Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Thøgersen

Oprindelig forfatter BjKorn

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Peder Thøgersen, 6.8.1577-15.7.1634, præst. Peder Thøgersen synes at have gået i skole i Viborg og i Hamburg. Senere studerede han i København, derpå i Leiden (1602) og i Franeker (1604).

I Holland udgav han ei par latinske disputatser og tog formodentlig her magistergraden. Den ene af disputatserne De natura logices, 1603 viser hans interesse for et af tidens store stridsspørgsmål: logikkens principielle stilling i videnskabens verden.

1605 blev Peder Thøgersen rektor i Randers (hvortil han allerede synes at være kaldet 1603), og 1607 efterfulgte han sin far som sognepræst ved Skt. Mortens kirke sst. samt provst i Støvring hrd. Som rektor viste Peder Thøgersen sig stærkt interesseret i skolekomedier. Fra hans rektortid stammer et omfangsrigt håndskrift (Gl. kgl. saml., fol., 794) med komedietekster der har været anvendt ved opførelser i Randers skole og med hans hånd er der heri indført mange randbemærkninger som er af betydelig værdi for forståelsen af tidens former for iscenesættelse. Det er ikke usandsynligt at Peder Thøgersen er forfatter af en heri optaget komedie, den danske bearbejdelse af et moraliserende stykke af oprindelig katolsk støbning, "Comoedia de mundo et paupere", der trods en vis ensformighed udmærker sig ved flere livfulde og realistiske scener, især fra bondelivet. Peder Thøgersen er i øvrigt kendt som forfatter af latinske lejlighedsdigte.

Annonce

Familie

Peder Thøgersen blev født i Randers, døde sst. og er begravet sst. (Skt. Mortens k.).

Forældre: sognepræst Thøger Lassen (1531–1608) og Gertrud Pedersdatter (1547–85). Gift 16.10.1608 i Randers med Anna Poulsdatter, født 5.4.1584 i Randers, død 1649, d. af byfoged i Randers Poul Nielsen (1551–1618) og Kirsten Madsdatter (død 1626).

Bibliografi

Comodia de mundo et paupere, udg. S. Birket Smith, 1888. – Pers. hist. t. II, 1881 109; 9.r.V, 1932 56. – V. A. Secher: Medd. om slægten Secher (Siker), 2. udg. 1939. H. M. Flemmer: Hist. efterretn. om Randers lærde skole, 1834 = Progr. for Randers lærde skole 1834 8. F. E. Hundrup: Lærerstanden ved Randers lærde skole = Randers skoles progr. 1871 7; 1872 61. Kirkehist. saml. 3.r.II, 1877–80 747 757. H. F. Rørdam sst. VI, 1887–89 713–18; 5.r.II, 1903–05 554. Hans Brix: Analyser og problemer I, 1933 139–65. Torben Krogh: Ældre da. teater, 1940. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Peder Thøgersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298435