H. Lawaetz, Hermann Carl Johannes Lawaetz, 13.3.1864-15.4.1949, præst, missionshistoriker. Født på Kalundborg ladegård, død på Fuglsang, begravet Ordrup kgd. L. blev student 1882 fra Borgerdydskolen på Christianshavn og 1888 cand.teol. 1889 blev han præst i Christianssted på St. Croix, og hurtigt viste han sig som stærkt interesseret i alle forhold vedrørende Vestindien. 1893 oprettede han en realskole på St. Croix, og 1893–1902 var han kongevalgt medlem af øens kolonialråd. Han var en bestemt modstander af De vestindiske øers salg og udgav 1900–01 bladet The Danish West-Indian hvori han bekæmpede tendenser i denne retning. L.s interesse for Vestindien førte ham også ind på studier over øernes historie. Efter at have gennemgået de vestindiske arkiver og suppleret sine undersøgelser ved et studieophold i Herrnhut (1895) skrev han en større afhandling Brødremenighedens Mission i dansk Vestindien 1769–1848 der 1899 blev antaget til forsvar for den teologiske licentiat(doktor)grad, og som udkom 1902, efter at forfatteren ved kgl. resolution på grund af sit fjerne opholdssted var blevet fritaget for det mundtlige forsvar. Afhandlingen er et værdifuldt og interessant bidrag til oplysning om et ganske uudforsket emne. Med al kritik ser L. med megen anerkendelse på herrnhuternes indsats i Vestindien. 1904 tog L. sin afsked og vendte tilbage til Danmark hvor han overvejende helligede sig praktiske opgaver. 1905–08 ejede han Baunebjerggård ved Humlebæk, 1908–12 bestyrede han en af ham oprettet kostskole i Bagsværd, og 1917–29 var han administrerende direktør for Sukkerfabrikken Vestsjælland. Foruden mindre, spredte litterære bidrag har L. 1904 (anonymt) udgivet en skønlitterær bog Sankt Jørgen (2. udg. 1938), 1929 det pietetsfulde mindeskrift om sin far: Otto Lawaetz, 1829–16. Oktober – 1929 og biografien Peter v. Scholten, 1940.

Familie

Forældre: proprietær O. L. (1829–1914) og Anne C. P. Burchardi (1832–71). Gift 28.2.1890 i Karise med Ingeborg Vilhelmine Wahl, født 19.1.1864 på Tureby holm, død 18.8.1940, d. af avlsforvalter på Turebyholm, senere forpagter på Alslevgård Valdemar W. (1830–97, gift 2. gang 1874 med Ida Therese Volck, 1840–1921) og Adelheid Holm (1840–66). – Bror til Carl L.

Ikonografi

Mal. af Ella Lawaetz, f. Gunther, ca. 1923. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1903 101f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig