Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Gram

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Niels Gram, Niels Madsen Gram, 28.4.1664-.tidligst 1712, præst. Født i Land i Norge. G. blev student 1679, privat dimitteret, og 1688 kapellån i Tønsberg. Han var et lyst hoved og kunne; tidligt tale for sig, men han viste sig snart som en upålidelig person. 1691 forlod han familie og embede og drog til London hvor han søgte at trænge sig frem til præsteembedet ved den dansknorske menighed. Kaldt tilbage til Danmark ihvor han tog magistergraden 1692 blev han s.å. sognepræst i Søborg og Gilleleje. Da han snart efter opførte sig forargeligt, bl.a. ved at leve sammen med en fremmed kvinde, blev han 1694 af højesteret dømt fra kjole og krave. Efter én tid i Norra Vram i Skåne, hvor han forførte provstens datter, drog han til Amsterdam. Her udgav han 1698 et lille skrift for at få det teologiske fakultet i Kbh. til at tage til genmæle over for den vranglære han påstod udbredtes af prokansleren ved universitetet i Kiel, professor C. Franck. Som svar udstedte Kbh.s universitet et program for at advare den akademiske verden mod G. Imidlertid gennemstrejfede han store dele af Holland og Tyskland hvor han fortsatte sit udsvævende liv og ved urigtige oplysninger søgte at skaffe sig en stilling. Han var lige ved at få et større præsteembede i Celle, men blev afsløret og måtte i hast flygte. Derpå indlod han sig med jesuitterne i Hildesheim, afsvor sin lutherske tro og gik med brask og bram over til romerkirken. Denne fik dog ingen ære af ham, og senere flygtede han til England hvor han en tid lang levede under falske navne. 1712 kom han tilbage til Norge hvor han blev arresteret som mistænkt for at stå i ledtog med svenskerne. Han blev sat i fængsel på Bremerholm hvor han vistnok også døde.

Familie

Forældre: kapellan Mads G. (1636-76) og Kirsten Knudsdatter Mossin. Gift 1689 i Tønsberg med Anna Mikkelsdatter, født ca. 1671, begr. 17.8.1706 i Tønsberg, d. af sognepræst og rektor Mikkel Mikkelsen Holst (1631-97) og Maren Nielsdatter Buntzow (død 1720). Måske gift 2. gang i Tyskland.

Bibliografi

Erik Pontoppidan: Annales ecclesiæ Danicas IV, 1752 719-30. – E. A. Thomle i Pers. hist. t. III, 1882 144f; samme sst. 2.r.II, 1887 67f (om slægten). G. Wolff: Journal for politik, natur- og menneskekundskab, 1811 nr. 2 157-74. S. Cavallin: Lunds stifts herdaminne IV, Lund 1857 151. S. H. Finne-Grønn i Norsk biogr. leks. IV, Oslo 1929 546-50 (jfr. sst. 529, om slægten G.).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Niels Gram i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290149