Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Pedersen

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Niels Pedersen, ca. 1522-.ca. 1579, præst, historiker. Født i Kbh. P. har formodentlig studeret udenlands og taget magistergraden der. 1547 blev han præst på Gotland, en halv snes år senere synes han at have virket på Fyn, 1558 var han en kort tid kapellan ved Vor Frue kirke i Kbh., og 1559 blev han kapellan i Malmø hvorfra han siden forflyttedes som sognepræst til Løderup og Hørup. Her blev han tillige provst i Ingelsted herred. – Mens P. var præst på Gotland samlede han ivrigt, støttet af lensmanden her Eiler Hardenberg, alle slags kilder til oplysning af den nordiske historie. Han læste meget hos ældre forfattere, optegnede folkeoverlevering, fik fat i enkelte håndskrevne kilder og synes også selv at have fabrikeret aktstykker idet det var hans hensigt at godtgøre den direkte forbindelse mellem Noahs efterkommere og kimbrerne. Hele dette fantastiske sammensurium af kildesteder, gisninger og usikre etymologiske kombinationer nedlagde han i et skrift Umbra Saxonis Grammatici der dog først så dagens lys 1695 under titlen Cimbrorum et Gothorum origines, migrationes, bella atqve coloniæ. Herigennem er P. blevet ophavsmand til den såkaldte "gullandske hypotese" om det danske folks oprindelse. Mens hans fantasifulde konstruktioner straks blev afvist i Sverige spillede de en betydelig rolle i Danmark indtil især T. Torfæus og H. Gram efterviste deres uholdbarhed.

Familie

Forældre: borger Peder Olufsen og Gertrud.

Bibliografi

H. F. Rørdam: Historieskrivn. og historieskrivere i Danm. og Norge I, 1867 129-34. Samme: Klavs Christoffersen Lyskanders levned, 1868 285f. Lis Jacobsen i Arkiv för nord. filologi XXVII, Lund 1911 72f. Ulf Dittmer i Från Gotlands dansktid, Visby 1961 = Gotaländskt arkiv XXXIII 109-40. Lunds stifts herdaminne, 2.ser.IX, udg. G. Carlquist, Lund 1963 286-88.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Niels Pedersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295571