Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Søren Jonæsen

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Søren Jonæsen, 14.4.1656-27.5.1717, præst, salmedigter. Født i Århus, død i Roskilde, begravet sst. (domk.). J. blev student fra Århus 1675, tog teologisk attestats 1678, rejste derpå udenlands 1680–82 (bl.a. i Strasbourg 1681) som ledsager af professor Rasmus Vindings sønner og var senere hovmester for en søstersøn af gehejmeråd Mathias Moth. Formodentlig skyldtes det disse forbindelser at han 1689 blev designeret og 1691 virkelig sognepræst ved Roskilde domkirke (og provst i Sømme hrd.). 1692 tog han magistergraden, og 1695 fik han tilkendt rang med sognepræsterne i Kbh. Som student havde han 1680 udgivet et bibelsk epos på aleksandrinere Den Prophete Jonas, tilegnet Rasmus Vinding. 1691 gik han, formentlig på Mathias Moths foranledning, i gang med det hverv som 1690 var blevet frataget Th. Kingo, at omarbejde og revidere de ældre salmebøger efter moderne fordringer. Han var i flere henseender vel skikket hertil og udmærkede sig ved virkelig digterisk ånd. Efter at have dels omskrevet gamle, dels oversat nye salmer indleverede han forslag til en revideret salmebog hvori mærkeligt nok Kingo ikke var repræsenteret med en eneste salme. Hverken Kingo eller J. fik sæde i den kommission der 1696 blev nedsat for at tilvejebringe en ny kirkesalmebog. I denne, Den forordnede nye Kirke-Psalmebog (1699) fandt en del af J.s salmebearbejdelser optagelse. Ved revisionen af tidligere digteres arbejder havde han sat sig som mål at holde sig til "den gode gamle Enfoldighed i at paakalde og takke Gud" og ville hellere bevare en ufuldkommen form end ændre et opbyggeligt og læremæssigt korrekt indhold. Blandt hans salmer kan nævnes I Døden Jesus blunded. Gud Helligaand, i Tro os lær og Den Idræt Gud er tækkelig. 1684 udgav J. en kort biografi af sin velgører Den Velædle og Velbyrdige nu Salige ... Erasmus Vinding.

Familie

Forældre: købmand i Århus, senere hospitalsforstander i Kbh. Jonas Sørensen og Christine Leegaard. Gift 1. gang 25.11.1691 i Kbh. (Frue) med Anna Pedersdatter, død 5.10.1692 i Roskilde. Gift 2. gang 11.9.1694 med Ellen Fleischer, død 1709, d. af sognepræst ved Helliggejst k. i Kbh., mag. Esaias F. (1633–97) og Ellen Jacobsdatter Riber (død 1684).

Bibliografi

Kirkehist. saml. 3.r.V, 1884–86 427 545 548–50; 5.r.I, 1901–03 535. – Programma fun. univ. Hafn. over S. J., 1717. C. J. Brandt og H. Helveg: Den danske psalme-digtning I, 1846, biografier 54f. Jul. Paludan: Fremmed indflydelse på den da. nationallit. i det 17. og 18. årh. I, 1887 XIV 276. Pers. hist. t. 5.r.VI, 1909 150. Anders Malling i Kirkehist. saml. 7,r.III, 1957–59 440–69. Samme: Dansk salmehist. VI, 1971–72 363–68; VIII, 1978 197–201.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Søren Jonæsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292270