Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Dass

Oprindelig forfatter MBrOE
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peter Dass, 1647-1707, præst, digter. D.s far var indvandret fra Skotland til Bergen og bosatte sig senere som handelsmand i Helgeland hvor han blev gift med fogdens datter. Han døde da sønnen var 6-7 år, og da moderen snart efter giftede sig med en præst i et nordligere sogn blev børnene anbragt hos hendes slægtninge; D. kom i huset hos en onkel der var præst i Namdalen. Her fik han sin første undervisning og har også kunnet tage indtryk både af naturen og af den topografiske digtning der tidligere var forfattet af gejstlige i onklens præstegård. I fjortenårsalderen blev han sendt til Bergen hvor hans faster var gift for at fortsætte sin skolegang. Han lærte at digte på latin og medvirkede ved kirketjeneste hvor sangens magt gik op for ham - heraf det sangbare præg ved hans senere digtning. Han kom til at holde af den livlige og muntre by; derimod var studieårene i København (1666-69) mærket af hans ensomhed og fattigdom, og han havde ikke råd til at anskaffe tidens nye litteratur som interesserede ham. Som nybagt teolog blev han huslærer på sin hjemegn, i Vefsen præstegård hvor han forlovede sig med præstens steddatter. Hendes mor havde litterære interesser, og D. forfattede i disse år adskillige lejlighedsvers. Han blev huskapellan hos den residerende kapellan i nabosognet Nesna og fik løfte om hans embede, men sagen var nær blevet forpurret da han begik "lejermål" med sin fæstemø og måtte søge oprejsning i København hos Griffenfeld. Affæren blev eftergivet mod at han betalte en bod til det nærmeste hospital. Herefter kunne han præstevies (1673) og ægte sin trolovede. Som personel kapellan havde han dog kun en ussel løn, og da han ved sin svigerfars død blev forbigået som hans efterfølger til fordel for en købmandssøn fra Trondhjem skrev han et bittert digt om Mammoms Regimente og Plutonis Herredømme, 1678. Først da den gamle Nesnapræst døde 1681 lysnede det for ham idet han kunne efterfølge ham som residerende kapellan. Hovedindkomsten fra sognet gik ganske vist til "sogneherren", præsten i Alstahaug, og da dette kald, et af de mest indbringende i Nordland, blev ledigt otte år efter tilfaldt det D. Han blev herigennem en velhavende mand og kunne føre stort hus og øve velgørenhed. Myndig og foretagsom røgtede han sit store embede med de lange farefulde kirkerejser, og her på Alstahaug fik han også fuldført en række af sine digterplaner.

Han var tidligt blevet optaget af at skildre landsdelens folkeliv digterisk, og fra 1670erne stammer Den Nordske Dale-Viise (første gang trykt 1683 i København). Den er skrevet til melodi af en kendt dansk - måske oprindelig svensk -bondevise og giver raske satiriske rids af det lokale bondeliv. Langt mere ambitiøs er hans store gennemgang af Nordlands topografi, dyreliv og indbyggere, Nordlands Trompet (udarbejdet henimod 1700, først udk. 1739). Også her er det karakteristiske versemål valgt efter dansk mønster, Lyschanders verskrønike om Grønland. I frisk tempo præsenteres Nordlands geografi og klima, dets fugle og havdyr, folkeskik og sædvaner, derefter behandles de enkelte len fra syd til nord. Stoffet bygger på hans egne sognerejser samt for de nordlige provstiers vedkommende hvortil han ikke nåede, på mundtlige beretninger; af skriftlige kilder nævner han selv Arrebos "Hexaémeron" som han stedvis kan korrigere af erfaringen. Det er imidlertid intet lærdomsværk, men en folkelig og livfuld fremstilling, i første række tiltænkt nordlændingene selv som bydes velkommen i indledningen. Og ånden deri er en from fortrøstning til Guds vilje som forsoner med de barske kår.

Af hans egentlige religiøse digtning, affattet til praktisk brug for menigheden er den tidligste del formentlig hans versifikation af evangelieteksterne til hver søndag i kirkeåret Evanglier, sang-viis forfattet udi beqvemme Melodier. Som det var tidens skik er den gejstlige poesi udsat for populære visemelodier som særlig kunne anvendes ved husandagter. Mere con amore har han gendigtet bibelhistoriske fortællinger fra Det gamle og Det nye testamente, dels kortere i Aandelige Tidsfordriv eller Bibelske Viisebog, dels længere i Trende bibelske Bøger, nemlig: Ruth, Esther og Judiths; de sidste er netop udvalgt for at understrege kvindens betydning. I øvrigt bliver beretningerne ligesom de svenske dalmålningar iklædt hjemligt miljø. Mest udbredt og folkeyn-det blev D.s Morten Luthers lille Katechismus, forfattet i beqvemme Sange under føyelige Melodier hvor katekismen er sat på anskuelige vers. Det er en djærv og troskraftig kristendom der forkyndes, egnet til ballast i nordlændingens hårde liv.

Annonce

D. fik selv behov for at hente styrke i troen da han kom ud for prøvelser og ulykke. Et år forliste otte jægter (fragtskibe) hvorved han mistede det meste af sin årsindtægt; i digtet Betænkning over den Søe-Skade, Ao 1692 tildragen udtrykker han sine følelser og tanker ved tabet. (Episoden er også indføjet som et "symbolum" i Nordlands Trompet). Bergens brand 1702 gik ham nær til hjerte og fremkaldte nogle klage- og trøstedigte. Ved samme tid forværredes hans helbred, navnlig led han under galdestenssmerter. 1704 fik han indsat sønnen Anders som kapellan. Fra hans sidste år på sygelejet er bevaret den gribende klagesang En Krop opfyldt med Grus og Sten. Ved hans død sørgede hele landsdelen, og Nordlandsjægterne fik et sort tøjstykke indsyet i sejlet - et minde der holdt sig i halvandet hundrede år. Hans digte blev trykt i talrige oplag, og der dannede sig frasagn om "Hr. Petter" og hans fantastiske bedrifter. Også i danske bondehjem blev bibelviserne og katekismussangene udbredt læsning helt til midten af 1800-årene. Netop fordi hans digtning er fremmed for barokkens mere kunstfærdige og lærde kunststil kunne dens jævne og trohjertede tone få et langt efterliv.

Familie

Forældre: Petter Pettersson (undertiden kaldet Don Dass) og Maren Falch, død 1709 (gift 2. gang med sognepræst Tileman, gift 3. gang med foged Peder Broch). Gift 1673 med Margrethe Andersdatter, begr. 29.7.1733, d. af residerende pastor til Vefsen Anders Sørensen og Elisabeth Lauritzdatter.

Ikonografi

Maleri 1684 (Melhus k.), litografi herefter samt træsnit af J. F. Brauner, 1874, H. P. Hansen, 1874, nogle anonyme 1885, 1886, 1890 og 1891 samt af H. C. Olsen, 1907. Monumentudkast af G. Vigeland, 1905 (Nasjonalgalleriet, Oslo).

Bibliografi

P.D.: Samlede skrifter I-III, udg. A. E. Eriksen, Kria. 1874-77, tillæg 1891. - Hans Midbøe: P.D., Oslo 1947. Peter Dass, 1647-1947, Oslo 1947 (heri bibliografi af H. Midbøe 161-75).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Brøndsted: Peter Dass i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288730