• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N.F.S. Grundtvig

Oprindelige forfattere KEBug og PEll

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

N.F.S. Grundtvig, Nicolai Frederik Severin Grundtvig, døbt Frideric, 8.9.1783-2.9.1872, præst, forfatter, historiker. Barndomshjemmet i Udby prægede Grundtvig i flere henseender. Faderen var en lærd, stilfærdig mand; den teologisk konservative danske pietisme han repræsenterede blev en del af sønnens samvittighed. Gennem hele sit lange liv var Grundtvig i vekslende tilslutning og opgør bundet til denne arv. Moderen var en viljestærk kvinde hvis djærve adfærdsmønster genkendes hos Grundtvig – Endelig må nævnes familiens faste tyende, den gamle halte Malene fra Grumløse. Gennem hende modtog Grundtvig et uudsletteligt indtryk af almuens talemåde, tro og overtro.

I efteråret 1792 blev Grundtvigs videre oplæring overdraget pastor Laurits Feld i Tyregod ved Vejle. Grundtvig blev her forberedt til latinskolen i fagene græsk, latin og religion. På dette tidspunkt stiftede Grundtvig bekendtskab med tidens teologiske debat fx i Otto Horrebows tidsskrift Jesus og Fornuften, 1796ff og N.E. Balles modpublikation Bibelen forsvarer sig selv, 1797ff. – De indtryk, som Grundtvig i disse år modtog af jysk natur afspejles siden i digtet Der er et Land saa kosteligt, alt under Nørrelide.

I september 1798 blev Grundtvig optaget i Århus katedralskole. De to år Grundtvig tilbragte her har han i sin senere kamp imod "den sorte skole" skildret med mørke farver. Samtidige kilder afslører at denne dom i nogen grad er misvisende. Undervisningen var efter alt at dømme god. Grundtvig forlod skolen med solide kundskaber i historie og sprog; og skolens konrektor, Jens Stougaard, har øvet varig, positiv indflydelse på Grundtvig – I september 1800 dimitteredes Grundtvig med et rosende vidnesbyrd hvor det bl.a. hedder at Grundtvig har "ved heldigen at uddanne det lykkelige Aandsanlæg, som er blevet ham til Del, i Sandhed givet mere end Drengens Forspil til en senere med Alderen voxende Berømmelse".

Annonce

I efteråret 1800 ankom Grundtvig til København for at underkaste sig studentereksamen som blev bestået i oktober hvorefter Grundtvig påbegyndte det teologiske studium. I sine egne skildringer af studietiden praler Grundtvig gerne med hvor doven han var. Imidlertid ved man at Grundtvig i visse perioder har været særdeles flittig. Grundtvig bestod da også i oktober 1803 teologisk embedseksamen med en førstekarakter (laudabilis). – Hvad Grundtvigs åndelige udvikling angår noteres at han under indflydelse af T.C. Bruuns satiriske digt Skriftemaalet, 1798 i foråret 1801 brød med barndomshjemmets ortodoks-pietistiske kristendomsforståelse og sluttede sig til den moderne rationalismes tro på Gud, dyd og udødelighed. Denne position kan forklare at Grundtvig forholdt sig overvejende kritisk over for fætteren Henrich Steffens' berømte forelæsninger 1802-03 som han for størstedelens vedkommende overværede. – I sine første kandidatår drev Grundtvig litterære sysler dog uden at få noget trykt ud over et par mindre artikler. Det første han udgav på tryk var en lille artikel i Politivennen, januar 1804, omhandlende et sogn på Falster der i flere år havde undværet en skoleholder. Marts 1805 tiltrådte Grundtvig en stilling som huslærer på herregården Egeløkke på Langeland. Grundtvig forelskede sig hurtigt i godsejerens frue, Constance Steensen-Leth. Da det imidlertid var en gift – tilmed adelig – kvinde han elskede måtte Grundtvigs kærlighed blive ulykkelig. I skrifter der hidrørte fra den tyske idealisme – først og fremmest den romantiske filosof F.W.J. Schelling – samt i den nordiske mytologi fandt Grundtvig en livstolkning der hjalp ham til at forstå og beherske sin situation. Såvel i filosofien som i mytologien mødte Grundtvig en tale om modsætningen mellem kampens og disharmoniens verden på den ene side, og en evig, harmonisk verden på den anden side. Romantikerne henviste Grundtvig til via den poetiske, intuitive erkendelse at hæve sig over "Eksistensen". Skønt Grundtvig en overgang var dybt betaget af disse tanker medførte hans virkelighedssans at han hurtigt foretrak at samarbejde den romantiske poetik med mere jordnære ideer. Og når de nordiske myter talte om kamp og strid som vejen til den evige harmoni måtte dette umiddelbart appellere til den moralske sans Grundtvig havde arvet fra oplysningstiden. Også i myterne viste sig derfor en poetisketisk vej frem til overvindelse af Grundtvigs personlige problem.

Betagelsen af den norrøne litteratur, som i sin tid ungdomsvennen P.N. Skougaard havde henvist ham til, satte bl.a. frugt i bogen Nordens Mytologi der udkom 1808 efter at Grundtvig havde forladt Langeland og atter havde bosat sig i København. Værket, der tolker mytologien som udtryk for eksistensforståelse og ikke – hvad den gang var almindeligt – som primitiv gudelære eller som udtryk for naturfænomener, vandt udbredt anerkendelse.

Inden for det tidsrum hvori dette sjælelige drama udspillede sig gennemførte Grundtvig samtidigt sin huslærergerning, dvs. undervisningen af sin 6-9 årige elev. Denne undervisning får man et levende indtryk af gennem Grundtvigs Leksjons- og Karakterbog for Karl Stensen Leth, et manuskript som først i vore dage er blevet trykt i sin helhed. Grundtvig gør her nøje rede for sine pædagogiske principper; han lægger omhyggeligt planer for de enkelte måneder og uger, og ved periodens slutning foretager han en oprigtig vurdering af hvad der er nået – og ikke nået. Denne pædagogiske dagbog er i sin art et enestående dokument. Fra Langelandstiden må endvidere nævnes Grundtvigs møde med den unge søhelt Peter Willemoes. Det personlige bekendtskab med Willemoes har sat spor i flere digte, fx i den velkendte sang Kommer hid, I Piger smaa! og i indskriften på mindestøtten på Odden kirkegård, De Snekker mødtes i Kveld paa Hav.

Grundtvig havde i disse år foruden Nordens Mytologi tillige udgivet en række afhandlinger som blev vel modtaget, fx Lidet om Sangene i Edda i "Ny Minerva", 1806, Om Videnskabelighed og dens Fremme, sst. 1807 og Om Asalæren, sst. 1807. Han havde derfor god grund til at tiltro sig evner til at slå ind på en akademisk litterær løbebane. Desuden havde han nu ikke alene fået fribolig på Valkendorfs kollegium, men havde tillige fundet et levebrød som lærer ved en af Københavns moderne gymnasieskoler, Det Schouboeske institut. Grundtvig blev derfor lidet begejstret da han i foråret 1810 modtog et brev fra sin aldrende far med anmodning om at lade sig ordinere til præst for derefter at komme til Udby og blive personel kapellan. Grundtvig indstillede sig imidlertid til prøveprædiken, den såkaldte dimisprædikenen, der fandt sted i Regenskirken 17.3.1810. For sin prædiken erholdt Grundtvig karakteren "egregie", dvs. udmærkelse. I maj udkom Grundtvigs dimisprædiken under titlen Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Huus? Vendt imod tidens intellektualisme karakteriserer han tidens prædikener som "brammende Ord og kløgtige Taler ... idel Lærdomme, som kun ere Menneskenes Bud". Københavnske gejstlige følte sig ilde omtalt og klagede til kancelliet. Da Grundtvig endvidere havde udgivet sin prædiken uden universitetets tilladelse måtte han i begyndelsen af 1811 møde for konsistorium og modtage en irettesættelse. Trods den overståede dimisprædiken kom Grundtvig ikke til Udby som præst i 1810. Ansøgningen blev standset af biskoppen der erklærede at en af stiftets allerede ordinerede præster der var uden embede burde have stillingen. I denne uventede hindring så Grundtvig et vink fra forsynet om at hans opgave var at bidrage til Guds forherligelse gennem videnskabeligt arbejde. Hvilket i øvrigt stemte med hans egen tilbøjelighed. Efter nogle begivenhedsløse sommermåneder tog Grundtvig efteråret 1810 med fornyet styrke fat på sine studier. Den overbevisning som Grundtvig havde givet udtryk for i sin dimisprædiken: at kristenlivet i Danmark trængte til en reformation, fæstnede sig hos ham. Grundtvig begyndte at drømme om at han var kaldet til at reformere den danske kirke. Med "Herrens Ord" og "Saga om Fædreneland" i ryggen ville han drage til felts imod tidens udvandede kristendom. Reformatordrømmene fik imidlertid en brat ende i begyndelsen af december 1810. Spørgsmålet om hvorvidt han selv var kristen meldte sig med overvældende styrke. Især spørgsmålet om han selv havde den kærlighed der ifølge apostelen er større end kundskab og tro gav anledning til dybtgående anfægtelser. Grundtvig kastedes hermed ud i en voldsom åndelig krise der grænsede til sindssyge. Årsagen har rimeligvis været den forudgående overanstrengelse i forbindelse med en maniodepressiv psyke. Krisen havde imidlertid overbevist Grundtvig om menneskets afmagt og trang til frelse ved Jesus Kristus, en overbevisning der blev bestemmende for ham resten af hans levetid. I et vindstille midt i den åndelige storm skrev Grundtvig sin første salme Dejlig er den Himmel blaa. En barnlig og enfoldig udtryksmåde har her afløst den profetiske dundertale fra dimisprædikenen. – Kort før jul rejste Grundtvig til Udby hvor han efterhånden kom til kræfter. Faderen indsendte atter ansøgning om at få sønnen til kapellan. Denne gang bevilgede myndighederne det ansøgte. I marts 1811 bestod Grundtvig den kateketiske prøve – ligeledes med udmærkelse. Og maj 1811 blev han ordineret til præst hvorefter han tiltrådte embedet.

I de godt to år Grundtvig virkede i Udby udviste han stor nidkærhed såvel i kirken som mht. omsorgen for skolen og sognets fattige. Desuden fandt han stunder til litterære sysler. Her omskriver han tidligere forarbejder til det bekendte digt Strandbakken ved Egeløkke. Og her afsluttedes i 1811 udgivelsen af Optrin af Nordens Kæmpeliv I–II hvis andet bind allerede var udkommet 1809. Størst opsigt vakte dog Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng, 1812. Samtidens overvejende negative bedømmelse af værket beroede primært på dets ofte skarpe kritik af fortidens og nutidens store mænd. Eftertiden har i højere grad fæstnet sig ved værkets originale og konsekvent gennemførte grundsyn. Bogen var blevet til på den måde at Grundtvig foretog en gennemgribende omarbejdelse af den lærebog i verdenshistorie han havde udarbejdet for sine elever på Det Schouboeske institut. Den nye verdenshistorie afspejler "den sælsomme Forvandling" der som følge af begivenhederne i 1810-11 var sket i Grundtvigs livssyn. Efter krisen havde Grundtvig tilsluttet sig barndomshjemmets ortodoks-pietistiske kristendomsforståelse. På dette bibelkristne grundlag samt under inspiration fra historikere fra 1600-tallet som Jonas Ramus og Claus Lyschander havde Grundtvig skrevet ud fra den overbevisning at skabelses- og Kristusbegivenhederne er historiens hjørnesten og Guds forsyns styrelse forklaringen på dens forløb. Steffens' af romantikken bestemte tanker om tidernes sammenhæng og Kristus i midtpunktet blev nu omvurderet af Grundtvig og anvendt af ham til støtte for dette historiesyn. – Omtrent samtidigt udarbejdede Grundtvig sit kvad Roskilde-Riim der skulle være et nationalt og poetisk sidestykke til verdenskrøniken. I begge værker er det Grundtvigs hensigt at beskrive "Guds Styrelse og Fædrenes Bedrifter" for således at vække den kristentro der kan oplive alt det døde. Denne grundtanke er konsekvent gennemført i det ca. 3.500 verslinjer lange digt. Af poetiske perler i digtet fremhæves ofte romancerne om Bisp Villum og Kong Svend og Mester Ole Vind.

Udgivelsen af Verdenskrøniken 1812 blev indledningen til nogle litterære fejder, bl.a. med professor Jens Møller (1779-1833), med ungdomsvennen Christian Molbech og med fysikeren H.C. Ørsted. Sidstnævnte polemik drejede sig hovedsagelig om bedømmelsen af filosoffen Schelling hvem Grundtvig anklager for i sin identitetsfilosofi at have harmoniseret tilværelsens faktiske modsætninger, fx modsætningen mellem godt og ondt. I opgøret med Schelling og Ørsted betjener G. sig bl.a. af "Modsigelsens Grundsætning", dvs. det logiske princip at det er umuligt samtidigt at bekræfte og benægte det samme. Efter G.s opfattelse egnede princippet sig fortrinligt til at udtrykke og forsvare et kristent livssyn opbygget over fundamentale modsætninger i tilværelsen. – Ud fra "Modsigelsens Grundsætning" mente man i øvrigt at kunne drage den følgeslutning at en påstand måtte være sand dersom man kunne benægte dens modsætning. Denne logik der har rødder tilbage til 1700-tallets oplysningsfilosofi (Chr. Wolff m.fl.), og som kendetegnes af en førkantiansk, kritikløs slutning fra tænken til væren, havde Grundtvig tilegnet sig i sin ungdom gennem professor Børge Riisbrighs filosofikumundervisning. Argumentationsmåden genfindes ofte i Grundtvigs senere forfatterskab, fx i hans forsvar for det kirkesyn han vandt frem til i midten af 1820'erne.

Januar 1813 døde Grundtvigs far. Da Grundtvig var personlig kapellan kunne han ikke overtage embedet, og han flyttede derfor atter til København. Selv om det lykkedes Grundtvig at få udgivet to betydelige digtsamlinger, Kvædlinger og Heimdall, begge 1815, blev hans position dog stedse mere isoleret i samtiden. Hertil bidrog ikke blot de omtalte fejder, men tillige Grundtvigs provokerende optræden på de udvidede landemoder hvor han læste sine embedsbrødre teksten. Manuskriptet til et foredrag Om Polemik og Tolerance blev endog beslaglagt af biskop Fr. Münter. En tid håbede Grundtvig at blive ansat som professor i historie ved det nyoprettede universitet i Kristiania, men også dette håb glippede. Alle ansøgninger han i denne tid indsendte blev afslået. Til sorgen over ensomheden sluttede sig derfor voksende økonomiske bekymringer.

Anden juledag 1815 foretager Grundtvig et dramatisk skridt. Efter af have prædiket i Frederiksberg kirke oplæste han en højtidelig erklæring ifølge hvilken han fra nu af ville afstå fra at virke som præst. Som begrundelse anførtes dels den mangelfulde tilslutning hans forkyndelse fik, dels at han ikke ønskede at anses for en fanatiker. Hertil kom at man havde bebrejdet ham for hårdhed og bitterhed. Derfor vil Grundtvig nu tøjle sin "Drift til at paanøde Stats-Historien Kirke-Historiens Præg". Han vil lægge pegepinden fra verdenskrøniken 1812 til side og gå indirekte til værks. Historien skal nu selv bidrage til afsløringen af sandheden om livets mening og mål. Afslutningen på Grundtvigs bibelkristne periode markeredes ved udgivelsen af Bibelske Prædikener, 1816.

Det nye standpunkt er fundamentet for Grundtvigs omfattende historieskrivning i de følgende år. Her må nævnes Grundtvigs nye verdenshistorie Udsigt over Verdens-Krøniken, 1817. Dette værk hvor fremstillingen er koncentreret om det "Lutherske Tidsrum" skal sammen med hans Psalmer ved Jubel-Festen 1817 ses som Grundtvigs bidrag til fejring af reformationsjubilæet samme år. I de følgende år udsendte Grundtvig sine store oversættelsesarbejder, dels Saxooversættelsen I–III, 1818-22, og dels Snorre-oversættelsen I–III, 1818-22. Hertil sluttede sig 1820 en oversættelse af det angelsaksiske kvad Bjowulfs Drape, et værk der havde fanget hans interesse allerede i 1815. Under dette omfattende og brydsomme oversættelsesarbejde havde Grundtvig gavn ikke blot at de solide sprogkundskaber han havde erhvervet sig i latinskolen, men også af det kendskab til almuens udtryksmåde og mundheld som den gamle Malene, hans "Sprogmesterinde", havde bibragt ham i hans barndom. En dyb interesse for "at mærke (dvs. bemærke) Ord" forblev livet igennem karakteristisk for Grundtvig – I tidsskriftet Danne-Virke 1816-19 som Grundtvig udgav i disse år udsendte han foruden nogle få digte – herunder det poetiske drama Paaske-Lilien (i I, 1816-17) – en række tanketunge afhandlinger om filosofiske og historiske emner. Bemærkelsesværdig er her bl.a. det betydelige islæt af John Lockes erfaringsfilosofi som Grundtvig for alvor havde fået øjnene op for i 1813-14. Ved siden af "Modsigelsens Grundsætning" (se ovf.) og respekten for historiske kendsgerninger bliver erfaringsfilosofien et våben i Grundtvigs kamp imod datidens spekulative romantiske modefilosofi. – Endvidere bemærkes at grundbegreber fra Grundtvigs senere forfatterskab, fx danskhed, folk, folkeånd, det levende ord m.m., netop i disse år bliver faste bestanddele af hans terminologi. – Hele dette vidtforgrenede arbejde af historisk, filosofisk og poetisk art havde, som nævnt, ikke en direkte, men en indirekte kirkelig teologisk hensigt. I et brev fra 1818 karakteriserer han sin intention ved hjælp af det velkendte luther'ske begreb: "Herrens fremmede Arbejde". Grundtvigs deltagelse i den såk. Tylvtestrid, 1818, hvor han træder i brechen for Baggesen imod Oehlenschläger skal dog næppe – hvad man har ment – forstås som et forsøg på at vinde førstnævnte for sit standpunkt. Grundtvigs position i striden må forstås som en konsekvens af den beundring han lige siden sin ungdom havde næret for Baggesen.

Trods uhyre flid kunne Grundtvig ikke leve af sit forfatterskab. Tværtimod måtte personlige venner, deriblandt især grev Conrad Danneskiold-Samsøe på Gisselfeld, understøtte ham. I 1817 bevilgede Frederik 6. imidlertid Grundtvig en årlig understøttelse på 600 rigsdaler. I august 1818 kunne Grundtvig derfor gifte sig med Lise Blicher med hvem han havde været forlovet i ca. syv år. I februar 1821 blev Grundtvig derpå uden ansøgning kaldet til embedet som sognepræst for Præstø og Skibbinge. I Præstø blev de store oversættelsesarbejder fuldført, og her fødtes Grundtvigs første søn, Johan Diderik Nikolaj Blicher Grundtvig (1822-1907). I efteråret 1822 gik det længe nærede håb om præsteembede i hovedstaden i opfyldelse idet Grundtvig ansattes som kapellan ved Vor Frelsers kirke på Christianshavn.

Alligevel blev flytningen til København i første omgang en skuffelse. Grundtvigs litterære arbejder vandt ikke den påskønnelse han havde håbet. I hovedstadens åndsliv mødte han kun "Syvsovere og Nattevandrere, Beenrade og Giengangere ...". Et stort anlagt forsvarsskrift for kristendommen ville ikke lykkes for ham, og de talrige udkast blev liggende i skuffen. – På overgangen mellem 1823 og 1824 fattede Grundtvig imidlertid nyt mod. Oplivelsen forløber i to stadier. Ved adventstid blev han overbevist om at en ny tid var ved at oprinde med henblik på en fornyelse af kristenlivet i Danmark. Derpå fulgte – i januar/ februar 1824 – et digterisk gennembrud hvor Grundtvig følte sig "liflig gjennemglødet". De mest bekendte digteriske nedslag af denne vækkelse er foruden De levendes Land og det 312 strofer lange, dybt symbolske digt Nyaars-Morgen, også salmen Velkommen igien Guds Engle smaa, skrevet i julen 1824. Om dette poetiske gennembrud er det vigtigt at bemærke at Grundtvig – fx netop i Nyaars-Morgen – demonstrerer en selvstændig opfattelse af forholdet mellem form og indhold. I "Ordet", billedordet, er indhold og form ikke som almindeligt antaget adskilt, men sammensmeltet. I denne henseende er Grundtvig, som det er blevet sagt, "digter i langt mere eksklusiv forstand end nogen af sine samtidige" (J. Elbek). – Hvad angår Grundtvigs teologiske nyorientering i 1823-24 er det blevet sandsynliggjort at denne opvækkelse er sket under inspiration fra den oldkirkelige teolog Irenæus, som Grundtvig studerede netop i 1823. Irenæus' skabelsesteologi samt hans fremhævelse af "trosregelen" (regula fidei) fik da også afgørende betydning for udformningen af den såkaldte kirkelige anskuelse der blev Grundtvigs vigtigste bidrag til protestantisk teologi. Skridt for skridt var Grundtvig vundet frem til den overbevisning at Guds tale til mennesker ikke først og fremmest er at finde i det skrevne bibelord, men i det hørlige, mundtlige ord, der lyder ved dåb og nadver. Skriftordet har alle dage været underkastet teologernes divergerende fortolkninger, argumenterer han. Det levende ord fra Herren selv – dvs. trosbekendelsen ved dåben og indstiftelsesordene ved nadveren – har derimod lydt uforandret siden urkirkens dage. I dette ord er den opstandne Herre selv usynlig til stede. Derfor er de kristnes faste ståsted ikke at finde i bibelbogen, men dér hvor menigheden samles om Guds lydelige ord ved dåb og nadver. Det er denne menighed der har frembragt bibelen, ikke omvendt: bogen der har skabt menigheden.

En konkret, aktuel anledning foranledigede Grundtvig til at træde offentligt frem med sin nye anskuelse. I 1825 udgav den unge teologiske professor H.N. Clausen et digert værk om "Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus". Ca. 14 dage efter at bogen var udkommet forelå Grundtvigs berømte modskrift Kirkens Gienmæle. At Grundtvigs modskrift kunne foreligge så hurtigt hænger sammen med at han ligesom andre subskribenter havde fået tilsendt bogen et par uger før udgivelsen. – Grundtvig retter først og fremmest sit skyts imod Clausens kirkesyn. Mens Clausen i ret abstrakte vendinger havde defineret kirken som "et Samfund til Fremme af almindelig Religieusitet" der søger "at hævde og hæve den religieuse Idees altigjennemtrængende Princip" fastholder Grundtvig at kirken er noget konkret, historisk tilblevet. Den er et samfund der har eksisteret siden apostlenes dage, og det er dér man må søge oplysning om hvad kirke er. På denne baggrund anklages Clausen for falsk lære, og Grundtvig kræver at han fratræder sit embede som teologisk professor. Clausen anlagde injuriesag mod Grundtvig og vandt processen idet Grundtvig i 1826 blev dømt til livsvarig censur.

Mens Grundtvig tidligere havde stået alene, fik han nu en række energiske, yngre medkæmpere. Angrebet på Clausen blev i samtiden opfattet som led af en strid der i flere år havde stået på, og hvor man havde krævet at præsterne i deres forkyndelse holdt sig nøje til kirkens bekendelsesskrifter. At Grundtvig i udredningen af sit kirkesyn havde lagt vægt på den apostolske trosbekendelse gjorde denne opfattelse nærliggende. Det væsentlige for Grundtvig var imidlertid ikke selve bekendelsens tekst, men den levende, historiske realitet menigheden er samlet om. – Blandt dem der sluttede sig til Grundtvig må især nævnes den højt begavede magister Jacob Christian Lindberg der fortsatte Grundtvigs kamp i en række småskrifter. I denne sammenhæng blev det Lindbergs historiske bedrift at knytte forbindelse mellem Grundtvig og de lægmandskredse der var grebet af samtidens "gudelige vækkelse". Grundtvig havde selv tidligere, fx i artiklen Om gudelige Forsamlinger, 1825, forsvaret vækkelsesfolkene mod overgreb fra myndighedernes side. De stærke pietistiske islæt i deres kristendomsforståelse forholdt han sig derimod skeptisk overfor. Nu bidrog Lindbergs aktivitet til at der blev slået bro over denne kløft – om ikke i alle henseender, så dog i et sådant omfang at der hermed blev lagt et fundament for den senere kirkelige retning, grundtvigianismen. – Fra denne retnings tidlige historie noteres at Grundtvigs kirkesyn efterhånden blev udbygget med en særlig teori om at trosbekendelsen af Jesus var blevet meddelt til disciplene i de 40 dage mellem opstandelsen og himmelfarten. Teorien, der har rødder i udsagn af Grundtvig selv, blev kraftigt forsvaret af P.C. Kierkegaard. I visse faser af grundtvigianismens historie kom teorien til at overskygge det fundamentale i Grundtvigs syn: den af Helligånden skabte enhed mellem den opstandne Kristus og det af menigheden bekendte troens ord.

Umiddelbart efter injuriedommen nedlagde Grundtvig påny sit embede. Årsagerne var flere. Dels har han villet protestere mod dommen; dels var han skuffet over forbudet mod at nogle af ham digtede salmer (fx Den signede Dag med Fryd vi ser) blev sunget ved den fest der 1826 skulle markere tusindåret for Ansgars komme til Danmark. Endelig havde Grundtvig årsag til at tro at en ny injuriesag, rejst af en lærer på Christianshavn, var under optræk. Uden udsigt til et sikkert udkomme trak Grundtvig sig nu tilbage til studerekammeret. I samme måned som embedsnedlæggelsen fandt sted (maj 1826) udsendte Grundtvig den lille bog Kong Harald og Ansgar udgivet i anledning af kirkejubilæet. Et års tid forinden havde han endvidere sammen med den lærde teolog A.G. Rudelbach påbegyndt udgivelsen af Theologisk Maanedsskrift I-XIII, 1825-28. Fra dette tidsskrift bemærkes især den teologisk betydningsfulde dobbeltafhandling fra 1826-27 Om den sande Christendom og Om Christendommens Sandhed. – Til brug bl.a. ved sønnerne Johan og Svend Hersleb Grundtvigs undervisning udarbejdedes Krønike-Riim til Børne-Lærdom, 1829 og Historisk Børne-Lærdom, 1829. Noget kunne dog tyde på at inspirationen fra 1823-24 var udtømt, og at Grundtvig følte sig stående ved afslutningen af en periode af sit liv. I 1827 udkom Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs literaire Testamente og kort derefter Christelige Prædikener eller Søndags-Bog I-III, 1827-30, i hvilken udgivelse Grundtvig opsummerer de forudgående års forkyndelse. Men en ny inspiration og dermed en helt ny fase i Grundtvigs udvikling stod umiddelbart for døren. I årene 1829-31 foretog Grundtvig med offentlig støtte tre rejser til England med det formål at studere håndskrifter fra engelsk middelalder. Grundtvigs planer om at udgive disse blev anledning til at engelske forskere tog opgaven op. Det varigste udbytte af rejserne blev for Grundtvigs eget vedkommende at han i England blev konfronteret med en anden livsform end den han kendte fra Danmark. Englændernes realistiskpraktiske livssyn gjorde indtryk på ham sammen med deres sans for åndelig og verdslig frihed. Livet som det leves her og nu, og frihed såvel i åndens som i håndens verden bliver fra nu af hans løsen.

Lige så betydningsfuld blev en anden konkret opgave. Grundtvigs forlægger havde anmodet ham om at udarbejde en ny udgave af hans mytologi fra 1808 der forlængst var udsolgt. Under omarbejdelsen blev værket til en helt ny og langt større bog. Arbejdet gav stødet til en dybtgående selvrevision. Mens Grundtvigs tidligere teologiske arbejde havde drejet sig om at bestemme hvad kirke og kristendom er måtte han nu under arbejdet med Nordens myter klare sig forholdet mellem kristeligt og menneskeligt. I tilslutning til den teologiske tradition havde Grundtvig hidtil betragtet det menneskelige som noget underordnet i forhold til det kristelige. Nu gik menneskelivets egenværdi op for ham. Det menneskelige er i kraft af Guds skabelse en forening af støv og ånd som han udtrykker sig i indledningen til Nordens Mythologi. 1832. Og Grundtvig kan nu formulere sin dristige tese:

"Menneske først – og kristen saa". I denne nyvundne position indgår inspiration fra mange sider: Fra Irenæus' skabelsesteologi, fra Johannes-evangeliets tale om at Kristus "kom til sit eget", fra det realistiske menneskesyn Grundtvig havde mødt i England, fra hans gamle kærlighed til Nordens myter – og endelig en negativ inspiration fra utilfredsheden med sit eget tidligere standpunkt.

I et forsøg på at gøre rede for sin nye erkendelse formulerer Grundtvig i indledningen til sit værk udtrykket "Den Mosaisk-Christelige Grund-Anskuelse". Denne anskuelse er efter hans opfattelse noget andet end kristen tro som er bundet til Kristi person og gerning. Anskuelsen derimod kan den kristne have tilfælles med enhver "Naturalist", hvormed Grundtvig mener enhver der ikke er bundet af et snævert biologisk-mekanistisk menneskesyn, men som respekterer at ånd hører med til det at være menneske. Den kristne og naturalisten må kunne være enige om at mennesket er skabt i Guds billede samt om, at der på et tidligt tidspunkt er tilstødt mennesket "et stort Uheld" i kraft af hvilket mennesket er kommet i misforhold til sin egentlige bestemmelse. Såvidt enigheden. Divergensen mellem kristne og naturalister vedrører synet på hvorledes skaden genoprettes. Den kristne tror at dette kun kan ske i kraft af Kristi gerning i dåben; naturalisten, derimod vil hævde at redningen beror på at mennesket optager Kristus i sig som et guddommeligt forbillede. På dette punkt, mener Grundtvig, er modsætningen mellem de to livssyn uovervindelig. Den refererede tankegang udgør det principielle grundlag for at han fra nu af med god samvittighed kan samarbejde med anderledes tænkende i politiske, videnskabelige og pædagogiske anliggender. Han kan nu fralægge sig enhver bekymring for hvilken betydning arbejdet på disse områder får for kirken, teologien og troen. Ikke kristendommen, men det menneskelige, "det Fælles og det Almindelige" skal være grundlaget for kulturarbejdet.

Af de skrifter der udkom i 1830'erne regnes adskillige til Grundtvigs hovedværker. Det gælder foruden Nordens Mythologi, 1832 (se ovf.), også Grundtvigs Haandbog i Verdens-Historien I–III, 1833ff. I dette værk søger Grundtvig endnu en gang, og nu på et bredere grundlag, at frigøre sig fra sin ungdoms bibelkristne historiesyn. – Skelsættende udgivelser fra samme periode er endvidere Grundtvigs skoleskrifter hvoraf det første, Det Danske Fiir-Kløver, udkom 1836. I denne og en række derpå følgende bøger og artikler fremlægger Grundtvig sine tanker om en fri, levende og naturlig folkeoplysning. Undervisningen skal bygges – ikke primært på bøgerne, men på det levende, talte ord på modersmålet. "Skolen for Livet" bliver netop til i samtalens vekselvirkning mellem lærer og elever, og mellem eleverne indbyrdes. Først og sidst skal undervisningen være folkelig. Dvs. at den skal ligne folket derved at den henter sit indhold både fra folkets nutidige kår og fra den historie og digtning (herunder myterne) der er udtryk for dets egenart. Heraf følger at undervisningen ikke alene skal være realistisk derved at den beskæftiger sig med folkets situation i nutiden. Den skal tillige være "historisk-poetisk". Både i den ene og den anden henseende skal undervisningen respektere menneskelivets vilkår. Grundtvigs skoleskrifter vakte ikke synderlig opsigt da de udkom. Imidlertid grundlagdes allerede i løbet af 1840'erne og 1850'erne et antal folkehøjskoler hvis sigte og metode var væsentligt inspireret af Grundtvigs ideer.

Lige så betydningsfuldt blev Grundtvigs arbejde med en fornyelse af salmesangen. Denne opgave havde Grundtvig stillet sig allerede 1811, men først nu blev den realiseret. Første bind af Grundtvigs Sang-Værk til den Danske Kirke der udkom 1837 rummer ca. 400 af hans i alt ca. 1.500 salmer. Foruden originale frembringelser indeholder samlingen en lang række gendigtninge af salmer fra kirkens tradition, ikke blot den danske og lutherske, men tillige fra den angelsachsiske, den romersk-katolske og den græsk-byzantinske kirkesang. Grundtvigs salmesamling er således universel i sit anlæg. Det er den hellige, almindelige kirke, der her manifesterer sig. – Der er udbredt enighed om at Grundtvigs gendigtning af ældre danske salmer (Brorson, Kingo m.fl.) er den mindst vellykkede del af arbejdet. Bedre er det gået i de tilfælde hvor Grundtvig ikke gendigter, men direkte moddigter Kingo, fx i salmen Tag det sorte Kors fra Graven (fra 1832). Grundtvigs gendigtninge af udenlandske salmer demonstrerer en sjælden evne – ikke til sprogligt nøjagtig gengivelse – men til at leve sig ind i disse salmers åndelige verden. – Et højdepunkt i salmesamlingen er Grundtvigs Helligåndssalmer, fx Var I ikke Galilæer, Nu bede vi den Hellig-Aand, Hellig-Aand, vor Sorg Du slukke!, Du, som gaaer udfra den levende Gud, Kærligheds og Sandheds Aand, Talsmand! som paa Jorderige. Dette er ikke tilfældigt, men i god overensstemmelse med Grundtvigs hele teologi som er Helligåndsteologi i eminent forstand.

Som følge af en lempelse af de gældende bestemmelser løstes Grundtvig i 1837 fra censuren i hvilken anledning han skrev sin velkendte sang til modersmålets pris, Moders Navn er en himmelsk Lyd. Frigjort fra censuren kunne han nu efterkomme en opfordring fra en kreds af unge akademikere til at holde offentlige, historiske forelæsninger. Det blev til de berømte "Mands Minde"-foredrag, holdt på Borchs kollegium i sommeren og efteråret 1838. Forelæsningerne blev en ubetinget succes der efterhånden samlede 5-600 tilhørere. I vinteren 1843-44 gentoges succesen da Grundtvig – atter på Borchs kollegium – holdt offentlige forelæsninger om græske og nordiske myter. At der denne gang også var kvinder blandt tilhørerne (se J. Th. Lundbyes samtidige tegning) virkede i datiden som noget helt nyt og revolutionerende. I adskillige år (1832-39) fungerede Grundtvig som ulønnet aftensangsprædikant ved "Frederikskirken" (nu: Christianskirken) på Christianshavn. Først i 1839 fik han atter fast stilling idet han ansattes ved Vartov hospitalskirke, et beskedent embede han kunne overkomme ved siden af sine studier og digteriske sysler. Grundtvigs støt voksende tilhængerskare fik her et vigtigt samlingspunkt. Til brug for gudstjenesten i Vartov kirke skrev Grundtvig en række salmer der fra og med 1845 tryktes i små hæfter og på løse blade. 1850 udgaves den første samling af disse Fest-Psalmer. Titlen hentyder til at salmebladene uddeltes ved de kirkelige højtider.

Årene omkring 1840 betegner i flere henseender en konsolidering af Grundtvigs position. Ansættelsen ved Vartov kirke betød at Grundtvig i de sidste godt 30 år var befriet fra økonomiske bekymringer. Og hans succes med de offentlige forelæsninger på Borchs kollegium i 1839 og 1843-44 indleder en ny periode i Grundtvigs liv der kendetegnes af støt voksende anerkendelse. I sit ugeblad Danskeren der udkom 1848-51 havde Grundtvig mulighed for frit at meddele sig til offentligheden. – I Christian 8.s og dronning Caroline Amalies regeringstid nød han endvidere i ganske særlig grad kongehusets gunst. Et udslag af denne kongelige bevågenhed var at Grundtvig fra 1841 til sin død fungerede som "Direktør" – dog mere af navn end af gavn – for "Dronningens Asylskole". Og i det hele taget udviste majestæterne en varig og konstruktiv interesse for Grundtvigs skoletanker. – På det litterære parnas befæstede Grundtvig sin position som en af nationens førende digtere. At han ved sit 50-års præstejubilæum i 1861 fik rang med Sjællands biskop må først og fremmest ses som en anerkendelse af Grundtvigs indsats mht. fornyelsen af dansk salmedigtning. – Den æresbevisning som efter alt at dømme har glædet Grundtvig mest, indtraf da han i sommeren 1851 besøgte Norge efter indbydelse fra det norske studentersamfund. – For sine skoletanker vandt han efterhånden mere gehør; og at han så længe som tilfældet var, havde sæde i rigsdagen (se nærmere ndf.) kan ses som udtryk for at Grundtvig havde formået at vinde den jævne vælgerbefolknings tillid. – På det kirkelige område fremtræder grundtvigianismen i løbet af 1860'erne som en slags kirkeligt parti. På de såkaldte " Vennemøder" der indledtes i forbindelse med Grundtvigs 80-års fødselsdag 1863 samledes stedse større tilhængerskarer der ikke undlod at hylde ham i taler og sange. – Under al denne medgang forblev Grundtvig dog den selvstændige – for ikke at sige selvrådige – person der var overbevist om altid at vide bedre besked end de fleste.

At Grundtvig i tiden fra ca. 1840 til sin død konsoliderede og udbyggede sin position betød imidlertid ikke at han var sparet for sorger og skuffelser. Forholdet til de nu voksne sønner var ikke altid det bedste. I perioder var han hårdt ramt af sygdom og depressioner. Og samtidens betydeligste filosofiske tænker, Søren Kierkegaard, med hvem han tidligere havde været på talefod underkastede Grundtvigs teologi en skånselsløs kritik i sin "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift", 1846. Kierkegaard opfatter Grundtvigs kirkesyn som udtryk for naiv objektivisme. Heroverfor stiller Kierkegaard – ikke en kristelig subjektivisme – men kravet om at mennesket i en inderlig og stedse levende dialektik forholder sig til sandheden. – Af nationale begivenheder gjorde Danmarks nederlag i krigen 1864 et dybt og smerteligt indtryk på Grundtvig hvilket ikke mindst fremgår af hans Trøstebrev til Danmark, 1864. – På den politiske arena bekæmpede han forgæves den grundlovsrevision der blev vedtaget i 1866. Endvidere skuffede det ham at den liberale åndselite, med hvem han et langt stykke vej havde kunnet slå følge i kampen for åndelig og verdslig frihed, efterhånden efter hans opfattelse afslørede svigtende sans for almuens tarv. – Til de folkehøjskoler der skød op havde Grundtvig et ejendommeligt ambivalent forhold. Den omstændighed at disse skoler etablerede sig som små, private foretagender rundt omkring i landet stred afgørende imod Grundtvigs kongstanke om én stor, central statsinstitution placeret i Sorø. Det er betegnende at Grundtvig aldrig besøgte disse nye skoler med undtagelse af Marielyst højskole uden for København (åbnet 1856). – Grundtvigs forhold til Christen Kold er lige så ambivalent. På den ene side anerkendte han Kolds pædagogiske geni; på den anden side kunne han ikke forlige sig med den opfattelse hos Kold at folkehøjskolerne også skulle sigte imod en kristelig vækkelse. Allerede 1836 havde Grundtvig over for den pietistiske skolemand Rasmus Sørensen skarpt afvist at troen skulle være "en Skolesag".

Grundtvigs tankeverden havde nu antaget de konturer som stort set uforandret fastholdtes resten af hans liv. Perioden mellem ca. 1840 og 1872 kendetegnes af et ihærdigt arbejde for at udbrede disse tanker i tale og skrift. I overensstemmelse med sin overbevisning om det levende, talte ords gennemslagskraft kaster Grundtvig sig nu ud i en omfattende foredragsvirksomhed. Det under hans medvirken i 1839 stiftede "Danske Samfund" havde netop til formål at være forum for folkelige foredrag. Foreningen fik siden adskillige aflæggere rundt om i landet.

Til Grundtvigs verdslige lyrik fra disse sene år hører en række sange som regnes blandt hans ypperste. Det gælder fx digtet til datteren Meta (1827-87), Du Lille! du kiære! da dyrt var Guds Ord; og det gælder digtet til Danmark: Fædreneland! Ved den bølgende Strand samt skolesangene Der skinner en Sol i Lys og Løn og Hvad Soelskin er for det sorte Muld. I anledning af Istedslaget 25.7.1850 skrev Grundtvig de velkendte sange Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre og Det var en Sommer-Morgen. Til de mere personlige digte hører det betagende afskedsdigt fra 1872, Gammel nok er jeg nu blevet. – Også en række salmer som Grundtvig skrev i denne periode hører til dem der stadig værdsættes højest, fx I al sin Glans nu straaler Solen, At sige Verden ret Farvel, Kirke-Klokke! mellem ædle Malme, Vær velkommen Herrens Aar (i to versioner: en kirkelig adventssalme og en verdslig nytårssang), Det er saa yndigt at følges ad (også i to versioner: både som bryllupssalme og som "almindelig" salme), Som Dugg paa slagne Enge og Nu falmer Skoven trindt om Land. – Til Grundtvigs kristne læredigte hører det over 800 strofer store digt, Christenhedens Syvstjerne der først udkom i Dansk Kirketidende 1854-55, og som 1860 for første gang udsendtes i bogform. Under inspiration af synerne i Johannes' åbenbaring tolker kvadet den kristne menigheds historie som en udvikling gennem seks folkemenigheder: den hebraiske, græske, romerske, engelske, tyske og nordiske. Hertil slutter sig et udblik til det endnu fremtidige slutstadium, "Den sidste Menighed".

Inden for Grundtvigs prosaforfatterskab fra de senere år noteres de ikke så få politiske småskrifter fremkaldt af tidens begivenheder såsom grundloven 1849, treårskrigen 1848-50, Danmarks nederlag i 1864 m.m. Disse udgivelser måtte ifølge emnernes natur påkalde størst interesse i den aktuelle situation hvor de blev til. Andre af Grundtvigs prosaskrifter fra den sidste fase af hans forfatterskab har udvist større levedygtighed. Det gælder først og fremmest Den christelige Børnelærdom, oprindelig offentliggjort i tidsskriftet Kirkelig Samler 1855–61 og udsendt som bog for første gang i 1868. Værket der er en troslære for voksne – ikke for børn – anses stadig af mange for en hovedkilde til studiet af Grundtvigs teologi. – Endelig noteres Smaaskrifter om den historiske Høiskole. 1872, en udgivelse hvori Grundtvig kort før sin død genoptrykte de pædagogiske skrifter der efter hans eget skøn havde størst betydning. Samlingen blev en uundværlig håndbog for dem der søgte at virkeliggøre Grundtvigs skoletanker.

Af begivenheder i Grundtvigs personlige liv kan nævnes hans fjerde og sidste Englandsrejse 1843. Rejsens formål var at stifte nærmere bekendtskab med den højkirkelige "Oxfordbevægelse" repræsenteret af navne som J.M. Newman og E.B. Pusey (NB. ikke at forveksle med Oxfordbevægelsen fra 1930'erne). Bevægelsen vandt i øvrigt ikke Grundtvigs sympati. – Endvidere noteres at Grundtvig fra 1848 til 1858 var medlem af folketinget og i en kort periode 1866 medlem af landstinget. De vigtigste frugter af Grundtvigs virksomhed på rigsdagen er formentlig indførelsen af løfteparagraffen om offentlighed og mundtlighed i retsplejen, loven om sognebåndsløsning (1855) og valgmenighedsloven (1868). I kraft af disse sidstnævnte love skabtes en (vist nok) for dansk lovgivning særpræget mulighed for at frie menigheder kunne trives inden for folkekirkens rammer.

Grundtvigs første hustru, Lise Blicher, døde 1851, og kort tid derefter ægtede Grundtvig fru Marie Toft til Rønnebæksholm. Efter et kort, men usædvanlig lykkeligt ægteskab døde fru Marie i 1854 efter at have født sønnen Frederik Lange Grundtvig. 1858 indgik Grundtvig derpå ægteskab med Asta Reedtz, f. Kragh-Juel-Vind-Frijs der blev ham en selvopofrende støtte i hans sidste år.

Ved påsketid 1867 oplevede Grundtvig sit tredje anfald af sindssyge. Det første anfald havde han i december 1810 (se ovf.), det andet i 1844. Salmen Sov sødt Barnlille afspejler den vished om dåbens nåde der havde båret Grundtvig igennem krisen. Efter Grundtvigs sidste og alvorligste anfald udtalte han: "Nu har jeg stridt min Dødsstrid, og Døden maa komme, naar Gud vil det". Den 1.9.1872 stod Grundtvig for sidste gang på prædikestolen i Vartov kirke. Den følgende eftermiddag døde han. Den 11.9. blev Grundtvig begravet – efter eget ønske – i gravhøjen på Køge Ås ved siden af sin anden hustru, fru Marie.

Grundtvigs betydning for dansk kultur lader sig vanskeligt sammenfatte i få ord. Hans indflydelse spores inden for digter- og malerkunst, inden for kirke og skole og i politik. Det vil sige at hans indflydelse rækker langt ud over grænserne for den folkelige og kirkelige bevægelse der efter ham kalder sig grundtvigianismen. Under den tyske besættelse 1940-45 blev Grundtvigs digtning en magtfuld inspiration til at fastholde dansk folkelig identitet. Efter anden verdenskrig har det i 1947 stiftede Grundtvigselskab ydet en imponerende indsats i retning af at frugtbargøre den voksende Grundtvig-interesse i en række vægtige videnskabelige publikationer. I ulandene viser man i vore dage en bemærkelsesværdig interesse for Grundtvigs folkelige grundtanker. Og fra de seneste års kulturdebat herhjemme kan nævnes at også forfattere der er inspireret af ungdomsoprøret og nymarxismen i Grundtvigs skrifter finder bekræftelse på deres egne ideer. Grundtvigs mest dybtgående eftervirkning viser sig imidlertid på den måde at ord som han har talt, og tanker som han har formuleret, på en helt selvfølgelig måde er blevet en integrerende del af dansk sind og selvforståelse.

Familie

N.F.S. Grundtvig blev født i Udby ved Vordingborg, død i Kbh., begravet på Claras kgd. i åsen ved Gammel Køgegård. Forældre: sognepræst Johan Ottosen Grundtvig (1734-1813) og Cathrine Marie Bang (1748-1822). Gift 1. gang 12.8.1818 i Ulse med Elisabeth (Lise) Christina Margaretha Blicher, født 28.9.1787 i Gunslev, død 14.1.1851 i Kbh. (Vartov), d. af sognepræst, senere provst Diderik Nicolai Blicher (1746-1805) og Mette Poulsen (1751-1826). Gift 2. gang 24.10.1851 i Brøndbyvester med Ane Marie Elise Carlsen, født 4.8.1813 på Gammel Køgegård, død 9.7.1854 i Kbh. (Vartov) (søster til H. Carlsen; gift 1. gang 1840 med cand.jur. Harald Peter Nicolai Toft til Rønnebæksholm, 1812-41). Gift 3. gang 16.4.1858 i Kbh. (Frbg.) med komtesse Asta Tugendreich Adelheid Krag-Juel-Vind-Frijs, født 12.3.1826 på Vedelslund, død 5.10.1890 på Frbg. (Vartov) (gift 1. gang 1848 med godsejer, senere udenrigsminister H. C. Reedtz til Palsgård, 1800-57), d. af kammerjunker, kaptajn, greve Erhard Krag-Juel-Vind-Frijs (1788-1826) og Caroline Tugendreich Adelheid Reiche (1788-1827). – Far til Joh. Grundtvig, Svend Grundtvig og F.L. Grundtvig.

Udnævnelser

R. 1840.

Ikonografi

Mal. af C. F.Christensen, 1820 (Fr.borg), stukket af I. C. E. Walter 1822, i træsnit 1883. Tegn. af C. W. Eckersberg, 1829 (Fr.borg.), stukket af Erling Eckersberg 1830. Mal. af C. A. Jensen, 1831 (glyptoteket), litograferet 1844 og flere gange senere, flere træsnit efter dette, bl.a. af H. P. Hansen, 1870, efter tegn. af H. Olrik, stik efter det af J. Britze, 1924 og P. Ilsted, 1930. Afbildet på satirisk stik af M. Brünnich, 1831. Tegn. af J. J. Becker, 1839, litograferet af C. L. Plötz 1840. Tegn. af P. C. Skovgaard 1841 (-45) (Kgl. bibl.). Karikatur i træsnit af A. Flinch, 1842. Tegn. af P. C. Skovgaard, 1842 (Fr.borg). Mal. af C. A. Jensen, 1843 (Hirschsprung), to kopier af Stefan Viggo Pedersen 1921 og 1925 (Skovby k. ved Bogense og Vor Frelsers k., Chr.havn). Tegn. af J. Th. Lundbye i kunstnerens dagbog 1843 (Kgl. bibl.), og tegnet på talerstolen på Borchs kollegium af samme, s.å. Tegn. af J. V. Gertner, 1844 (Vartov), litograferet af L. A. Kornerup 1853 og afbildet på Gertners tegn. 1846 af Chr. VIIIs salving 1840 (Rosenborg). Afbildet på S. Schacks mal. af samme begivenhed, 1843 (St.mus.). Karikatur i træsnit 1844. Afbildet på tegn. af P. C. Skovgaard fra sejladsen hjem fra Skamlingsbanken, 1844. Karikaturtegn, af Constantin Hansen, 1846 (Fr.borg). Måske afbildet på tegn. af W. Marstrand, 1846, af den Stampeske kreds (Thorvaldsens mus.). Afbildet på J. Sonnes frise 1846-48 (på Thorvaldsens mus.). Tegn. af P. C. Skovgaard ca. 1847 (Fr.borg), mal. af samme 1847 (sst.), gentagelse 1873, flere træsnit efter maleriet, bl.a. af H. P. Hansen, af A. Bork, samt træsnit efter tegn. af E. Henningsen, alle 1883, typen benyttet på E. Henningsens mal. 1895 af naturforskermødet 1847 (Kbh.s univ., Fr.borg). Tegn. af P. C. Skovgaard, 1847?. Mal. af Constantin Hansen, 1847 (Fr.borg), gentagelse som voksmaleri (sst.), gentagelse 1863, formentlig gentagelse (folketinget), typen benyttet på sammes mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg), kopi af 1847-mal. af Ad. Larsen (folketinget), kopi af Th. Wegener (Vartov?), i træsnit af J. F. Rosenstand, 1868, og gengivet i farvelitografi af P. W. Johannsen, 1941. Buste af H. V. Bissen, 1847 (Studenterforen., Kbh.), kopi af V. Bissen, 1909 (Fr.borg), kopieret af samme på statue af G. 1894 (ved Marmorkirken, Kbh.), formentlig kopieret i buster af O. Glosimodt, 1856, og af E. Bentzen, 1879, samt i buste i ornat, måske af C. Borch 1858. Tegn. af Fredrika Bremer, 1849 (Fredrika Bremer förbundet, Sth.). Tegnet silhouet fra 1840'erne. Karikaturtegn, af P. C. Skovgaard fra 1840'erne (kobberstiksaml.). Silhouet 1853, formentlig af Claudius Rosenhoff. Træsnit af J. F. Rosenstand, 1858, efter foto, litografi af L. A. Kornerup, 1861, efter samme, træsnit efter samme efter tegn. af H. Olrik, 1861, og af C. L. Sandberg, 1871. Medalje af H. Conradsen, 1861. Mal. af Constantin Hansen, 1862 (Fr.borg), kopi af S. Konstantin-Hansen. Mal. af W. Marstrand, 1862 (rådhuset, Kbh.), litograferet af E. Fortling 1863, samt 1886 og 1918, gengivet i flere træsnit, de to af H. P. Hansen, kopi af C. C. Andersen med dragt ændret til ornat, varieret kopi i olietryk. Tegn af H. C. Ley, 1862, litograferet 1876. Tegnet i Vartov k. af A. C. Bennike fra 1860'erne (Immanuels-kirken, Kbh.). Litografi 1866 efter foto, samme gengivet i træsnit af bl.a. H. P. Hansen. Mal. af C. Dalsgaard, 1868, i Vartov. Mal. af Luplau Janssen efter foto fra 1869. Litografi og radering af Leo Enna efter foto fra 1869. Statuette af O. Evens, 1870 (Ribe stiftsmus., Nordjyllands kunstmus.). Flere silhouetter (Fr.borg, Kgl. bibl.). Tegn. af Hans Jensen, 1877, efter foto fra 1872, efter dette foto også træsnit af C. L. Sandberg, 1872, H. P. Hansen, 1883, m.fl. Mal. af J. Bless efter foto 1872, efter samme foto litografier, bl.a. to af I. W. Tegner, og træsnit, bl.a. efter tegn. af Tom Petersen, tegn. af F. Henningsen, 1887 (Fr.borg), samt linoleumssnit af K. J. Almquist, 1935. Litografi af Harald Jensen, 1906, efter foto fra 1872 som også har været forlæg for en buste af Svend Lindhart, 1933. Silhouet af Ida Schiøttz Jensen. Afbildet på mal. af Carl Thomsen, 1900, forestillende G. i Udby k. 1810. Statue af Rasmus Bøgebjerg, 1903. Buste af Niels Skovgaard, 1908 (efter foto fra 1869), i polykrom keramik af Karl Schrøder (Kgl. bibl.), replik (G.s hus, Kbh.). Maske, efter samme foto, af A. Bundgaard (på Chr.borg). Relief på udkast til monument af N. Hansen-Jacobsen, 1912 (Vejen mus.). Udkast til monument af J. Gelert, 1914. Statuette af Niels Skovgaard 1912-14 (St. mus.), udkast til statue 1932 (Vartov, gården). Mal., "der er tænkt på G.", af Hans W. Larsen, 1939. Afbildet på mal. af Anna Maria Mehrn udst. 1943 og 1944. Mal. af G. ved sin mors grav, af V. Neiiendam 1946. Mal. af Hjalte Skovgaard, 1947 (Suldrup k.). Foto. – Mindestøtte på Skamlingsbanken 1884. Grundtvigskirken i Kbh. er opført 1921-40 som monument for G. i stedet for en statue. Bautasten på Udby kgd. 1887 med udsmykning af Magnus Pedersen. Mindetavle for G.s konfirmation (Thyregod k.). Mindesten i Hansignelund, Ølgod. – Povl Eller og Steen Johansen: N. F. S. Grundtvig portrætter, 1962.

Bibliografi

Bibliografi. Steen Johansen: Bibliografi over G.s skrifter I-IV, 1948-54. Aage Jørgensen: G. lit. 1963-73,1975. Udg. Poetiske skr., udg. Sv. Grundtvig, C. J. Brandt og Georg Christensen I-IX, 1880-1930. Udvalgte skr., ved Holger Begtrup I-X, 1904-09. Værker i udvalg, ved Georg Christensen og Hal Koch I-X, 1940-49. Den christelige børnelærdom, 4. udg. 1941. Sangværk til den da. kirke I-VI, 1944-64. Christenhedens syvstjerne, m. tillæg, udg. Th. Balslev, 1955-56. Taler på Marielyst højskole 1856-71, udg. Steen Johansen, 1956. Udvalgte digte, udg. Steen Johansen, 1963. G.s skoleverden i tekster og udkast, udg. K. E. Bugge I-II, 1968. Konfrontation. G.s prædikener i kirkeåret 1854-55 på baggrund af Kierkegaards angreb, udg. P. G. Lindhardt, 1974. Regeneration. G.s prædikener i kirkeåret 1855-56, udg. P. G. Lindhardt, 1977.

Kilder. Breve fra og til G., udg. Georg Christensen og Stener Grundtvig I-II, 1924-26. G.s erindr, og erindr, om G., ved Steen Johansen og H. Høirup, 1948. N. F. S. G.: Dag- og udtogsbøger, udg. G. Albeck I-II, 1979.

Lit. F. Rønning: Den grundtvigske slægt, 1904. Samme: G. I-IV, 1907-14. H. Brun: Biskop G.s levnetsløb I-II, 1882. H. Helweg: G.s sindssygdom, 1918 (2. opl. 1932). Edv. Lehmann: G., 1929. Hal Koch: G., 1943 (2. udg. 1959). Grundtvig-studier, 1948ff. P. G. Lindhardt: G. An introd., London 1951. Samme: G., 1964 = Gads biografiserie. Carl Weltzer: G. og Kierkegaard, 1952. Niels Kofoed: G. som selvbiograf, 1954. H. Høirup: Frederik Lange Grundtvig, 1955. Johs. Knudsen: Danish rebel, Philad. 1955. Kaj Thaning: Menneske først –, 1963. Samme: For menneskelivets skyld, 1971. Ebbe Reich: Frederik, 1972.

Digtning og filologi. Uffe Hansen: G.s salmedigtn. I–III, 1937-66. Gustav Albeck: G. og Norden, 1942. Samme: Omkring G.s digtsamlinger, 1955 = Acta jutlandica XXVII, suppl. A, hum. ser. XL. Helge Toldberg: G. som filolog, 1946. Samme: G.s symbolverden, 1950. Magnus Stevns: Fra G.s salmeværksted, 1950. Søren Holm: Mythe og kult i G.s salmedigtn., 1955. Jørgen Elbek: G. og de græske salmer, 1960 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn., CCXLI. Fl. Lundgreen-Nielsen: G. – skæbne og forsyn, 1965. Chr. Thodberg: En glemt dimension i G.s salmer, 1969. Andr. Haarder: Beowulf. The appeal of a poem, 1975.

Historieskrivning. Erik Møller: G. som samtidshistoriker, 1950. Will. Michelsen: Tilblivelsen af G.s historiesyn, 1954. Samme: Den sælsomme forvandling i G.s liv, 1956. S. Aa. Aarnes: Historieskrivn. og livssyn hos G., Bergen 1961.

Skoletanker, politik. Fr. Wartenweiler-Haffter: Ein nord. Volkserzieher, Bern 1913. Noëlle Davies: Education for life, London 1931. Den danske folkehøjskole, red. Ernst J. Borup og Fr. Nørgaard, 1939. Poul Andersen: G. som rigsdagsmand, 1940. R. Skovmand: Folkehøjskolen i Danm. 1841-92, 1944. K. E. Bugge: Skolen for livet, 1965 Ejvind Larsen: G.- og noget om Marx, 1974.

Teologi, filosofi, etik og psykologi. Anders Nørgaard: Grundtvigianismen I–III. 1935-38. C. I. Scharling: G. og romantiken, 1947. H. Høirup: G.s syn på tro og erkendelse, 1949. Samme: Fra døden til livet, 1954. V. Grønbæk: Psykologiske tanker og teorier hos G., 1951. H. Aronson: Mänskligt och kristet, Sth. 1960. T. Ehne-vid: Församlingsetik. Studier över G., M. Pontoppidan och E. Billing, Lund 1969 = Studia theologica lundensia XXIX. Hellm. Toftdahl: Kierkegaard først – og G. så, 1969.

Papirer. Papirer og breve i Kgl. bibl. Embedsskrivelser og -protokoller i Rigsark. og Landsark. for Sjælland. - Registrant over G.s papirer, udg. Grundtvigselsk. og Det danske sprog- og lit.selsk. I-XXX, 1957-64. Registrant over G.s breve, udg. Grundtvigselsk. og Det danske sprog- og lit.selsk., 1961. Steen Johansen: Det Grundtvig-Boienske familiearkiv i Kgl.bibl. i Fund og forskning XXIII, 1977-78 129-40.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. E. Bugge, Povl Eller: N.F.S. Grundtvig i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290238