Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Saxo

Oprindelig forfatter ELJ

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Saxo, levede 1180, domprovst i Roskilde. Begr. i Roskilde domk. Provst Saxo ved Roskilde domkirke står som underskriver i nogle breve fra 1180 og 1183 og er vistnok den samme som den provst Saxo, Absalon i 1160'erne sendte til Paris for at hente Vilhelm (1127–1203) fra Ste. Geneviève klostret til Danmark. 1206 anføres af Cornelius Hamsfort (1546–1627) som hans dødsår – næppe med rette, thi engang i 1190'erne forekommer Anders Sunesen som provst ved Skt. Lucii kirke, 1201 nævnes Toke. Man har identificeret provst Saxo med historieskriveren.

I Roskilde domkirkes gavebog der gik til grunde 1728 og nu kun kendes gennem uddrag af Peder Olsen, Hamsfort og Thomas Bartholin, var ved optegnelsen om provst Saxos død under 29.7. med yngre hånd tilføjet nogle berømmende ord og et "Epitaphium" over "Saxo Grammaticus". Kendingsnavnet "Grammaticus" henviser denne tilføjelse til tiden efter 1300-tallets midte, snarest til middelalderens slutning eller begyndelsen af 1500-tallet, da ny interesse for "Gesta Danorum" vågnede under humanistisk indflydelse. I Christiern Pedersens udgave af 1514 fremtræder forfatteren på titelbladet som provst i Roskilde. Identifikationen hviler næppe på en ærværdig stedlig tradition, som Caspar Paludan-Müller i sin tid ville godtgøre, men er en forholdsvis sen lærd sammenstilling – imod den strider domprovst Saxos levetid. Han er et slægtled ældre end historieskriveren.

Bibliografi

Scriptores rerum Danicarum IV, 1776 483 543; VI, 1786 144f. Repertorium diplomaticum regni Danici mediævalis, udg. Kr. Erslev I, 1894–95 nr. 34 35 40. Testamenter fra Danm.s middelalder, udg. samme, 1901 3. Liber daticus Roskildensis, udg. Alfr. Otto, 1933 41 f. – C. Paludan-Müller: Hvad var Saxo Grammaticus? og hvor er hans grav?, 1861 = Nykøbing katedralskoles progr. 1861. Henrik Schück i Arkiv for nord. filologi XII, Lund 1896 222–33. Sofus Larsen i Årbøger for nord. oldkyndighed 1925 262–76.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Lund Jensen: Saxo i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296913