Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

R. Volf

Oprindelig forfatter PGLin

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

R. Volf, Peter Rudolf Volf, ved dåben Wolf, 25.8.1838-20.4.1926, præst. Ved moderens tidlige død kom R. Volf i huset hos sin morbror, provst P.A. Colding i Odense hvor han 1857 blev student. I studieårene dyrkede han semitisk filologi og fik 1861 accessit for en prisopgave; samtidig blev han – for livet – optaget af nødvendigheden af et missionerende arbejde i de store, til dels afkristnede byer. 1859 drev han filologiske og sociale studier i England og oversatte 1862 Thomas Guthries berømte Hovedstaden, dens Synder og Sorger. Et par år boede han på Borchs kollegium, blev cand.teol. 1864 og var en tid manuduktør og lærer ved missionsskolen.

R. Volf var stærkt påvirket af N.G. Blædel og blev mellemmand mellem Vilh. Beck og Rud. Frimodt ved grundlæggelsen af Indre mission i København (1865); han blev medlem af bestyrelsen, men var 1867-70 kapellan i Ballerup-Måløv og 1870-74 i Farum. 1874-99 var han sognepræst ved den nye Skt. Stefanskirke på Nørrebro, indstillet af kirkens byggekomité; han blev en overordentlig flittig præst og vandt ved sit jævne væsen og store energi megen påskønnelse i det store sogns fattige befolkning; under hans ledelse groede en række kristeligt-sociale institutioner frem i sognet – ganske på linje med udviklingen i Stefansforeningen og Københavns indre mission. Da H. Stein under den optrækkende konflikt med Vilh. Beck og "landmissonen" 1886 gik af som formand for Københavns indre mission afløstes han af R. Volf som altid stod Beck personlig nær; man håbede at han dels kunne pacificere Becks voksende kritik, dels kunne hævde bymissionens selvstændighed og den kristeligt-sociale linje. Det lykkedes kun dårligt; R. Volf var hverken strateg eller kombattant, Beck kunne udnytte venskabet og støttet af KFUM-bevægelsen og gruppen omkring Københavns kirkefond tvinge Københavns kristeligt-sociale missionsarbejde i knæ; efter det endelige nederlag 1898 gik R. Volf af som formand og blev 1899 sognepræst i St. Heddinge og 2. stiftsprovst for Sjællands stift, med visitationspligt i tre amter. 1922 tog han afsked.

Annonce

R. Volf var også en flittig forfatter; 1875 blev han teologisk licentiat på en afhandling om profeten Zakarjas bog; han forelæste ved universitetet i flere semestre og var 1887-99 censor ved teologisk embedseksamen. 1899 blev han dr.teol. i Rostock – det voldte af nationale grunde nogen forargelse – på en afhandling om Die 70 Wochen Daniels. Han udgav adskillige fortolkninger til de gammeltestamentlige profeter (Zakarja, Jesaja, Hoseas og Amos), var medstifter af Israels-missionen og medlem af bestyrelsen, skrev (1870) en instruktiv bog om Indre mission, biografier af J.A. Bengel og J.H. Wichern og bidrog jævnlig til blade og tidsskrifter. I den af "sædelighedsfejden" fornyede debat om ægteskabet tog han livlig del, bl.a.med Ægteskabs-skilsmisse og Fraskiltes Vielse, 1885, og han var medlem af den kommission af købnhavnske præster der gjorde det egentlige arbejde bag salmebogen "for Kirke og Hjem" 1897.

Familie

R. Volf blev født i Naur, døde i Hellerup og er begravet i Store Heddinge. Forældre: sognepræst Hans Jacob Frederik Christen Wolf (1809-81) og Christiane Henriette Colding (1811-44). Gift 11.11.1865 i Nyborg med Cathrine (Catinka) Groot Colding, født 1.10.1835 i Svendborg, død 13.2.1905 i Store Heddinge, datter af distriktslæge, dr.med., senere justitsråd Jens Christian Colding (1805-83) og Cathrine Groot (1810-75).

Udnævnelser

R. 1885. DM. 1898. K.2 1917.

Ikonografi

Træsnit 1878 efter foto. Buste af C. Rohl Smith, 1898 (menighedshuset Karmel, København). Foto.

Bibliografi

R. Volf: En gammel præsts livserindr., udg. Johs. og Jakob Volf, 1926. – P. Holt: Nød dem –, 1940. Samme: Kirkelig foren, for den indre mission i Danm. gennem 100 år, 1961-77. P. G. Lindhardt i Den danske kirkes hist. VII, 1958. To højkirkemænd. Brevveksl, mellem H. Stein og J. Swane, udg. samme og J. Swane, 1958. – Papirer i Rigsark. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. G. Lindhardt: R. Volf i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299066