Hans Thomesen, Hans Thomissøn, 1.3.1532-22.9.1573, præst, salmebogsforfatter. Født i Hygum ved Ribe, død i Kbh., begravet i Frue k. Fra sit lutherske præstehjem kom T. i Ribe katedralskole under rektor Jens Pedersen Grundet, blev student omkr. 1550 og derefter indskrevet ved Kbh.s univ. hvor han særlig knyttede sig til Niels Hemmingsen. Naturligt nok søgte han med denne baggrund, som hovmester for tre unge adelige af slægten Venstermand, 1553 til Wittenberg og Philipp Melanchtons undervisning, der fik varig betydning for hans eget virke, og tog 1555 magistergraden der. 1557 blev han af biskop Hans Tausen kaldet til rektor i Ribe, og med filippistiske skoletanker og dannelsesidealer stræbte han i sin fireårige embedstid efter ikke blot at drive planteskole for kirken men at gøre skolen til værksted for al from og hæderlig færd, således som det fremgår af den tale om Christian III han 1559 holdt ved en sørgefest i latinskolen og som han fik trykt i Basel 1560. "Ribe skolebog" priser nogle år senere hans embedsførelse og nævner hans indsats for at holde skolens bibliotek i god stand. Han indkøbte forskellig klassisk litteratur til samlingen, og bl.a. Hadrian Junius' græske leksikon kan måske tages som belæg for at der i hans tid også undervistes i græsk Hans tidlige interesse for salmer og hans arbejde med at "vnderuise Vngdommen ocsaa om danske Psalmer ret at siunge vdi Kirckerne" gav sig i samme forbindelse udtryk i anskaffelsen af en dansk salmebog (Tausens?) og nogle samtidige musikværker som Wittenberg-forelæseren Hermann Fincks "Practica musica" og Clemens non Papa's tre- og firstemmige messer.

Som det ofte sås, udgjorde rektorembedet også for T. blot et første trin i karrieren, og her kan ovennævnte mindetale, der er interessant ved at nævne en del ellers ukendte træk fra Chr. III's ungdom, have medvirket til at skaffe ham Frederik II's bevågenhed: ved nytår 1561 opsøgte han kongen på Emsborg (Øm kloster) og opnåede da en anbefaling til universitetet hvori dette fik pålagt at give ham embede efter hvad han blev fundet lærd og duelig til; og kort tid efter fik han tillige ekspektancebrev på det først ledige kannike-dømme i Ribe, hvilket indfriedes 3½ år senere. Marts s.å. rejste han så til Kbh., ledsaget af sine fremtrædende disciple Peder Hegelund, der et par år havde fungeret som hører ved skolen, og Anders Sørensen Vedel, og 24.5. kaldedes han til førstepræst ved Frue kirke. En månedstid senere blev han ved et præstekonvent yderligere valgt til provst for Sokkelund og Smørum herreder og dermed til stiftets øverste provst. Skønt endnu ikke fyldt tredive synes han fuldtud at have været sin betydelige stilling voksen, også i krævende og knugende perioder som under de særlig voldsomme udbrud af pest 1563–64 hvor det kan have knebet for menigmand at se evangeliets lys gennem sorg og dødsangst. Det undrer derfor ikke at hans livsholdning i skrift og tale er præget af disse erfaringers alvorstunge stemning som baggrund for trøst og styrke i tro. Gennem sit arbejde vandt han respekt hos høj og lav, og Metropolitanskolens rektor Jens Trøstesen omtaler ham som et mønster på værdig optræden, dyd og gode sæder, ligesom senere C. C. Lyschander betegner ham som såre kyndig i filosofi og teologi samt klar i ånd og tale. Om hans nidkærhed i arbejdet vidner hans optræden over for Jørlunde-præsten Jacob Andersen der mistænktes for "trylleri og Guds ords vanbrug" og som efter T.s gentagne advarsler, først underhånden og siden fra prædikestolen, på landemode blev dømt fra sit embede. Hans omhyggelighed i øvrigt fremgår af hans private optegnelser af synodalbestemmelser og andre forordninger bag i hans eksemplar af kirkeordinansen. Som sognepræst ved den kirke, der muligvis gennem længere tid men i kongebrev af 13.1.1568 bekræftedes som liturgisk normalkirke og mønster for hele landets kirkeskik, påhvilede der ham også i denne henseende et særligt ansvar, og bl.a. kendes fra hans hånd en længe benyttet nadverformular som advarer mod at gøre altergangen til tom sædvane, der nok kan narre præsten men ikke Gud, og formaner til selvransagelse og oprigtig anger. – Ved biskop Poul Madsens kaldelse til Sjællands bispestol 1569 ønskede kongen T. som biskop i Ribe, men købstadspræsternes valg faldt på kannik og læsemester i Ribe og svigersøn til Hans Tausen, mag. Jens Laugesen, og derved blev det. 1572 kreeredes T. til bakkalaur i teologi af Niels Hemmingsen, der if. mag. Morten Pedersens kalenderoptegnelser havde udset ham til sin efterfølger som professor, og s.å. assisterede han Poul Madsen ved dronning Sophies kroning. Til aflastning for ham fungerede hans yngre bror mag. Poul Thomesen som hans kapellan det sidste års tid før T. døde i en alder af kun 41 år.

Fra T.s hånd kendes En Christelig Bøn Dagligen at bede i denne farlige Krig oc Feyde, ca. 1570, en ligprædiken 1573 med Trøst aff Gudsord for dennem som aff dem Vennen dødelige afgang bedrøffuis, og if. Lyschander er han ophavsmand til en håndskrevet samling af danske ordsprog (Rostgaard nr. 422, 4°). Det er dog først og fremmest som salmesamler og redaktør af reformationstidens mest omfattende og betydningsfulde salmebogsudgivelse herhjemme at han med praktisk greb og historisk kyndighed har ydet det fremragende, præget gudstjenestens udvikling og bidraget væsentlig til dansk salme- og musikhistorie. Grunden lagde han, mens han i Ribeårene havde ansvar for disciplenes sangtjeneste i domkirken, i samarbejde med sin salmekyndige far og vel med Hans Tausen som interesseret og inspirerende myndighed over sig. Han regnede salmer for velegnet forkyndelse, idet "Rim oc Sang læris snart met lyst oc kunde best ihukommis", men måtte i vid udstrækning selv finde egnede melodier frem og ofte tilpasse dem, da det kneb med noder til mange tekster, og selv oversætte, da vigtige dele af den lutherske salmedigtning endnu ikke forelå på dansk. Stillingen ved landets hovedkirke har dog formentlig snart givet ham videre sigte med arbejdet, og da han efteråret I 569 kunne udsende Den danske Psalmebog, som titlen er på det ældste kendte tryk i oktav fra Lorentz Benedicht (faksimileudg. 1933 med efterskrift af P. Severinsen; 1968 med efterskrift af Erik Dal), fik den kongelig autorisation til brug i alle landets kirker hvor den skulle fremme ensartethed i salmesangen og ved jernlænke, thi dyr var den, fastgøres til degnestolen. I 130 år var denne smukt udførte salmebog med enkelte træsnit den danske kirkes privilegerede og udsendtes i adskillige optryk, med mindre tilføjelser, udvidelser og redaktionelle ændringer, samt i mere skrabede duodezudgaver og fra tid til anden i konkurrence med andre salmebogs-udgivelser Som en række ældre salmebøger indledes den med en udførlig kalenderanvisning, hvorefter følger en Lutherfortale (1529) og så T.s egen med betoning af bogens anvendelighed også i skoler og huse og med den første hymnologiske oversigt herhjemme, som tidens gnav har gjort til en primærkilde i periodens danske salmehistorie De 268 salmer er sagligt ordnet efter troens hovedartikler, 162 af dem med mensural-noder i typetryk, hvilket var første gang her i landet, og resten med melodihenvisninger. Fra de ældre danske salmebøger har T. skummet reformationens danske og tyske kernesalmer og i sidstnævnte tilfælde valgt én blandt de ofte flere oversættelser af samme salme. Nyoptagelserne tæller knap 150, og heraf udgør ca. en tredjedel T.s egne oversættelser eller originale salmer, og de øvrige har han fået fra "ædel oc wædel" i samtiden. Som oversætter er han tro mod originalen og supplerer undertiden ældre, forkortende oversættelser med de manglende vers. Hertil besad han gode versifikatoriske færdigheder, mens han i sine egne salmer ikke viser større digterisk særpræg.

Med salmebogen har T. skabt en harmonisk enhed af et stort og temmelig broget stof, og dens betragtelige forøgelse af den ældre salmebestand peger dels i retning af en rigere salmedækning af kirkeårets højtider og mærkedage, dels er den, i overensstemmelse med den lutherske kaldstanke, udtryk for en kristning af det daglige menneskelivs vilkår og forløb. I modsætning til tendensen i reformationstidens salmebøger i øvrigt har T. med skønsomhed og historisk sans bevaret forbindelsen bagud til den katolske tid, idet han både har optaget tekster på latin samt behørigt "korrigeret" latinske i oversættelse og egnede fra ældre dansk tradition, så de kunne passe til de nye kirkeforhold. Heri giver også bogens mange specificerende registre indblik, og det første af dem bringer ligefrem en udførlig højmesseplan med melodier i koralnotation, formet som en salmemesse, og her er nodeeksemplerne til præstens messesang den vigtigste kilde til påvisning af sammenhængen mellem førreformatorisk tradition og senere århundreders praksis. I det hele taget har indsamlingen og redaktionen af melodistoffet udgjort en meget væsentlig del af salmebogsarbejdet, alene i kraft af mængden: den melodirigeste udgave af Hans Tausens salmebog havde kun ca. 30 gengivelser, efter tysk forlæg, over for T.s ialt 203 melodier hvis proveniens først nyere forskning har gjort rede for i det omfang det synes muligt. T.s egne meddelelser herom er sparsomme, efter tidens skik; han har ikke lagt sig tæt op ad bestemte tyske samlinger men har haft en rigdom af kilder til sin rådighed, og hans redaktion er præget af stor selvstændighed, idet han i vid udstrækning gengiver varianter i forhold til kendte forlæg, ligesom hans versioner i adskillige tilfælde fremstår som primærkilder til syngemåder der senere optræder i tysk overlevering og i en række andre, især hvor det drejer sig om længe kendte salmer, synes at afspejle en særlig dansk tradition. Fra førreformatorisk tid findes både i snævrere forstand liturgiske salmer til prosatekster og tidlig menighedssang, "åndelige viser", endvidere reformationstidens originalmelodier med hældning mod nedertysk overlevering, bl.a. i tilfælde af valg mellem flere melodier til én tekst, og melodier hentet fra beslægtede trosretninger, fra tysk folkesang og kunstsang, herunder også bearbejdede satsstemmer, og endelig en række melodier som enten af T. selv angives at være af dansk oprindelse (fx "Det hellige kors") eller som blot endnu ikke har ladet sig påvise i udenlandske kilder; i enkelte melodier synes at foreligge de ældste og mest autentiske noteringer af danske folkevisemelodier. T.s salmebog vidner i det hele om hans enestående kendskab til den foreliggende salmetradition, hans europæiske udsyn og hans sans for den danske arv og udviklingslinje. Den giver et levende og omfattende billede af reformationstidens musikalske kulturliv og står som hovedsamlingen af den lutherske salmesangs melodier. Sammen med Niels Jespersens "Graduale" (1575) er den en milepæl i dansk kirkesang, og eftertiden hur bygget videre på den tradition som T. med sit værk har skabt.

Familie

Forældre: provst over Frøs og Kalvslund herreder og kannik i Ribe Thomas Knudsen (ca. 1503–81) og Anna. Gift 1. gang 16.11.1561 med Margrethe Lauridsdatter, født ca. 1545, død 14.9.1562, d. af borger i Kbh. Laurids Michelsen. Gift 2. gang 1563 med Magdalene Madsdatter, død 1582 (gift 2. gang 1570 med T.s efterfølger i præsteembedet mag. Rasmus Katholm, i- 1581, gift 1. gang 1570 med Elisabeth Jacobsdatter Hasebart, ca. 1551–75), d. af borg-, senere stiftsskriver i Ribe Mads Anchersen.

Bibliografi

Den danske psalmebog, 1968 (faks.udg. efter orig.udg. med efterskr. af Erik Dal). – Olaf Jæger: Stamtvl. over familierne Jæger i Norge, Bergen 1917 6. P. H. Resen: Inscriptiones Hafnienses, 1668. Peder Terpager: Ripæ Cimbricæ, 1736 185 652–54. C. J. Brandt og L. N. Helveg: Den danske psalmedigtn. I, 1846 84–114. Kirkehist, saml. 2.r.III, 1864–66 501. H. F. Rørdam sst. 3.r.I, 1874–77 74f. Sst. 4.r.I, 1889–91 440–53 (H. T.s optegn., ved A. E. Erichsen); III, 1893–95 817. A. Malling sst. 1970 46–52. K;ij Mogensen sst. 1971 100–29. H. F. Rørdam: Klavs Christoffersen Lyskanders levned, 1868. Samme: Kbh.s univ.s hist. I–III, 1868–77. Pers. hist. t. VI, 1885 171–73. H. Nutzhorn: Den dansk-lutherske menigheds salmesang I–II, 1909–18. Niels Møller i Danske studier, 1916 139–49. H. Grüner-Nielsen sst. 1931 110–13. Brik Abrahamsen: Liturgisk musik i den da. kirke efter reformationen, 1919. Bj. Kornerup: Vor Frue kirkes og menigheds hist., 1929–30 250f. Samme: Ribe katedralskoles hist. I, 1947 259–64. Niels Møller i Kirke og folk VII, 1931 246–63 (optr. i Dansk kirkemusikertid. XXVIII, 1931 129–32 137–40). Nils Schiørring i Musikhist. arkiv I, 1931–39 346–96. Samme: Det 16. og 17. årh.s verdslige da. visesang I, 1950 især 21–29. Kn. Jeppesen i Dania sonans I, 1933 IV-XXVIII. S. Widding: Dansk messe, tide- og psalmesang I-II, 1933. Jens Peter Larsen: Messetoner efter gammel kirkelig tradition, 1935. Henrik Glahn: Melodistudier til den lutherske salmesangs hist. I-II, 1954. Samme i Dansk årbog for musik forskn., 1963 69–85. Erik Dal i Festskr. Jens Peter Larsen 1902–72, 1972 29–34. Anders Malling i Hymnologiske medd. I, 1972 nr. 5 20f. Jens Lyster sst. II, 1973 134–38 og V, 1976 78–89. N. K. Andersen sst. II, 1983 68–84. Anders Malling: Dansk salmehist. VII, 1972 297–303; VIII, 1978 især 42–68. Jens Lyster i Hvad fatter gjor... tilegnet Erik Dal, 1982 308–33.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig