Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Syv

Oprindelige forfattere JKoS og CSPet

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peder Syv, Peder Pedersen Syv, 22.2.1631-17.2.1702, præst, filolog. Født i Syv ved Roskilde, død i Hellested, begravet i kirken sst. Faderen var efter sine vilkår en vel anset, ret velhavende mand af hvis sønner to foruden Peder Syv kom i stillinger uden for bondestanden. Selv sattes Peder Syv i Roskilde skole hvorfra han 1653 dimitteredes til universitetet; n.å. tog han baccalaurgraden, men i hvilket år han fik sin teologiske embedseksamen er ikke kendt. Der vides om ungdomstiden i hovedstaden intet ud over at han var hører ved Vor Frue skole da han 1658 udnævntes til rektor i Næstved hvis latinskole var i forfald; den latinske afskeds- og tiltrædelsestale han ved denne lejlighed holdt viser ham som klassisk filolog i tidens almindelige stil. Under opholdet i Næstved hvor han var i seks år fik han adgang til den lærde adelsdame Anne Gøyes på dansk litteratur righoldige bibliotek, og kom i forbindelse med sognepræsten i Ørslev ved Skælskør, metrikeren og musikteoretikeren Hans Mikkelsen Ravn, en varm talsmand for de modersmålsstudier senrenæssancen på sin gang ud over Europa fra syd mod nord kaldte til live hos os som i Tyskland. Det er rimeligt at tilskyndelse fra Ravn i forening med Anne Gøyes danske bøger har bidraget til at Peder Syv forlod den klassiske filologi og fremtidig helligede sig fædrelandets sprog og litterære mindesmærker. Som frugt af den ny vakte interesse udkom 1663 Nogle betenkninger om det Cimbriske Sprog der har et lignende arbejde af den tyske sprogteoretiker og digter G. P. Harsdörffer til nærmeste mønster. Det er ingen egentlig grammatik, men det første på dansk skrevne forsøg i sammenlignende sprogvidenskab. Titlens cimbrisk betyder hos Peder Syv snart germansk, snart specielt dansk. Efter at have givet en oversigt over de germanske sprogs udbredelse, historie og slægtskab såvel indbyrdes som med andre sprog i Europa og Asien gør han dansk til genstand for udførlig, flersidig betragtning. Han lovpriser sproget for dets ælde og udtryksfylde, men finder at det skal dyrkes og renses. Han efterlyser derfor en grammatik, en ordbog, en retskrivningsreform samt skønlitteratur, affattet på eller oversat til dansk, og han fremsætter puristiske tanker om afskaffelse af (romanske) fremmedord, genoptagelse af ældre danske ord samt nydannelser af ord. Endelig skildrer han poesiens udvikling fra skjaldekvad og kæmpeviser ned til sin egen tid. Sine poetiske teorier omsætter han i praksis i et tillæg, indeholdende vers "om adskillige Ting" der viser ham som tilhænger af Pegnitzerskolen i Tyskland hvis førstemand Harsdörffer var; uden umiddelbart poetisk gemyt havde han et rutineret håndelag og indførte nye digtformer som sonet og epigram i dansk poesi. Den indholdsrige, men noget planløse bog der aflægger vidnesbyrd om belæsthed og sundt omdømme vakte opmærksomhed også i Sverige hvor Samuel Columbus 1678 indførte store dele af den i sin "en svensk ordeskötsel".

Som rektor har Peder Syv uden tvivl gjort god fyldest at dømme efter et stigende antal dimittender; dog taler han i fortalen til sine Betenkninger om de "mange og møjsommelige Skoleforhindringer", og året efter bogens udgivelse fulgte han 1664 en kaldelse fra herskabet på Valbygård (Juellinge) til sognepræst i Hellested på Stevns, et embede han beklædte til sin død. Hvorledes han var som præst vides ikke, og i egenskab af teolog har han ikke ladet sin stemme høre i litteraturen. 1683 ansøgte han kongen om udnævnelse til kongelig filolog i det danske sprog, Philologus regius lingvæ Danicæ; ansøgningen der begrundes med henvisning til værker han agter at offentliggøre bevilgedes Som indehaver af en stilling ingen anden før eller senere har opnået udgav han 1685 Den Danske Sprog-Kunst eller Grammatica, den første danske grammatik på modersmålet. Sine forgængere Erik Pontoppidan og Laurids Kok, der skrev på latin, har han benyttet, men meddeler naturligvis også resultater af sin egen granskning. Vægten lægges på formlæren hvis klare og overskuelige leddeling står i gæld til Koks, medens syntaksen, som Pontoppidan havde gjort meget ved, gøres af på fire sider; i lydlæren fremhæves sjællandsk som norm for udtalen. Den sidste halvpart af bogen er polemik mod Henrik Gerner der ud fra et konservativt stade havde kritiseret hans retskrivningsforslag og dermed indledt vor første retskrivningsdebat; Peder Syvs gensvar er nok urbant i tonen, men private optegnelser viser ham højlig fortørnet på Gerner for hans opposition. Næst grammatikken havde en udførlig ordbog med etymologiske og sproghistoriske oplysninger været et programpunkt i "Betenkningerne" og over for kongen. Det lykkedes ham, bl.a. ved hjælp af materiale som Laurids Kok stillede til rådighed at få udarbejdet bogstaverne A-J, om end ikke i trykfærdig stand. Planen måtte imidlertid ændres til en mindre, dansk-latinsk (og latinsk-dansk) håndordbog under pres fra Matthias Moth der havde et ordbogsværk af endnu større dimensioner under arbejde, og hvem Peder Syv sikkert har kunnet takke for sin udnævnelse til kongelig filolog med deraf følgende forbedrede økonomiske og arbejdsmæssige forhold. Denne afhængighed af Moth førte yderligere til at han i 1697 også måtte acceptere at aflevere sit materiale. Det lykkedes ham dog at forhale udleveringen til Moths fald 1699. At Moths påbud er kommet Peder Syv på tværs viser for det første den 1692 udkomne prøve på en dansk og latinsk ordbog, omfattende bogstavet A, et uvilligt redigeret og delvis mislykket forsøg på en håndbog efter Moths anvisning, for det andet at han også efter aftalen med Moth vedblev at indsamle materiale til en ordbog efter sin egen plan. Efter Peder Syvs død blev hans forskellige ordbogsredaktioner erhvervede af Fr. Rostgaard der lagde dem til grund for sin egen ordbog.

Peder Syvs sproglige arbejder var af værdi for den tid i hvilken de blev til. Større livskraft og mere vidtrækkende betydning fik et par udgiverforetagender som det sikkert har været ham en særlig glæde at sysle med. 1682–88 udkom i to bind Aldmindelige Danske Ord-Sproge og korte Lærdomme, med indledning, register og glossar, i 1. bind indeholdende mellem 10 000 og 11 000, i 2. bind halvt så mange ordsprog i bredeste forstand, herunder også folkelige udtryk, talemåder, mundheld, læresætninger, fyndsprog, leveregler og ordsproglige sætninger. Peder Syv har benyttet de allerfleste tidligere trykte danske ordsprogssamlinger og et stort antal udenlandske. Også en del utrykte samlinger (flere nu tabte) har han haft adgang til. Endelig har han i en vis udstrækning excerperet ordsprog fra ældre dansk litteratur. I et tillæg meddeles lignende stof fra Island, Norge og Sverige, i 2. bind sporadisk fra fremmede lande, navnlig Italien og Frankrig. Det er den vigtigste ordsprogssamling hos os siden Peder Laales og grundstammen i alle senere, selv et hovedværk i dansk litteratur. Peder Syv vedblev at samle ordsprog efter udgivelsen af de to ordsprogsbind.

Annonce

Peder Syvs andet store udgiverarbejde er 200 Viser om Konger, Kemper og Andre der udkom 1695, et optryk af Anders Sørensen Vedels hundrede viser fra 1591 forøgede med et lignende antal fra håndskrifter, flyveblade og mundtlig overlevering, deriblandt dog også oversættelser af skjaldekvad og enkelte digte fra nyere tid som Laurids Koks Danmark, dejligst Vang og Vænge, der her for første gang er trykt; udgaven ledsages af et glossar og anmærkninger, i hvilke visernes formentlige værdi som historisk og personal-historisk kildemateriale søges påpeget. Herved bragte han sin bog i miskredit hos kritisk indstillede mænd i det næste slægtled som L. Holberg og H. Gram, men dette gjorde intet skår i den yndest den straks ved sin fremkomst gennem tre forskellige tryk i s.å. havde erhvervet sig hos læge læsere; den oplagdes endnu tre gange i løbet af 1700-årene, og når færinger i vore dage synger danske folkeviser jævnsides de hjemlige kvad er det efter Peder Syvs tekst med den gamle ortografi bogstavret respekteret i udtalen. Visebogen blev det sidste værk han fik udgivet, men i sin pult havde han forarbejder og udkast til en mængde andre. Han var ikke blot flittig og uhyre belæst, men tillige en megel alsidig mand. Han leverede Peder Kylling oplysninger om planter og gjorde selv det første tilløb til en dansk fauna. Han interesserede sig for arkæologiske undersøgelser. Hans beretninger om udgravning af dysser ved Karise og på Hyldehøj ved Hellested vidner om fortrolighed med samtidig antikvarisk diskussion. Om antikvarisk interesse vidner også hans rapport til Peder Resen om runestenene på Trinitatis kirkegård i Kbh. Som folklorist optræder han i et manuskript, betitlet De vulgi erroribus, Om de gemene og almindelige Vildfarelser, der indeholder danske trylleformularer som ikke kendes andetsteds fra, og sin store bibliografiske viden nedlagde han i Den Danske Boglade, der vedblivende trods sin fragmentariske tilstand har ikke ringe værdi, ikke mindst ved sine efterretninger om de danske folkebøger, der da endnu læstes i overklassen om end deres sociale anseelse var i dalen.

Sin videnskab kunne Peder Syv dyrke under gode ydre kår. Selv om han jævnlig klager over de høje skatter var han en velstående mand, ejer af en fortrinlig bogsamling og i stand til at give sine døtre rundeligt udstyr; i præstegården var der smukke møbler, lysekroner, malerier på væggene og ved festlige lejligheder sølvservice på bordet. Med sin højeste gejstlige foresatte, biskop Hans Bagger, følte han sig på kant; til gengæld havde han i Matthias Moth, oversekretæren i danske kancelli, en formående velynder (hvis gunst dog altså havde sin pris) og stod, trods enkeltvis uoverensstemmelse i faglige anliggender, i venskabeligt samkvem med mænd der delte hans sproglige og antikvariske interesser: Erik Pontoppidan, Laurids Kok og Henrik Gerner, Jens Bircherod, Otto Sperling og Árni Magnússon af de yngre Frederik Rostgaard og Jørgen Sorterup. Ved hans død skrev Sorterup et smukt mindedigt over ham. Som åndsperson var han tidstypisk, afhængig af den nationale renæssancebevægtlse, især som den kom til udtryk i Tyskland med dens fremhævelse af nationalsprogets værdier og anvisninger til dets udforskning og pleje. Men selv om han ikke var en banebrydende eller i strengere forstand original ånd vil hans navn aldrig gå i glemme. De ord, hvormed han begrundede sin overgang fra klassisk filologi til dansk: "mig bør jo først at vide mit Fædreland og dets Sprog nogen Ære" blev ledestjernen i hans liv.

Familie

Forældre: fæstebonde, kirkeværge Peder Olufsen (død 1685) og Anna Mortensdatter. Gift 1664 med Karen Andersdatter Hoff, død 1699 (gift 1. gang med sognepræst i Hellested Hans Poulsen Næstved, død 1664), d. af sognepræst i Rynkeby og Revninge Anders Simonsen H. (død 1655) og Anna Christophersdatter (gift 1. gang med sognepræst sst. Lauritz Nielsen, ca. 1547-ca. 1604).

Ikonografi

Mal. formentlig forestillende Peder Syv (Hellested k.). Efter dette tegn. af Carl Bloch, 1855, i træsnit af J. F. Rosenstand, 1856 og træsnit s.å., af H. P. Hansen, 1877, samt 1886. – Mindesten i Hellested 1921, i Syv 1937 og ved Højerup.

Bibliografi

Udg. Saml. til den da. hist. 1,2, 1780 89–141 (udtog af Peder Syvs optegn, ved B. C. Sandvig). Danske grammatikere, udg. Henrik Bertelsen I, 1915 75–272; III, 1919 147–250; VI, 1929 20–34 85–90 (ny udg. 1979). Danm.s gamle ordsprog, ved Iver Kjær og John Kousgård Sørensen VI, 1980 133–66.

Lit. Fr. Barfod i Danm.s ill. almanak III, 1856 77–86. Fr. Winkel Horn: P. S., 1878. J. Paludan: Fremmed indflydelse på den da. nationallit. i det 17. og 18. årh., 1887. Ludv. Wimmer: Om undersøgelsen og tolkn. af vore runemindesmærker, 1895. Danske studier, 1909 34–50 (Jørgen Sorterups ligprædiken, ved V. J. v. Holstein Rathlou). Sv. Dahl. sst. 51–68. Henrik Bertelsen: Jens Pedersen Høysgaard, 1926 112–16 122–24 129f 138f 151–69 188–90 243–45. Marius Kristensen i Højskolebl. LVI, 1931 98–100. Erik Moltke i Acta philologica Scandinavica IX, 1934–35 193–221. R. Paulli i Danske folkebøger, udg. J. P. Jacobsen m.fl. XIII, 1936 272–75. H. Grimer-Nielsen i Sprog og kultur VII, 1939 111–16. Ellen Olsen sst. XV, 1947 110f 114–17. Marie Bjerrum sst. XX, 1958 53–69. Sv. Dahl: Den danske plante- og dyreverdens udforskn., 1941 18–21. Klaus Ebbesen og R. Tanderup i Årbøger for nord. oldkyndighed 1979, 1980 157–70. Arne Magnussons private brevveksling, 1920 503-08 (breve fra P.S.) Lauritz Nielsen: Danske privatbiblioteker gennem tiderne, 1946 167-70.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Kousgård Sørensen, Carl S. Petersen: Peder Syv i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298057