Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Nøjgaard

Oprindelig forfatter PGLin
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Niels Nøjgaard, Niels Johannes Østergaard Nøjgaard, 21.9.1900-16.8.1999, præst. Født i Virring. N. blev student (Skt. Andreas kollegium) 1918 og cand.teol. 1925; efter studierejser 1926-28, især i Tyskland, blev han 1928 sognepræst i Udby, 1937 ved Skt. Mikkels kirke i Slagelse og var 1946-70 sognepræst ved Frbg. kirke. 1924 fik han universitetets guldmedalje og blev 1929 dr.teol. på afhandlingen Om Begrebet Synd hos Luther. I en årrække var han censor ved teologisk embedseksamen, formand for buddhistmissionen og Kbh.s præstekonvent. N.s forfatterskab går i to retninger: foruden flere mindre skrifter om kirken (ud fra et centrumskirkeligt stade) har han fortsat sine Luther-studier, således med Luthers Syn paa Samfundsspørgsmaalene, 1931, Luthersk Kirkelighed, 1936, Hvad Luther mente om Sjælesorg, 1937. Hertil kommer adskillige bidrag til tidsskrifter og samleværker og medvirken ved udgivelsen af Luthers udvalgte værker, 1962f. N. var fra studentertiden en nær ven af Kaj Munk (han begravede ham 1944). 1945 udgav han Kaj Munk. Digter og Præst (svensk udg. 1946), og 1946 kom Ordets Dyst og Daad, det hidtil mest omfattende og dybtgående værk om Kaj Munk; 1948 efterfulgtes det af Kaj Munk og Diktatorerne. 1958 kom en ny biografi, Kaj Munk (forkortet udg. af Ordets Dyst og Daad), og 1973 Mest lever vi når vi dør. 7 skitser om Kaj Munk; desuden var N. medarbejder på Kaj Munks mindeudgave. Foruden flere opbyggelige skrifter (Herrens Bord, 1942, Liv efter døden?, 1953, Portræt af Jesus, 1975) har han udgivet en populær dogmatik, Troen. Kortfattet kristenlære, 1953 (2. udg. 1959).

Familie

Forældre: proprietær Jens Christian N. (1875-1947) og Amanda Petrea Svendsen (1874-1967). Gift 24.5.1928 i Niløse med sygeplejerske Annie Bay, født 21.1.1902 i Allerum, Sverige, død 19.9.1983 i Kolding, d. af forpagter Oskar Rasmus B. (1860-1934) og Ulla Nielsen (1870-1942).

Udnævnelser

R. 1959.

Annonce

Ikonografi

Tegn. af Ivan Opffer, 1970 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1929 115f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. G. Lindhardt: Niels Nøjgaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295190