Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Blicher

Oprindelig forfatter FelN
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Niels Blicher, 21.8.1748-10.3.1839, præst, forfatter. Født i Ø. Starup, død i Spentrup, begravet sst. B. er en af de lyseste skikkelser inden for den danske kirke i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. I sit mangfoldige udadvendte virke har han meget tilfælles med tidens rationalistiske præstetype, men i sit indre var han dybt forankret i det gennem generationer nedarvede luthersk-ortodokse kristendomssyn. Han viste åbenhed og forståelse for herrnhutismen og pietismen, men tog skarp afstand fra rationalismen (En raadende Røst til vore vordende Christendomslærere, 1828). Han var fjerde led i en jysk præsteslægt der siden 1678 havde båret navnet Blicher. Faderen efterlod sig da han døde 1765 fem sønner og tre døtre. Hver af dem fik 10 rdl. i arv, det var alt; men en ugift farbror, provst Laurits B. i Bjerregrav ved Randers, trådte hjælpende til. B. var 1763 blevet sat i Odense gymnasium hvorfra han 1770 blev student. Gennem disse syv år fortæller han: "tiltog hans Lyst til Sprog og Videnskaber – mest de skjønne. Ovid var hans Liv-Poet". Det første års tid efter studentereksamen opholdt han sig hos farbroderen i Bjerregrav. Foråret 1772 tog han tjeneste som huslærer hos provst P. L. E. Kraft i Foulum. Her var han i et par år og lærte sig fransk og tysk. Også teologien må han have dyrket for sommeren 1773 rejste han til Kbh. hvor han om efteråret tog teologisk embedseksamen. 1774 fik han stillingen som hovmester hos kammerherre H. H. Lüttichau på Tjele, et ophold der kom til at vare 5½ år og rimeligvis er en væsentlig forudsætning for sønnens novelle "En Landsbydegns Dagbog". 1779 blev han kaldet til sognepræst for Vium-Lysgård i Århus stift. – Det følgende år giftede han sig og i ægteskabet fødtes fire børn. Foruden Steen Steensen B., Jens B. og to der døde som små. 1795 ombyttede B. det magre Vium præstekald med det givtigere Randlev og Bjerager i Hads hrd., Århus stift hvor han var præst til 1822 og hvor St. St. B. 1811–19 var præste-gårdsforpagter. I de næste år hjalp B. sin yngre, men svagelige bror Jørgen Gantzel B. i Vorning, og fra 1825 boede han hos St. St. B. der nu var præst i Spentrup. I de sidste seks år af sit liv var han blind.

B. var som en far for sit sogn. Hans sognebørns åndelige og timelige vel lå ham stærkt på sinde. Han var bøndernes mand, kendte dem ud og ind og gik med hele sin sjæl ind for bondefrigørelsen og de store landboreformer i slutningen af 1700-årene. Han var selv landmand, måske nok med mere teoretisk end praktisk viden, og gav sit besyv med vedrørende dyrkningsmetoder, land-brugsredskaber, hjemmeindustri m.m. Som påskønnelse for sin indsats modtog han 1786 en ærespræmie på 10 rdl. af Det kgl. danske landhusholdningsselskab. Også sognets sundhedstilstand tog han sig af. Han indførte koppevaccinationen og vaccinerede selv mere end 5000 børn. Endvidere havde skolen og læreruddannelsen hans levende interesse. 1811 oprettede han, vist ikke helt med biskoppens billigelse, et lærerseminarium som han holdt gående til 1819. 1808 stiftede han i Randlev et "Sælskab for gavnlig Virksomhed" med uddeling af præmier. Hensigten var "at fremme Christeligt Sind og Dyd, Ager- og Havedyrkning og Huusflid". B. fik også tilvejebragt en bogsamling og skaffet bibler til alle i sognet. Han blev af almuen anset for at have gået i den sorte skole, og derfor kunne mere end sit Fadervor. Man troede ai han kunne vende ild og vind – og den tro gjorde B. ikke noget for at afkræfte. Han var large bl.a. i pengesager med det resultat at han hele sit liv var plaget af gæld. Selv siger han: "kræve, prutte, ængste, piine, udsue, tælle Gryn have stedse været ham forhadte og skurrende Ord". Til hans afholdthed har uden tvivl hans selskabelige talenter bidraget. Han spillede på fløjte og kunne føre en livlig konversation. Også på prædikestolen har han vundet agtelse; han havde "en reen og stærk melodisk Stemme", og en biskop gav udtryk for at han havde "gode Foredrags Gaver". B. vedblev langt op i årene at være et læse- og læreivrigt menneske. Der var noget rastløst over hans reformiver, han spredte sig over for mange felter, stak ikke altid særlig dybt og kan ikke siges fri for en vis naivitet. Det samme gælder hans forfatterskab. Det spænder over så forskellige emner som: Forsøg til en christelig Børnelærdom, Viisdoms- og Dyds-Tabel, Heste- og Quæg-Tabel, Forslag til det danske Landsby-Skolevæsens Forbedring, Betænkning over den jødiske Nation og dens Forening med os Christne og Bidrag til Declameerkonsten. I aviser og tidsskrifter skrev han talrige artikler. Fremhæves må hans redegørelse (i "Iris og Hebe", 1802) for kampen om indførelse af den evangelisklutherske salmebog der især mødte modstand i Jylland. Han forsøgte uden held at få den indført i Randlev. Herudover skrev han en række digte hvoraf mange på latin, især patriotiske hyldest- og mindedigte. Hovedværket i hans produktion er Topographie over Vium Præstekald, 1795. Dette værk er skrevet af en forfatter med fin iagttagelsesevne, dyb naturglæde og stor menneskeinteresse. Og det har en ganske særlig kultur-historisk værdi. Man får indgående besked om naturen, mark, eng og hede, om befolkningens levevis og boligforhold, om arbejdsdagens forløb, om sproget, sæder, skikke, tro og overtro, om sundhedstilstand og skolegang, om fåreavl, strømpebinding etc. Men det der er det mest betydningsfulde ved dette værk er at man her i svøb finder meget der hos sønnen kommer til fuld digterisk udfoldelse. Ja, man får simpelthen en række af forudsætningerne for St. St. B.s forfatterskab. – Der bestod alle dage et meget varmt og smukt forhold mellem far og søn. De kom til at bo under samme tag i mere end en menneskealder. De var af natur stærkt beslægtede og havde mange fælles interesser. B. kom til at øve en overordentlig indflydelse på sønnen i næsten alle henseender. Han blev autoriteten i hans liv, en autoritet han altid kunne støtte sig til. B. var meget stolt af sin søn, og han følte det som en stor lykke at han kunne afslutte sit liv hos ham. "Efter alt det forhen udstandne nyder jeg nu den blideste Livsaften, som jeg nogensinde kunde ønske mig.".

Familie

Forældre: sognepræst i Ø. Starup, siden i Gaverslund Jens Nielsen B. (1711–65) og Pouline Thomasia Gantzel (1725–53). Gift 19.5.1780 på Avnsbjerg med Kirstine Marie Curtz, døbt 12.12.1753 i Darum, død 29.1.1820 i Randlev, d. af sognepræst i Darum Hans Poulsen C. (1714–64) og Anna Steensen (ca. 1727–1809). – Far til Steen Steensen B.

Annonce

Ikonografi

Silhouet (træsnit) 1882.

Bibliografi

Selvbiogr. i Topografi over Vium præstekald, 1795 278–93 (ny udg. v. Sør. Vasegaard 1924 174–85 og 1978 v. Ella Jensen) og i Kirkehist. saml. 4.r.III, 1893–95 97–114. Brev i Danske saml. II, 1866–67 91–93. – Paul Nedergaard: 100 da. præsteslægter, 1954 19–20. – St. St. Blichers saml. skrifter XXIII, 1929 44f; XXV s.å. 111–14. – L. Koch: Den da. kirkes hist., 1879–80 38 138 298. Evald Tang Kristensen i III. tid. 8.10.1882. Jeppe Aakjær: St. St. Blichers livs-tragedie I, 1903 5–8; III, 1904 205–15. Oluf Friis: Jylland i dansk litt. indiil Blicher, 1929 148–50. Georg Saxild i Fra Viborg amt, 1929 90–112. Johs. Nørvig: St. St. Blicher, hans liv og værker, 1943 9–28 193–201 o.fl. st. H. P. Christensen: St. St. Blichers tro, 1956 21–28. Anker Rattleff: St. St. Blicher, en psykologisk studie, 1962 65–99. Ella Jensen: Bidrag til studiet af Blichers E Bindstouw, dialektstudier I, 1964–65 106–46.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Felix Nørgaard: Niels Blicher i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287162