Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P. A. Fenger

Oprindelig forfatter AJRud
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

P. A. Fenger, Peter Andreas Fenger, 16.2.1799-8.2.1878, præst. Født i Kbh. (Frels.), død sst. (Frels.), begravet sst. (Ass.). F. blev student 1816 fra Borgerdydskolen på Christianshavn hvor bl.a. Poul Martin Møller var hans lærer, og 1820 teologisk kandidat. De følgende syv år var han lærer ved sin gamle skole og Døtreskolen på Christianshavn, og fra denne tid stammer hans første litterære arbejder. Efter i flere år at have været en flittig tilhører hos J. P. Mynster trådte han i nærmere forhold til Grundtvig da denne blev præst ved Frelsers kirke, og i den store kirkekamp stillede han sig åbenlyst ved Grundtvigs side. Da C. F. West skrev et lille skrift om "nogle af Pastor Grundtvigs Vildfarelser" svarede F. med Oplysninger angaaende Grundtvigs saakaldte Vildfarelser, 1825, og 1827 udgav han Thomas Kingos salmer og åndelige sange, det første led i en længere række af arbejder der sigtede mod at føre den kristelig vakte del af menigheden fra den evangeliskkristelige salmebogs matte og flade omstøbninger tilbage til den ægte lutherske salmetradition – 1827 blev han sognepræst i Slotsbjergby og Sludstrup ved Slagelse og tog med stor nidkærhed fat på den præstegerning han med trofasthed røgtede i over et halvt hundredår. Lidt efter lidt vågnede det åndelige liv i hans sogne, og F. blev i årenes løb en af lederne for den religiøse vækkelse der bredte sig over en stor del af det sydvestlige Sjælland ("det hellige Land"). Han deltog utrætteligt i gudelige forsamlinger og missionsmøder, og ved hyppige rejser blev han vejleder for mange i andre egne af landet. Den "vestsjællandske Krig" opstod efter en prædiken han holdt i Slagelse 1833, og som rationalisterne angreb ham for. Samtidig var han også virksom for sognebåndets løsning og en af hovedmændene da der 1835 til Roskilde stænder blev indgivet et forslag herom. Tillige søgte han og flere af de andre præster i "det hellige Land" at stemme regeringen til større mildhed over for de gudelige forsamlinger og over for gendøberne der begyndte at gribe om sig i de vakte egne. I "Nord. Kirketidende" 1840, nr. 39-41, skrev han et djærvt stykke: Hvorlunde Biskop Mynster har holdt Bøn i Roskilde Domkirke, og klagede over at han og hans venner uforskyldt var blevet betegnede som kirkens bagvaskere uden at der var lejlighed til forsvar, og udtalte sin bedrøvelse over at en sådan anklage kom fra biskop Mynster, i en latinsk bøn. Mynster forholdt sig tavs. Senere da Niels Møller Spandet fremkom med sit forslag om religionsfrihed skrev F. et "Sendebrev" (1851, 2. opl. 1890), hvor han talte den kirkelige friheds sag. Da D. G. Monrad i forholdsvis ung alder, efter en kort ministervirksomhed blev kaldet til Lolland-Falsters bispestol, udtalte han i en bladartikel sin blusel over at "Kirkens højeste Embede bliver en Slags Pensionsanstalt".

Ved at deltage i de gudelige forsamlinger havde F. vist at han, trods sin store hengivenhed for Grundtvig, dog var en selvstændig personlighed, thi Grundtvig yndede ikke forsamlingslivet. Det samme viste han også ved sin livlige deltagelse i missionsmøder og sit arbejde for missionssagen. Han var i mange år medlem af Dansk missionsselskabs styrelse, og med mund og pen søgte han at vække interesse for arbejdet på missionsmarken. Efterhånden indtog dog også han, som flere af hans venner – og under Grundtvigs indflydelse – en mere afventende stilling over for missionen, og først i hans høje alderdom vakte efterretningerne fra Santhalistan på ny den gamle kærlighed til missionssagen. 1855 blev F. sognepræst ved Frelsers kirke i Kbh., og her åbnede der sig en ny og ikke mindre omfattende virksomhed for ham. Som prædikant ejede F. en storstilet enfolds nådegave. Biskop Monrad, der ofte var hans tilhører, gav ham det vidnesbyrd at han aldrig, hverken her eller i udlandet havde truffet på en prædikant "hvis Ord har et saadant ganske ejendommeligt Præg af Troværdighed". Som præst ved Frelsers kirke tog F. også del i gudelige forsamlinger for soldater, håndværkere og fattige folk, og sammen med pastor N. G. Blædel holdt han månedlige møder for teologiske kandidater. For at bringe salmesangen tilbage i det gamle spor udgav han 1857 (7.opl. 1873) sit store Tillæg til evangelisk-christelig Psalmebog der var i brug i Frelsers kirke indtil 1891. Derved har han bidraget meget til at vække og nære kærligheden til de gamle salmer og til at bane vej for den grundtvigske salmedigtning; thi salmetillægget der efter F.s død udkom som en hel kirkesalmebog (1880) vandt ligesom hans samling af morgen- og aftensange (1858,4.opl. 1884) stor udbredelse og fandt indgang mange steder uden for hans nærmeste kreds. Også med hensyn til salmemelodierne har han stor fortjeneste. På hans opfordring satte Weyse, Hartmann, Rung, Barnekow og andre, toner til mange af de nye salmer.

1841 udgav han en skoleudgave af Luthers lille katekismus, den såkaldte "pavekatekisme" som oplevede mange oplag. Af og til havde han i denne gjort mindre stilrettelser, men da han i 13.oplag (1868) foretog saglige ændringer vakte sagen opsigt, og efter at N. G. Blædel under en fejde havde henledt autoriteternes opmærksomhed på F.s udgave blev den forbudt som skolebog og ledetråd ved konfirmationen (1874). Fra sine tidligste præsteår havde F. også øje for skrøbelighederne ved ritualet, og 1874 udgav han et forslag til en helt ny alterbog der imidlertid fandt lige så stor modsigelse som tilslutning. Og skønt hans dør tidlig og silde stod åben fik han dog, foruden til de ovenfor nævnte arbejder, tillige tid til at give en god og omhyggelig oversættelse af Rimberts skildring af Ansgar (1863, 5.udg. 1926). Ved F.s 50 års jubilæum som præst 1877 hilste Chr. Richardt ham med "en Tak for det, som er saa svært – fordi du er, som du har lært". Hans menighed og hans venner stiftede i dagens anledning et legat på 6.400 kr. hvis renter efter F.s bestemmelse skulle uddeles til lærere og lærerinder der har virket på Christianshavn.

Annonce

Familie

Forældre: sognepræst Rasmus F. (1761-1825) og Martha Helene Meinert (1775-1856). Gift 3.6.1830 i Sludstrup med Louise Augusta Manthey, født 21.11.1808 i Brede, død 28.10.1885 i Kbh. (Jac), d. af administrator ved Den kgl. porcelænsfabrik, senere etatsråd Ludvig M. (1769-1842) og Annette Pauline Holten (1785-1855). – Bror til C. E. F. og Johs. Ferd. F

Udnævnelser

R. 1859. DM. 1877.

Ikonografi

Mal. af J. Roed, 1859. Træsnit 1869. Mal. af Constantin Hansen, 1871 (Fr.borg), gentagelse 1878. Flere træsnit 1878, bl.a. to af H. P. Hansen, og af G. Paulli i samme type. Foto.

Bibliografi

Breve fra og til N. F. S. Grundtvig II, 1926. – Mindeblade om P. A. F., udg. C. J. Brandt og Fr. Nielsen, 1878. Fr. Barfod: P. A. R, 1878. J. F. Fenger: Det sydvestsjællandske broderkonvent, 1890. V. Birkedal: Personlige oplevelser I, 1890 34-51. – Breve i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
A. J. Rud: P. A. Fenger i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289410