Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rasmus Hansen Reravius

Oprindelig forfatter JLyst
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Rasmus Hansen Reravius, d. 3.4.1582, præst, forfatter. Vistnok født i Torpe (nu Vejleby) ved Rødby,. Død i Rødby. R. kalder den senere Skælskørpræst Hans Pedersen (født ca. 1530) sin lærer. Han overværede i 1559 Frederik IIs kroning i Kbh. og synes at have været 1. kapellan ved Skt. Nicolai kirke sst. engang i 1560erne. Senest 1567 blev han sognepræst i Vigsnæs på Lolland hvorfra han ca.1570 vendte tilbage til Kbh. som kapellan ved Helliggeisthuset. Endelig blev han, sikkert som en særlig gunstbevisning fra højeste sted, i 1577 presset ind i sognepræsteembedet i Rødby og Ringsebølle imod menighedernes ønske. Det kom der kun skærmydsler ud af.

Allerede fra 1562 synes R. optaget af sin snart omsiggribende oversættervirksomhed. Tyske småskrifter, især andagts- og opbyggelsesbøger af moraliserende art, blev kvikt og dygtigt og i stort antal fordansket og trykt, frem til 1574 især hos svogeren Lorentz Benedicht, derefter hos forlæggeren Baltser Kaus. Oversættelsen af Jörg Wickrams moraliserede roman Vnge Karlis oc Drengis Speiel, 1571, blev en yndet folkebog i 200 år. Niels Hemmingsens store latinske Postilla på dansk kom i 1576 og oplevede 3 oplag. Med Frederik IIs og Dronning Sophies kronings- og bryllupshistorie "Paa Danske Rim bescreffuet", 1574 vandt han majestætens bevågenhed. En akrostikonsalme på tysk, Gott ist mein Heyl, glück, hülff vnd Trosl, 1577 til dronningens ære har nok også vakt lykke i slot og præstegård. R. nød også godt af biskop Poul Madsens respekt. Den omfangsrige Een ny Bønebog, en bestseller oversat fra nedertysk, udkom således først på året 1575 med fortale af biskoppen. Af endnu mere vidtrækkende betydning var den Håndbog mel Psalmer, Euangelier, Passen, Catechismus oc en liden Bønebog (titlen usikker) fra samme år som R. havde samlet på biskoppens "mundelige befalning". R.s andel heri er dels kompilationen af En liden Bønebog, dels redaktionen af En Ny Psalmebog, den sidste et alternativ i billigbogsformat til den kostbare, autoriserede salmebog fra 1569. I En Ny Psalmebog har R. optaget et dusin af sine egne salmer, betegnede som hans med kløverblade både ved teksten og i registeret. To af disse salmer, Dig takke vi, o Jesus Krist og Nu sol i øst oprinder mild står i Den danske Salmebog 1953. Nye udgaver af R.s officiøse salmebog tryktes med jævne mellemrum i 100 år, og R.s tekstredaktioner slog igennem i andre salmebøger.

Familie

gift 1567 med Kirstine Frost (gift 2. gang 1583(?) med sognepræst i Rødby Hans Hansen, død 1614), d. af sognepræst til Gråbrødre k. i Odense Jacob F. (død 1549) og Karen Henriks-datter Langenburg.

Annonce

Bibliografi

Monumenta hist. Danicæ, udg. H. F. Rørdam II, 1875 13f. Johs. Bachmann: Gesch. des evang. Kirchengesanges in Mecklenburg, Rostock 1881 86. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 4.r.II, 1891–93 1–53. Jens Lyster sst. 1976 80–82. Danske viser, udg. H. Grüner-Nielsen IV-VI, 1913–31 (reproudg. 1978–79). Krister Gierow: Den evangeliska banelitteraturen i Danm. 1526–75, Lund 1948. Anders Malling: Dansk salmehist. V, 1966 383; VII, 1972 175–78; VIII, 1978 65f. Erik Dal i Hans Thomissøns salmebog, 1968, tillæg 37–63 70–73. Samme i Festskr. Jens Peter Larsen, 1972 31–33. Jens Lyster i Hymnologiske medd. II, 1973 134f og V, 1976 78–89.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Lyster: Rasmus Hansen Reravius i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296303