• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Otto Møller

Oprindelig forfatter JIJ
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Otto Møller, Lars Otto Møller, 20.2.1831-13.1.1915, præst, forfatter. Født i Dalsgård præstegård, Tårup sg., Viborg amt, død i Gylling, begravet sst. M. var i over 50 år præst – heraf 45 år sognepræst – i Gylling ved Horsens og kom i dansk kirkeliv efterhånden til at nyde "en Søjlehelgens Ry"; hans store og helt originale forfatterskab rummer de betydeligste teologiske arbejder herhjemme i perioden mellem H. Martensens Ethik (1878) og F. C. Krarups Religionsfilosofi (1905). Faderen, hvis slægt stammede fra bønder, og hvis forældre var møllere, var en alvorlig, forsigtig og stuelærd mand med skrøbeligt helbred og bestandige økonomiske problemer. Selv om han var påvirket af Grundtvig var han ikke videre kirkeligt eller folkeligt interesseret, men så meget mere optaget af fagteologiske spørgsmål. Han skrev lange afhandlinger, som han dog aldrig udgav, men hvis emner han, sammen med den grundtvigske anskuelse, tidligt indviede sønnen i. Af M.s senere teologiske skrifter har de bibelske arbejder Den evangeliske Historie, 1879 (2. udg. 1892) der chokerede mange i samtiden, og Forsøg til en kort Forklaring til St. Johannes Aabenbaring fra 1889 deres baggrund i faderens studier. Selv om barndomshjemmet, navnlig i årene i Tarup, var fattigt blev det besluttet at M. som den eneste af en søskendeflok på efterhånden i alt 11 – heraf syv søstre, alle ugifte, hvoraf flere senere i en lang årrække boede hos M. i præstegården – skulle studere. I årene 1848-52 gik han på latinskolen i Horsens hvis bybillede i de første, bevægede år var præget af danske eller tyske tropper således at M. her fik grundlagt den meget nationale og anti-tyske holdning der senere prægede ham.

I studieårene i Kbh. 1852-58 sluttede han sig til kredsen omkring Vartov:.....den egentlige Betydning for mig af Livet der hidrørte fra dette, at Grundtvig den Gang levede der. Alt aandeligt Røre var mærket af ham (og en kort tid af Kierkegaard), man kunde ikke undgaa at berøres deraf paa den ene eller anden Maade". Det teologiske universitetsstudium derimod fik M. ikke meget ud af; det var "usundt Gøgl", "Hukommelsesslid" og "Eksamensdjævleri". Fra studieårene stammer således den mistillid til den akademiske teologi og universitetsuddannelse som han i hele sit forfatterskab og sine optegnelser ikke kan blive træt af at kritisere, bl.a. fordi han mente dens problemstillinger var importeret fra Tyskland. Hans egen teologi er således ikke blot en "præstegårdsteologi" i den betydning at den er drevet af en præst, men også i den forstand at den metodisk er helt anderledes anlagt end den akademiske teologi. Af begivenheder i studieårene må ellers nævnes koleraepidemien 1853 der for første gang for M. rejste dødens problem som store dele af hans senere forfatterskab kredser om. 1860 blev han ordineret, og som faderens kapellan begyndte han at holde forsamlinger først i private hjem derefter i kirken, og senere blev der til dette brug rejst en bygning i sognet. Forsamlingerne holdtes en aften om ugen, og der kunne en vinter igennem være et fremmøde på 400-500 mennesker. Denne vækkelse, som dog også havde enkelte modstandere – fordi M. talte "rent ud" – bredte sig ud over sognets grænser; det var en "grødetid", men allerede begivenhederne i 1864 begyndte at gøre M. desillusioneret, fx når han så danskere "der gerne vilde tale Tysk med de Preussiske Officerer". M. kom efterhånden – særlig efter 1870 – til at stå i et større og større modsætningsforhold til de politiske og åndelige strømninger i dette århundredes slutning som man kan se det af en række, for de flestes vedkommende, mindre, kritiske skrifter: Politik og Christendom, 1873 (efter dannelsen af det forenede venstre), Om Flertalsregimente, nogle, kun for Christne forstaaelige. Overvejelser, 1883, Til Forstaaelse og Bedømmelse af Nutidens Fritænkeri, 1881, et skrift der på grund af sin barske tone over for bl. a. den brandesianske kulturradikalisme vakte anstød, og Vejen til Livstræet, 1904 (om socialismen). Ved faderens død var der optræk til at danne valgmenighed omkring M.; men da man i sognet støttede hans ansøgning om at blive faderens efterfølger blev han trods sin unge alder i 1870 udnævnt til den stilling han beklædte til sin død, dog i de sidste 15 år bistået af kapellaner. I 1870erne holdt M. en del foredrag særlig for lærere, hvoraf mange blev trykt og som udgør hovedparten af rækken af skoleskrifter (Skolegjerning, 1872, Gudstjenste i Skolen, 1873, Til Alvor i Skole og Folkeliv, 1876, "Den danske Højskole i Sorø" betragtet som en dansk Velfærdssag, 1878) og man kan her se at han, der i disse år også stod i tæt forbindelse med den nærliggende Testrup højskole, helhjertet havde tilsluttet sig Grundtvigs skoletanker. Denne virksomhed hørte – ligesom de mange folkelige aktiviteter i og uden for sognet – efterhånden op selv om han med mellemrum blev ved at holde både bibeltimer og foredrag. En række personlige problemer kastede også deres skygge ind over hans liv. Tre år efter at han var blevet gift mistede han to børn og igen i 1881 døde to mindre børn, således at han kun beholdt sønnen Erik Møller. Han holdt sig mere og mere hjemme i præstegården, var plaget af sygdom (og hypokondri), men han murede sig ikke inde. Han havde kontakter over hele landet og førte en uhyre omfattende korrespondance med en lang række præster. En kirkehistorisk klassiker – desværre noget mangelfuldt udgivet -er således de to bind breve mellem M. og barndomsvennen, Thomas Skat Rørdam, en uhyre fornem og underholdende kilde til den danske kirkes historie i den nævnte periode. Selv om han ikke rejste ville han meget gerne meddele sig og udveksle tanker, men helst på tomandshånd, og langt over hundrede danske præster har besøgt M. i hans studerekammer i Gylling; personlige erindringer, situationer og replikker fra disse besøg er mundtligt overleveret i danske præstekredse indtil i dag. Hans teologi har i det hele taget haft sin egen – ofte halvt skjulte – virkningshistorie i danske præstegårde. Som prædikant var han livet igennem uhyre påagtet, begyndte som regel prædikenforberedelsen søndag aften og stræbte i forkyndelsen mod den størst mulige enkelhed og anskuelighed ved udlægningen af teksterne som man kan se det af to trykte samlinger (begge med titlen: Fra Gylling Kirke, 1899,1931).

Under disse ydre forhold er da hans store ejendommelige og næsten visionære forfatterskab blevet til. Som skribent har M. en særegen mundret næsten journalistisk tone der har bevaret sin friskhed, og som er helt uden floskler og kirkelig salvelsesfuldhed. Han kunne være utrolig skarp og var for samtidens teologi noget af en gåde fordi han ikke kunne placeres i de sædvanlige kirkelige og teologiske båse: han var først og fremmest påvirket af Grundtvig, men kaldte sig aldrig grundtvigianer ("Gud fri os for den glade Kristendom"). Han var politisk stærkt konservativ, teologisk både gammeldags og dog helt respektløs kritisk i forhold til den dogmatiske tradition. Han kunne i den samme skriftserie kritisere liberalteologer og ortodokse grundtvigianere (Om Sakramentordenes Betydning og Form, 1906, Imod Christendomsforfalskning, 1907). Han kunne vende sig mod bibelkritikken samtidig med at han selv praktiserede en uhyre stærk kritik af to af evangelierne (Den evangeliske Historie). Han skrev at intet af hvad "Grundtvig havde sagt var sandere end at Guds ord ikke er en Bog" (Guds sanddrue, forstaaelige og evige Ord, 1896), men var alligevel faldet hårdt over nygrundtvigianeren Valdemar Brücker da denne havde talt for et helt frit forhold til Skriften (Lyst Syn og Bibelstorm, 1887). Han taler bestandig om at tro skal erfares og opleves, men vendte sig stærkt mod den indremissionske tale om vækkelsesoplevelse. Han gik skarpt til angreb mod den moderne videnskab, men kunne alligevel på sin måde bruge dens resultater da han tog stilling til determinismen (Noget om Determinisme og Frihed, 1893). Han fremstod altså med en art dobbelt-ansigt, men modsigelserne opløser sig hvis man ser på den dimension hans forfatterskab udfolder sig i og som er artsforskellig fra en begrebsmæssig dogmatisk teologi: "Christendommen er i alle Maader Praksis, men den dogmatiske Teologi er fremfor alt ikke Praksis". Denne dimension viser sig allerede markeret i hans allerførste skrift Smaabidrag til at oplyse den kirkelige Anskuelses Berettigelse fra 1866; her har han tilegnet sig Grundtvigs kirkelige anskuelse ikke som et dogmatisk punkt, men som en dimension man lever i og som også teologien bliver til i og henter sin dynamik fra. Det nye i den kirkelige anskuelse er at "Christendommen ikke er disputabel", man kan ikke diskutere hvad der er kristendom, det siges nemlig hver søndag af menigheden i kirken ved dåb, nadver og i trosbekendelsen hvis virkelighed – som det udfoldes i det senere forfatterskab – strækker sig fra skabelse til fuldendelse og giver den enkeltes tro et på en gang mytisk og historisk perspektiv. Denne anskuelse fører for teologien ikke til en mekanisk repetition af det overleverede, men det modsatte: uendelige muligheder for nyopdagelser i den kristne overlevering. Derfor vender han sig da også i dette tidlige skrift mod al teologisk konservatisme. Denne særegne blanding af total bundethed til eller omsluttethed af kristendommen og fuldstændig frihed er baggrunden for M.s teologi. I de to store skrifter fra 1870erne: Det faldne Menneskes Gjenfødelse og Fornyelse ved Daab og Nadver, 1870, og Det gjenoprejste Menneskes Tjeneste i Ordets Forkyndelse og Bekjendelse, 1877 kan man se hvorledes han bruger elementære menneskelige erfaringer til nærmere at udlægge kristendommens sammenhæng. Han arbejder ikke begrebsmæssigt, men snarere poetisk, fylder sine skrifter med anskuelige billeder, særlig fra naturen (naturhistorie var for ham et af skolens vigtigste fag, og han havde stort talent for at tegne). En enhed af elementær livserfaring og kristendommen som en altomfattende dimension er også baggrunden for hans store hovedværk, Gjenløsningen (1884, 490 s.). Her vendte han sig – ti! manges, også grundtvigske meningsfællers, forfærdelse – mod den fra middelalderen og gennem reformation og ortodoksi bevarede tanke at Jesu død betød en forsoning af Gud således at synden nu var sonet og det onde overvundet. M. mente at denne tanke stred mod den mest banale erfaring da hverken død, lidelse eller ulykke var overvundet. Det stødte ham også at man i samtidige grundtvigske kredse kunne se lyst på døden, og han udarbejdede da en helt ny forløsningslære. Grundtanken i værket, som i sin hoveddel er opbygget som én lang samlet bibelsk fortælling der går ud på at fremhæve kristendommen som en vej på hvilken Kristus foran alle troende kæmper mod død og djævel, er således at døden ikke er Guds værk, men har ondskaben som ophav. Den enkeltes liv anskues som en vandring der er optaget i en højere bevægelse således at kristendommen ikke – som M. mente den gjorde i den overleverede forsoningslære – først får betydning efter døden, men opfattes som et nyt og underfuldt perspektiv på hele livsbanen trods erfaringen af at være spærret inde i dødens virkelighed. M støtter sig i sin forløsningslære på bl.a. Irenæus og Grundtvig, og han har forsåvidt fået oprejsning som at undersøgelser i vort århundrede har afdækket beslægtede tankebaner i dele af den oldkirkelige teologi-

Annonce

M. udbyggede sit synspunkt i to mindre skrifter (Om Forstaaelsen af nogle Bibelord, 1886, Om vor Frelse fra det Onde, 1888) men behandlede endvidere en lang række teologiske spørgsmål i skrifter fra 1890erne og frem til 1907. Han tolkede den lutherske lære i skriftet Tro og Gjerning, 1900, han prøvede at uddrage en dansk lov af folkesamvittigheden (En Opdrager til Kristus, 1900); han foregreb teologien i vort århundrede med en kritik af Fr. Schleiermacher (Den kristelige Vished, 1892) og ved at sondre stærkt mellem den græske lære om sjælens udødelighed og det kristne håb om opstandelse (Om Død og evigt Liv, 1903). I sine sidste skrifter nåede han, med enkelte foregribelser i tidligere skrifter, frem til den radikale formulering som først blev almindelig efter 1920, men som han må være den første der har udtalt i kristendommens historie, nemlig at kristendommen ikke er nogen religion: "Alt hvad der hedder Religion er groet op af Jorden, mens Kristendommen er kommet ned af Himlen" (Den faste Grundvold, 1905).

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Gylling, Hans Larsen M. (1797-1870) og Sidse Marie Lang (1808-77). Gift 14.10. 1868 i Gylling med Johanne Frederikke Holm, født 26.1.1844 i Ronæs, Udby sg., Fyn, død 17.11.1932 i Kbh., d. af sognepræst Claus H. (1796-1860) og Elisabeth Regensdorff (1805-76). – Far til Erik M. (1879-1962). Farbror til H. L. M.

Udnævnelser

R. 1892. DM. 1901. K.2 1911.

Ikonografi

Buste af Johs. Kragh, 1911 (Fr.borg). Relief af Rasmus Andersen s.å. (Fr.borg; på mindesten i Gylling 1925). Mal. af E. Ølsgård ca. 1915 (Gylling k.). Foto.

Bibliografi

Kilder. O. M. og Skat Rørdam. En brevveksl. 1859-1909, udg. H. Skat Rørdam I–II. 1915-16. Brevveksl, med Niels Lindberg i Kirkeligt samf.s julebog XV, 1935 98-115. Brevveksl, med H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 6.r.IV, 1943 228-69.

Lit. Familien Langs stamtvl., 1909 9 29. J. V. Langkilde: Stamtvl. over familien Langkilde, 1947. O. Jensen: Om Gyllingpræsten O. M.s liv og grundtanker, 1916 (også i Dansk kirketid. LXX, 1915). Chr. Lindskrog i Tidehverv III, 1929 53-61. J. P. Bang: Gylling-præsten O. M. I–II. 1931. P. G. Lindhardt i Humanister i Jylland, red. Gustav Albeck, 1959 205-29. Anders Pontoppidan Thyssen i Dansk teol. t. XXVIII, 1965 129 15. Jørgen I. Jensen i Kirkehist. saml. 1970 53-84 (heri bibliografi). Steffen Kjeldgaard-Pedersen sst. 1973 234-66. Gert Nilsson: Aterställd mänsklighet, gudomlig seger, Sth. 1976. Jørgen I. Jensen i Fønix, 1978 143-75. Leif Gråne i Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980 452-55.

Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen I. Jensen: Otto Møller i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294730