Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ole Arntzen

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Ole Arntzen, 18.1.1761-27.9.1846, præst. Født på gården Grinder, Grue sg. i Norge, død i Sønder Vissing. A. blev student 1779 (privat dimitteret), cand. teol. 1783, sognepræst på Tunø 1787 og i Sønder Vissing og Vorladegaard 1795 hvor han blev til sin død. Han var hverken nogen særdeles begavet eller videnskabelig dannet mand, men han gjaldt for en god populær taler og virkede især ivrigt mod drukkenskab. Han var også en dygtig landmand der navnlig arbejdede for at udbrede kartoffelavlen så at han selv til sidst lagde 100 tdr. om året og uddelte mange læggekartofler gratis. Ligeledes lærte han, skønt personlig en hader af tobak, bønderne i krigens tid at dyrke denne plante, og han anskaffede væddere for at forbedre fåreracen, og podede frugttræer af hvilke han bortskænkede over 2000. Ligeledes var han virksom for vaccinationens indførelse og havde 1825 vaccineret over 7000 børn.

Familie

Forældre: krigsråd Ole A. (1731–1811, gift 2. gang 1772 med Marthe Gjerdrum, 1747–97) og Karen Pedersdatter Vøjen (1733–69). Gift 1. gang 7.12.1787 i Kbh. (Frue) med Sophie Magdalene Jansen, født 10.8.1770 i Kbh., død 26.4.1819, d. af parykmager, siden spisevært Michael J. (1741–1815) og Christine Marie Hansdatter (ca. 1736-1805). Gift 2. gang 7.12.1819 i Sønder Vissing med Ane Marie Andersdatter, døbt 1.3.1789 i Sønder Vissing, død 14.12.1851 sst., d. af gårdejer i Sønder Vissing Anders Nielsen (ca. 1760–1823) og Maren Pedersdatter (1768–1849).

Bibliografi

Fr. Barfod: Danmarks gejstlighed I, 1848 198f.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Ole Arntzen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286230