Anton Bast

Anton Bast, 8.9.1867-23.4.1937, præst, filantrop. Født i Løkken, Hjørring amt, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). B. voksede op i små kår. Faderen var svagelig, og børnene måtte tidligt tjene for føden. 1876–81 tjente han som hyrdedreng i Vendsyssel; 1881–85 var han ved handel og fiskeri. Faderen hørte til den metodistiske menighed, og 1885 kom B. på metodisternes præsteskole hvor han uddannede sig indtil 1890 da han blev præst ved metodistkirken i Vejle. Fem år senere flyttede han til Odense, hvor han blev til 1903 og 1899–1903 var medlem af byrådet, 1903 til Randers, 1904 igen til Odense, 1906 til metodistkirken i Rigensgade (Jerusalemskirken) i Kbh. Allerede som præst i provinsen var B. interesseret i filantropiske opgaver, særlig sådanne som stod i forbindelse med kampen mod drikkeriet. Han stiftede således 1897 Evangelisk afholdsforbund og fik 1899 oprettet alkoholist-sanatoriet Stormly ved Odense. Fra 1897 udgav og redigerede han bladet Fyrtaarnet der også virkede for afholdssagen. I Kbh. kom B. hurtigt ind i et omfattende filantropisk arbejde, særlig efter at han 1910 havde grundlagt Centralmissionen med lignende institutioner i Nordamerikas metodistkirke som forbillede og med det formål at yde materiel og åndelig støtte til de allerdårligst stillede blandt storbyens fattige. Centralmissionens arbejde havde betydelig fremgang; store pengemidler stilledes til B.s rådighed gennem frivillige bidrag, ved salget af Fyrtaarnet som efterhånden blev trykt i et meget stort oplag i et af B. selv oprettet trykkeri og solgt bl.a. ved hjælp af arbejdsløse personer, samt gennem "Foraarsblomsten" som fra 1912 blev forhandlet til fordel for Centralmissionen. Der oprettedes en række filantropiske institutioner i tilknytning til Centralmissionen, for børn, gamle, hjemløse osv., men store beløb anvendtes også til direkte understøttelse. 1920 valgtes B. til biskop i metodistkirken med de skandinaviske lande som embedsområde. Allerede på denne tid var der blandt metodisterne i Danmark begyndt nogen opposition mod B., og i de følgende år rejste der sig også kritik udefra, særlig med hensyn til anvendelsen af de indsamlede bidrag og B.s forhold til Fyrtaarnet og trykkeriet, og justitsministeriet nedsatte derfor et udvalg til undersøgelse af Centralmissionens forhold som 1924 afgav en beretning. Dette bragte imidlertid ikke ro, og vel blev en af pastor John P. Ingerslew fremsat begæring om kriminel undersøgelse afvist af justitsministeriet 24.9.1924, men allerede 15.10. s.å. indgav ni medlemmer af menigheden, deriblandt flere kirkeværger for Jerusalemskirken, en ny klage, og statsadvokaten tog sagen op, lod endog B. anholde 8.12.1924, men løslod ham igen efter kort tids forløb. Efter en overmåde langvarig og omfattende forberedelse kom sagen for nævningeting, og ved dom af 19.3.1926 blev B. idømt fængsel på sædvanlig fangekost i tre måneder for svigagtigt forhold efter straffelovens § 257 ved i tidsrummet 1913–23 at have formået almenheden og Centralmissionen til at købe Fyrtaarnet idet han gav det udseende af at bladet ikke gav noget overskud af betydning, samt at overskuddet anvendtes i velgørende øjemed medens det virkelige forhold var at bladet gav et meget betydeligt overskud til ham personlig. B. havde stadig hævdet at han ikke havde anvendt de indkomne beløb til personlig fordel, og efter dommens afsigelse udfoldede nogle af hans venner, særlig forfatteren Palle Rosenkrantz og rådsformand H. Vedel, ivrige men forgæves bestræbelser for at få sagen genoptaget under henvisning til at den af anklagemyndigheden foretagne revisions-opgørelse var misvisende. – De kirkelige myndigheder inden for metodistkirken suspenderede først B. fra biskopembedet, og ved en generalkonference i Kansas City blev der afgivet endelig kendelse om, at han skulle fratræde det. 1928 trak han sig tilbage som præst og medlem af metodistkirken. Sine sidste år virkede han som frimenighedspræst på Frbg. og Vesterbro.