Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Christensen

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Peder Christensen, 1564-5.12.1610, præst . Født i Ribe, død i Vejle, begravet sst. C. blev 1584 student fra sin fødebys skole. Fra den tid begyndte han en række almanakoptegnelser der vel især drejer sig om hans egne personlige forhold, men dog også indeholder adskillige værdifulde bidrag til tids- og personalhistorien. Da ripenseren dr. Anders Krag 1586 blev professor ved Kbh.s univ. blev C. en slags tjener eller amanuensis hos ham, hørte stadig hans forelæsninger og fulgte ham på hans rejser når han i lægepraksis blev hentet ud til sjællandske eller skånske herregårde. Han hørte til det første sæt alumner på det nyoprettede Valkendorfs kollegium 1588, og n.å. ledsagede han Krag da denne som læge fulgte med prinsesse Anna på hendes mislykkede rejse til Skotland. 1591 tiltrådte han en huslærerplads hos fru Kirstine Lykke, enke efter rigskansler Eiler Grubbe til Lystrup, Sjælland, og 1595-1601 ledsagede han hendes sønner på en studierejse til forskellige kalvinske universiteter (Herborn 1595) i Tyskland og Schweiz. I Basel tog han 1599 magistergraden. Efter sin hjemkomst blev han 1603 sognepræst i Vejle. Han var tillige provst i Nørvangs hrd.

Familie

gift Mette Jacobs-datter, død 12.11.1607 (gift 1. gang 1601 med kannik i Oslo Laurids Hansen Mule, død 1603), d. af biskop i Odense Jacob Madsen Vejle (1538-1606) og Karen Baggesdatter (ca. 1549-1615).

Ikonografi

Maleri 1609 (Vejle k.).

Annonce

Bibliografi

P.C.s almanakoptegn. 1584-95 i Kirkehist. saml. 3.r. II, 1877-80 472-522. - P. Terpager: Ripæ Cimbricæ descriptio, 1736 605f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Peder Christensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288303