Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Rogert

Oprindelig forfatter AlTho
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Poul Rogert, 2.4.1702-13.4.1749, præst, historisk samler. Født i Nakskov, død i Utterslev, Lolland, begravet sst. R. blev student 1722 fra Nakskov, tog 1724 baccalaurgraden og blev 1728 hører ved Nakskov latinskole. 1731 afsluttede han sine studier med teologisk eksamen, blev 1732 personel kapellan i sin fødeby og udnævntes 1735 til sognepræst i Utterslev på Lolland. R. anses almindeligvis som forfatter til et moralsk-allegorisk drama i fem akter, Den faldne og igien opreiste Salvande der i hans hørertid nogle gange blev opført af skoledisciplene i Nakskov og udgivet 1747 af J. P. Hald. Længe efter R.s død udkom Tvende Stykker til den Danske Krigs-Historie, (1775), hvoraf det første, Nachskous Overgivelse til de Svenske i Aaret 1658, angives at være skrevet af R., og det sidste, der ligeledes omhandler overgivelsen, af Niels Saxtrup, "med Anmerkninger forsynet af Poul Roggert". – R. var en ivrig samler af allehånde historiske, topografiske og personalhistoriske efterretninger, især vedrørende Lolland. Hovedparten af hans samlinger findes i et håndskrift i Det kgl. bibliotek (Thott, Fol. 730), en tæt skrevet, tyk foliant der indeholder store mængder af afskrifter af dokumenter, kirkebøger og andre sager som han har lånt i de gejstlige arkiver på øen, en materialesamling af stor og blivende værdi, da originalerne i adskillige tilfælde ikke mere eksisterer. Enkelte afskrifter skyldes vistnok R.s søn, senere landsdommer på Bornholm, D. L. Rogert. I sine sidste leveår var R. svagelig og tungsindig; han døde tidligt og det blev ikke ham, men en af hans nærmeste efterfølgere i samme præstegård, Peder Rhode, der skrev den første samlede fremstilling af Lollands historie, med stærk benyttelse af R.s håndskrift.

Familie

Forældre: residerende kapellan i Nakskov og sognepræst i Lille Løjtofte Poul Andersen R. (ca. 1650–1706) og Ida Johanne Hansdatter Rostorph (død 1719). Gift 9.5.1740 i Nakskov med Cecilie Margrethe Muller (gift 1. gang med konsumtionsforpagter i Nakskov Lars Rhode, død 1737), begr. 5.7.1751 i Nakskov. – Far til Ditlev Ludvig R.

Bibliografi

P. Rhode: Saml. til Laalands og Falsters hist. I, 1776 191 f. F. E. Hundrup: Lærerstanden ved de lærde skoler i Nakskov, Nysted og Rønne, 1866 = Roskilde katedralskoles progr. 18f. J. Paludan i Hist.t. S.r.II, 1880–81 33–55. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 3.r.VI, 1887–89 401–08 (m. indholdsfortegn. til R.s håndskr.). C. C. Haugner: Nørre Herreds hist., 1922 = Lolland III 186f.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Albert Thomsen: Poul Rogert i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296461