Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vilhelm Beck

Oprindelig forfatter PGLin
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Vilhelm Beck, Johan Vilhelm Beck, 30.12.1829-30.9.1901, præst. Født i Ørslev ved Slagelse, død sst., begravet sst. Faderen var en alvorlig og retlinet mand, myndig i sognet og i hjemmet, som provst en dygtig administrator af biskop Mynsters type. B. påstod i sine erindringer at hjemmet var "uden spor af Guds rige", og det kan være sandt ud fra Indre missions forudsætninger – ingen form for gudelighed synes at have præget livsførelsen i det ydre. 1843 kom B. i Slagelse latinskole som han ikke huskede for det gode; dens ånd var ukristelig, med lærerne lå han i konflikt, og rektor C. W. Elberling (som i og for sig yndede ham) kaldte ham "preusseren" (for "din storsnudetheds skyld"). B.s udprægede "Geltungsbedürfnis" og friskfyrvæsen har allerede dengang virket irriterende. 1849 blev han student (ved universitetet) og tog modvilligt, men efter faderens ønske fat på teologien; siden betegnede han sig for studentertidens vedkommende som "Kristusfornægter og spotter", men bevidner også at H. L. Martensens åndfulde forelæsninger gjorde indtryk på ham, og at H. N. Clausens "ordenssans" – dvs. logik og eksegetiske metode – lærte ham meget; men Clausens rationalisme og akademiske tilbageholdenhed stødte ham som "uafgjorthed". 1855 blev B. cand. teol. og – da han ikke ville være præst – lærer i Kalundborg; han kom godt ud af det med eleverne og fortsatte sit muntre studenterliv hvor selskabelighed, teater og især dans havde en stor plads. Samtidig kom Kierkegaards angreb på kirken. B. "formelig slugte" hvert nyt nummer af Øieblikket og følte sig efter eget senere sigende rystet, dog ikke mere end at han var med i en adresse fra vestsjællandske præster om at få Kierkegaard dømt for injurier mod standen. I alt fald affandt han sig snart med Kierkegaard der jo selv havde sagt at han ikke var en kristen (nemlig i "efterfølgelsens" forstand); B. mente at så kunne han heller ikke vide hvad sand kristendom var. Nok fandtes den næppe i folkekirken -af Kierkegaard mente B. selv at have lært grænseløs foragt for "levebrødspræsterne", men en vækkelse kunne realisere "Det nye Testamentes kristendom" i et sandt menighedsliv. Jævnlig havde han prædiket for sin far, og da denne blev syg måtte B. – meget uvilligt – blive hans kapellan; som sådan virkede han i Ubby 1856–65, optrådte som vækkelsesprædikant i stor stil, forkyndte "loven" med fynd, samlede mange fra mange sogne og mest unge i kirken ved sine bibellæsninger og de møder han med andre unge præster holdt i kirken, skoler og fri luft (skovmøder var dengang noget nyt og populært). 1859 skal personlige forhold – i forbindelse med familie og ægteskab – have hidført en "evangelisk" fordybelse, siden tolket som en typisk omvendelse; men det er et åbent spørgsmål om der ikke foreligger en efterrationalisering fordi Indre missions formand (når han skrev erindringer) dårligt kunne være en sådan oplevelse foruden. 1853 var der på Midtsjælland stiftet en forening for indre mission – for at vække dem der sov i synden og føre de forvildede (dvs. de sekteriske som havde fremgang efter religionsfriheden af 1849) tilbage til kirken; den ville virke på dåbspagtens grund, dvs. der var et klart grundtvigsk element i foreningen, især hos dens eneste missionær, smeden Jens Larsen. Men foreningen var desuden hjemsted for frikirkelige eller sekteriske (mest baptistiske) grupper, og kursen blev vaklende. Derfor kunne præster der havde brug for et lægmandsforetagende mod sekterismen infiltrere foreningen; den grundtvigske vækkelses-præst C. F. Rønne blev 1858 formand (dog kun som "broder", ikke som "præst") og udkastede et program til foreningens kirkeliggørelse. Det slog ikke an hos lægmændene, og uroen voksede. 1861 fik Johannes Clausen (1832–1908), kapellan i Stenlille, B. til at deltage i årsmødet. Siden sagde B. at han dengang intet anede om Indre mission, men den prædiken han holdt viser at han til mindste enkeltheder var velinformeret, også om det forsøg man ville gøre på at afsætte Jens Larsen; det skete ved et dramatisk opgør med lægmandselementet og gennemførtes med metoder der minder stærkt om et totalitært statskup. Lægmændene blev skubbet til side, og hver gang nogen siden kom i opposition blev de ubønhørligt udrenset (1872 fik B. også sin ven Clausen fordrevet; han var blevet for grundtvigsk). Foreningen førte nu ordet "kirkelig" i sin titel, udtryk for samarbejde mellem troende præster og troende (og loyale) lægfolk; og selv om B. først 1881 formelt blev formand lå alt fra 1861 i hansrfaste hånd, også Indre Missions Tidende som han redigerede med journalistisk talent til sin død og bankede op til at have 16.000 abonnenter; hele den øvrige, meget betydelige publikationsvirksomhed (som spredtes ved kolportage) ledede han også, til betydelig indtægt for foreningen og ham selv. B. ville gøre den lille lokalforening til en landsomspændende virksomhed; uden større held forsøgte han sig på Fyn og i København, men under krigen 1864 gjorde Clausen og nogle missionærer et påskønnet sjælesørgerarbejde ved fronten; foreningen blev kendt, og på den baggrund kunne B. og Clausen (1865) foretage deres store jyske rejse; en anden forudsætning var et opgør med grundtvigianerne thi i Midtjylland var den pietistiske og kirketro vækkelse hårdt trængt af dømmerbevægelsen som radikalt brød med kirke og præster, og af en herrnhutisk vækkelse; alle tre grupper var, med forskellig motivering, antigrundtvigianske, og for at slå igennem måtte B. udrense sin sidste grundtvigske medarbejder og tage et teologisk opgør med grundtvigianerne på det spørgsmål krigen havde aktualiseret: omvendelse efter døden, en sag som århundredet ud spaltede vækkelserne fordi den mere end et teologisk anliggende var et spejl af forskellige samfundslags livssyn og holdning. Rejsen begyndte i Århus, nåede hele Midtjylland rundt og endte efter seks succesrige uger på Djursland hvor B. nu blev sognepræst i Ørum-Ginnerup, og hvorfra han kunne holde de nyvundne kontakter. Det pietistiske og kirketro lægfolk sluttede helhjertet op om Indre mission, nu da det så at også præster kunne have den rette tro, og den ene vækkelses-bølge efter den anden gik over Jylland som netop nu for alvor kom med i den almindelige egnsudvikling.

På Sjælland (hvor B. 1874 blev sognepræst i Ørslev-Solbjerg) havde han samarbejdet med grundtvigske præster, og hans egen prædiken var i den forstand grundtvigsk at den næsten monotont samlede sig om dåb, nadver og trosbekendelse; men samtidig var den spørgende, appellerende, personligt pågående og anderledes aggressiv end det mere "flydende" grundtvigske foredrag og den grundtvigianske harmoni mellem menneskeligt og kristeligt. Fælles var B. desuden med de grundtvigske om polemikken mod vanetro og vaneforhold til kirkens "handlinger", men også her var han skarpere i tonen, og direkte afsky hos de grundtvigske vakte det at han nedvurderede de naturlige familieforhold og forlangte at den omvendte skulle bryde med sin vantro slægt og søge nyt fællesskab i "de helliges samfund". Også krigen dømte man forskelligt om: de grundtvigske betragtede den som en forsynets opdragende tugt, B. derimod som dommen over et gudløst folk; i det hele lå forskellene langt mere på "det menneskelige" (et ord der if. B. ikke fandtes i Indre missions ordbog) og folkelige plan end på det religiøst-teologiske, og den folkelighed som nu høj- og friskolebevægelsen gik ind for opfattede B. som en slags nyhedenskab (bl.a. fordi nordisk mytologi spillede så stor en rolle). B. var udpræget nationalt sindet, bestemt af 1848 og 1864, i sidste del af sit liv også af den tyske undertrykkelse i Nordslesvig, men afviste at kristendommen skulle gøre sig kulturelt eller socialt gældende; alt samledes om "det ene fornødne", omvendelsen og det nye trosliv. Det hang sammen med at Indre mission appellerede til folkelag der lå under den socialt og kulturelt mere avancerede grundtvigske gårdmandsstand og spillede på modsætningen inden for landalmuen; kolportørerne (siden kaldet indremissionærer) kom da også mest fra husmands- og håndværkerklassen. På alle måder lagde B. op til et brud, også ved personlige krænkelser, og det kom som følge af valgmenighedsloven (1868), en grundtvigsk mærkesag som B. forkastede fordi den missionerende aktivitet ikke skulle indkapsles i et lukket valgmenigheds-miljø. Heller ikke om synet på folkekirken var man enig: for de grundtvigske var den en borgerlig rammeordning, for B. en sand kristen kirke i kraft af evangeliet og sakramenterne om end et samfund af både troende og vantro; men "skellet" skulle være åndeligt, ikke kirkepolitisk, og folkekirken var for Indre mission en nødvendig missionsmark. Kun som folkekirkelig forening, ledet af præster, kunne missionen få den brede berøringsflade uden hvilken den ville blive en sekt. Men kirken skulle ledes autoritært; al tanke på menighedsråd med præstevalg var ham bestemt imod: de troende ville jo altid være i mindretal og aldrig få en troende præst hvis det skulle gå demokratisk til; de stod langt bedre, over for regering og kirkestyrelse, som en kraftig og effektiv pressionsgruppe.

1869 brød B. definitivt med grundtvigianismen, og i de tre næste årtier havde Indre mission stor fremgang, især i Jylland og mest markant i fiskerbefolkningen, men i øvrigt i alle lag af landalmuen som lå under gårdmandsklassen. Uden at det var tilsigtet bidrog Indre mission umådeligt til, socialt og økonomisk, at hæve disse lag til en solid og privatkapitalistisk indstillet borgerlig klasse. "Gudsfrygt og nøjsomhed" -dette apostolske slogan – virker uundgåeligt når "tiderne" i øvrigt går opad. Som en kyndig strateg lagde B. an på at udkonkurrere grundtvigianismen og fremme den indre opløsning som begyndte efter Grundtvigs død for så sammen med de kirkelige højregrundtvigianere – om de ellers tog afstand fra den grundtvigske venstrefløj og dens alliance med venstrepolitik og kulturradikalisme – at skabe et retningssamarbejde med byernes missionstype og centrumskirkelige kredse; det kom i stand – med B.s tilslutning – ved de såkaldte Bethesda-møder (fra 1886). Grundtvigianere og missionsfolk blev i høj grad konkurrenter og mejslede hinandens profil, men bymissionen voldte B. store problemer. Hans eget forsøg på at erobre København slog fejl, og byernes sociale situation var en anden end landets, bl.a. fordi man her stod over for en truende socialisme, selv en aggressiv religiøs vækkelse, med påstand om at være den sande kristendom kirken burde have stået for, men havde svigtet (som Kierkegaard sagde!). Byernes borgerskab var ikke vakt i pietistisk forstand, men socialt og kulturelt bevidst og påvirkeligt over for en mission der ikke blot virkede med "ordet", men med "gerninger", kristeligt-sociale institutioner, karitative organisationer og diakonale tilbud. Alt dette blev sat i system af Harald Stein sidst i 1870'erne og var tænkt som et "net" af foreninger der skulle hindre at byens lavere klasser blev ofre for socialisme. B. kendte kun landforhold; socialisme var for ham blot "madstræv"; "de hellige" skulle tage sig af deres egne fattige, alle andre overlades til offentlig forsorg, men en kombination af forkyndende og socialt virkende mission var ham viderværdig, en "hemmelig rationalisme", "gerningskristendom" osv. Da han havde nedkæmpet et kolportøroprør gående ud på at demokratisere Indre mission, også i ledelsen, og få regnskaberne lagt frem fik han tid til at gøre op med bymissionen, navnlig den københavnske som var mest avanceret og støttet af det meste af gejstligheden og store kredse af borgerskabet. Først havde bymissionen overtaget -efter "den thyske krig" hvor nogle præster klagede over de aggressive missionærer, og B. smed klagen i papirkurven, men af kirkestyrelsen (der inspireredes fra bymissionen) blev tvunget til tilbagetog og til at gøre Indre mission endnu mere kirkelig ved at optage mange præster i bestyrelsen, lægge missionærerne under præsters tilsyn og stramme deres instruks. Men få år efter søgte bymissionen – hvis ledende navn i så henseende var professor Peder Madsen – at lokke og true Indre mission ind under bisperne; B. opdagede i tide fælden og spillede med held på missionsfolkets formentlig venstrepolitiske holdning som, midt i den værste provisorietid, ville være imod alt hvad der kom fra stat og "statskirke"; bisperådet led et forsmædeligt nederlag. Politisk var B. uden tvivl selv højremand, absolut loyal over for "Gud, konge og fædreland"-ideologien, og ved at fraråde sine venner at stemme ved de politiske valg bidrog han til at unddrage venstre stemmer.

Annonce

I det fortsatte opgør med bymissionen kunne B. støtte sig til den indvandring som nu i stort omfang fandt sted. Netop de landbolag som Indre mission socialt hørte hjemme i søgte nu til byen, og den aristokratiske bymission fik mere og mere besvær med de indvandrede lægfolk; den ene efter den anden af de bymissionske og bredkirkelige institutioner blev erobret (hvor det ikke kunne gøres anlagde man konkurrerende). 1889 fik således Indre mission afgørende indflydelse i Det danske Missionsselskab – thi kun indre mission kan drive ydre mission – ved at kræve demokratiske former, men da man ad den vej var blevet stærk nok erobredes hele foretagendet 1898 og blev fra nu af totalitært ledet. Det lykkedes B. at hindre planer om en organiseret menig-hedspleje; det var ham og hans folk som stod bag de kredse som nu – i opposition til bymissionen – skabte det københavnske kirkefond og fyldte storbyen med pietistiske menighedssamfund og missionske præster, og ved århundredskiftet kapitulerede bymissionen over hele linien fordi B. tvang en af dens vigtigste arbejdsgrene, den store ungdomsbevægelse KFUM og K til at bøje sig for sine krav hvis "landmissionen" fortsat skulle yde økonomisk støtte. De store vækkelser og de skrappe metoder tog yderligere fart omkring 1890; dermed voksede også modstanden. Gammeldags folkereligiøsitet havde let ladet sig løbe over ende, mere modstandskraft var der i kulturradikalisme og socialisme, og des mere måtte Indre mission skærpe kampen. Et middel hertil var helvedesforkyndelsen som snarere tilsigtede forskrækkelse end just fordømmelse, og som offentligheden fik et dystert indtryk af bl.a. ved begravelsen af 26 druknede fiskere på Harboøre (1893). Kritikken – som til dels hvilede på misopfattelser – blev hvas; B. reagerede voldsomt, især i det "Annex" han havde føjet til Indre Missions Tidende, og vendte sig også mod kirkestyrelsen der havde støttet de kritiske røster. Den helt store eksplosion kom da Harboøre 1899 i Anton Jensen fik en præst som gik hårdt imod helvedeslæren. Jensen blev afsat som kætter og for ulydighed mod foresatte, men B. gik ram forbi skønt han på det groveste angreb bl.a. bisperne for forsømmelighed i tilsynet med for-drukne eller umoralske præster som han selv havde ladet udspionere. Over for al kritik truede B. med at omdanne de 400 missionshuse til kirker og etablere en frikirke, og truslen virkede så stærkt på det svage kirkestyre og den sidste svage højreregering at hans eneste "straf blev tilbageholdelse af et påtænkt kommandørkors; han trøstede sig med at være dekoreret med storkorset af de helliges kærlighed med brillanter – og det var ingenlunde forkert. – Under de sidste opgør var B. helt uafbalanceret; han var syg og ældet, og desuden foruroliget af at metodistisk "syndfrihedslære" gik som løbeild i Indre missions rækker, en følge af at det luthersk-grundtvigske element svandt og anglo-amerikansk (metodistisk) vækkelsesreligiøsitet bredte sig, bl.a. med vækkelsessange på grufulde melodier (som den musikalske B. forgæves protesterede imod); den stærke ekspansion af alle Indre missions arbejdsgrene voldte også økonomiske bekymringer. I disse sidste år førtes kampen mod bymissionen også som et opgør med det teologiske fakultet (hvis medlemmer var dybt integreret i by-missionens virksomhed). Den historiske bibelforskning som fakultetet ikke helt kunne afvise vakte B. yderste mishag (her fandt han i øvrigt sammen med højregrundtvigske kredse); ikke blot brød han nu offentligt med Stein, men rettede et heftigt angreb på fakultetet: "på knæ professorer, for den hellige skrift" (1896). Utvivlsomt forstod han ikke den historisk-kritiske teologis anliggende, men des mere at det lægfolk hvis eminente talsmand han var i ganske primitiv forstand var bibelfundamentalistisk.

B.s forfatterskab er omfattende. Foruden talrige prædikener og artikler i Missionstidende udgav han fire postiller: Fjorten Prædikener, 1867 – talerne fra den jyske rejse, også oversat til svensk. Nyt og Gammelt, 1869 (5. oplag). Fra Livets Kilde, 1881, stenograferede prædikener, en gave fra vennerne ved præstejubilæet; 1898 udgivet på tysk. Paa Livets Vej, 1885–86 – over den nye tekstrække. Desuden udgav han flere opbyggelsesbøger og samlede sin teologiske anskuelse (meget traditionelt, men med visse "kætterier" som modstandere lagde megen vægt på, bl.a. i nadversynet) i Min Konfirmationsforberedelse; 1900 kom Erindringer fra mit Liv, en meget levende, men absolut ikke tilforladelig bog. Som teolog var B. uoriginal, men hans prædikener kan endnu læses for deres livligheds skyld, og de virkede stærkt i mundtlig fremførelse. Ustandselig rejste han som prædikant over hele landet, og ingen har som han draget store skarer ved sin forkyndelse. Prædikenerne (som regel allegoriske i brugen af teksten) er typiske vækkelsestaler ved den måde hvorpå de skarpt deles mellem afsnit for de vantro der skal rystes og vækkes til bod og omvendelse, og de troende der skal tugtes og trøstes. De er endda særdeles velformulerede, fulde af prægnante vendinger (ofte polemiske) som bed sig fast i erindringen; al sentimentalitet og sødladenhed lå ham fjernt, og han advarede altid mod at gøre noget ydre (dans, kortspil, teater, klædedragt etc.) til tegn på troen. Han øvede stor gæstfrihed, her som på alle måder bistået af sin højtbegavede hustru; han røg som skorsten, satte pris på et godt bord og yndede aldeles ikke den kristelige afholdsforening (Blaa Kors). Indtil de sidste stressede år var han en munter og livsglad natur, fuld af humor og et såre drilsk lune; teologiske og kirkepolitiske problemer var han tilbøjelig til at løse med en veldrejet vittighed; han var uhyre slagfærdig, rap i replikken og derfor også som journalist ypperlig. Indre mission hvis historie er ét med hans egen og som han helhjertet identificerede sig med, styredes "med fast hånd og konservativ varsomhed" med strategisk overblik og sans for fjendens svage punkter, men også med forståelse for "nådegavernes forskellighed"; B. var altid på vagt over for de mere småtskårnes (missionærerne fx) hang til at ensrette hinanden. I bestyrelsen var han enerådende; de fleste af de andre var leddeløse nikkedukker der blev som voks i hans hænder. Bønder imponerede ham ikke – det var der for resten intet som gjorde – det var, mente han, en smal sag for en præst at være lige så god bonde som de, og han fandt det ulykkeligt at præster begyndte at forpagte jorden ud: just som landmænd skulle de hævde sig og bevare fællesskabet med sognet; på husbesøg skulle præsten "begynde med grisen og ende med Jesus", men det forudsatte at han vidste lige så meget om grise som de bønder han levede iblandt.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Ubby, provst Johan Philip Hunæus B. (1788–1865) og Angelique Sophie Margrethe Rømer (1800–82). Gift 14.3.1860 i Gottorp slotsk. med sit søskendebarn Nina Charlotte Staffeldt, født 20.3.1834 i Drage ved Itzehoe, død 30.1.1905 i Kbh., d. af domæneinspektør, kammer- og forstjunker Christian Vilhelm S.(1802–44) og Charlotte Caroline Marie Rømer (1805–85).

Ikonografi

Litografi, 1872. Stik af Weger i Leipzig, 1881. Træsnit efter foto, 1881, kopieret i flere træsnit. Mal. af M. Ancher, 1882, farvetryk efter mal. af samme. Et par træsnit, 1889, det ene af H. P. Hansen efter foto. Litografi af I. W. Tegner, 1891, efter foto. Mal. af G. Achen, 1895 (Fr. borg). Buste af Axel Holm, 1901. Relief af samme, 1903 (mindesten på Ørslev kgd.). Buste af Fleischer, 1929 (Himmelbjerget). Min. af H. C. Vantore. Fremstillet på tegn. af M. Jepsen: B. taler i Udby k., 1865, litograferet af Harald Jensen. Mindelund i Ørslev præstegårdshave. Sten med mindeinskr. ved Ørum kgd.

Bibliografi

Kilder. V. B.: Erindringer fra mit liv, 1900. Venskab og samvirke. Brevveksling mellem V. B. og Johannes Clausen, udg. Axel Beck, 1936. P. G. Lindhardt i Kirkehist. saml. 7.r.IV, 1960–62 267–95. Martin Schwarz Lausten sst., 1976 182–89.

Lit. Chr. Sørensen: V.B., 1931. Axel Beck: Vilhelm og Nina Beck I–II. 1921. P. G. Lindhardt i Årbog for hist. samfund for Sorø amt, 1953 44–63. Carl Weltzer i Kirkehist. saml. 7.r.I, 1951–53 195–210. P. G. Lindhardt sst. 7.r.II, 1954–56 444–79. Elith Olesen sst. 7.r.IV, 1960–62 296–307. P. G. Lindhardt: Den da. kirkes hist. VII, 1958 108f. P. Holt: Kirkelig forening for indre mission i Danm. i 100 år, 1961 161–69.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. G. Lindhardt: Vilhelm Beck i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286636