Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vilhelm Sørensen

Oprindelig forfatter LoBe
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Vilhelm Sørensen, Anders Herman Vilhelm Sørensen, 27.6.1840-16.11.1911, præst. Født i Randers, død i Husby, begravet sst. S. blev student 1858 (Randers) og cand.teol. 1865. S.å. blev han medbestyrer af en pigeskole på Frbg., som hans hustru havde oprettet. 1869 blev han kapellan på Frbg., 1876 sognepræst for Tånum og Hornbæk, 1882 i Føns og Ørslev og 1890 i Husby hvor han virkede til sin død. Han var en god præst og en dygtig prædikant, men fik især betydning ved sit arbejde for Ydre mission. I det af Jens Vahl udgivne Nordisk Missions-Tidsskrift offentliggjorde han 1891–96 flere dygtige missions- og religionshistoriske afhandlinger. 1895 udgav han et opsigtsvækkende lille skrift om Vor Tids Missionsforventninger og Missionsresultater. Han gav her en klar og kyndig oversigt over stillingen på de forskellige missionsmarker, idet han bestemt tog afstand fra "den falske Idealisme", det ensidige lyssyn som hidtil havde været så fremtrædende i missionslitteraturen. I adskillige kredse blev han derfor ildeset som en "Missionskritiker" der ville slukke missionens hellige ild; men der var andre, særlig af det yngre slægtled, som netop ved S.s redelige, ædruelige og dog varmtfølte fremstilling blev vundet for missionens sag. – Efter Vahls død 1898 overtog S. sammen med pastor Ferd. Munck udgivelsen af Nordisk Missions-Tidsskrift som han redigerede til sin død. Her offentliggjorde han en mængde større eller mindre afhandlinger al blivende værdi. To af dem udkom i særudgave: China og Missionærerne, 1900, i anledning af Bokserurolighederne og Har de nordiske Kirker særlige Forudsætninger for Deltagelse i Missionsarbejdet og en særlig Opgave i dette?, 1902. Disse mange fortrinlige afhandlinger tillige med de mange foredrag, han kom til at holde i alle egne af landet, flere gange også i Norge og Sverige, skaffede ham almindelig anerkendelse som Danmarks, ja hele Nordens ypperste kender af missionen. Efter opfordring af det teologiske fakultet holdt han to gange missionsvidenskabelige forelæsninger på Kbh.s univ. Den sidste af disse forelæsningsrækker udgav han under titlen Missionens Motiv, Maal og Midler, 1911, en på én gang overkommelig og indholdsrig fremstilling af den evangeliske missionslære, med benyttelse af det store materiale som Edinburghkonferencen lige havde forelagt. S.s store indsigt kom også det praktiske missionsarbejde til gode. Han var medlem af Santal-missionens danske komité (fra 1896) og Østerlandsmissionens første formand fra dens oprettelse 1898 til 1911. Han var en faderlig ven for Einar Prip og de andre missionærer. Østerlandsmissionen var hans hjertebarn, og han indsatte den som sin universalarving. Hans indflydelse var ikke forbi med hans død; hans forening af oprigtig fromhed og nøgtern kritik har siden præget dansk mission.

Familie

Forældre: vagtmester ved dragonerne i Randers, senere strandkontrollør ved Hevring-holms strand, kammerråd Kasper Verner Andreas Moltke S. (ca. 1807–85) og Albertine Frederikke Winding (1802–69). Gift 15.8.1865 i Vivild med Charlotte Amalie Cecilie Friis, født 30.5.1823 i Viborg, død 9.2.1908 i Husby, d. af sognepræst i Viborg, senere i Kalundborg, Immanuel F. (1782–1841) og Margrethe Hemmine Petersen (1785–1861).

Udnævnelser

R. 1898.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Chr. Bang, 1916 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

F. Munck i Nord. missions-tidsskr. ny r. XIII, 1911 245–51. Mindeblade om pastor V. S., ved Chr. Siegumfeldt, 1912. Lorenz Bergmann: Missionsvidenskaben på universitetet, 1918 12f 17f (særtryk af Nord. missions-tidsskr. 3.r.VII 177–203). Samme i Nord. missions-tidsskr. LII, 1941 5–25. Chr. Siegumfeldt: Østerlandsmissionen I-II, 1923–37. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lorenz Bergmann: Vilhelm Sørensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298090