Regner Helweg, født 23.1.1861, død 26.3.1932, tog 1880 polyteknisk adgangseksamen og blev 1886 maskiningeniør. Efter at have været inspektør ved maskinafdelingen på industriudstillingen i Kbh. 1888 blev han 1889 medindehaver af firmaet Marstrand, H. & Co., Jernstøberi og Maskinfabrik der 1897 indgik i A/S Titan, for hvilket H. var direktør til sin død. 1892–97 og 1919–20 var han formand for Foreningen af fabrikanter i jernindustrien, medlem af bestyrelsen 1905–19, af Dansk ingeniørforenings bestyrelse 1895–97, af Dansk arbejdsgiverforenings bestyrelse 1898–99 og af Frbg. kommunalbestyrelse 1896–97 for de konservative. 1922–25 var han formand for Jern- og metalindustriens sammenslutning.