Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Morten Reenberg

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Morten Reenberg, Morten Clausen Reenberg, 18.6.1660-23.2.1736, præst. Født i Viborg, død i Kbh., begravet sst. (Frue kgd.). R. blev student 1677 fra Viborg og tog teologisk attestats 1682. De følgende syv år færdedes han uafbrudt på studierejser i udlandet. Først besøgte han Gluckstadt hvor han var i huset hos slotspræst Peter Zitscher, derpå drog han til Holland og England (med lange ophold i Cambridge og Oxford); 1688 tog han på grund af de urolige politiske forhold til Paris hvor han bl.a. traf den senere teologiske professor Hans Bartholin der blev hans nære ven for livet, og efter et nyt besøg i England, Holland og Tyskland var han igen hjemme 1690. I disse mange studieår havde R. haft lejlighed til at samle sig en grundmuret lærdom ikke mindst i de eksegetiske og kirkehistoriske fag. Fraset nogle småting har han dog ikke udgivet noget, blot efterladt et par afhandlinger i håndskrift. Livet igennem fortsatte han imidlertid sine studier, var ejer af et omfattende og værdifuldt bibliotek og af en større samling malerier, mønter og naturalier. Teologisk set repræsenterede R. afgjort den lutherske ortodoksi: et sammentræf i Leipzig med pietisternes hovedmand P. J. Spener var forløbet meget køligt, derimod havde han ved sit ophold i England vundet dyb sympati for engelsk teologi og engelsk kirkeliv. 1693 måtte R. udenlands igen, idet han blev udnævnt til feltprovst ved de danske hjælpetropper i Flandern. Mange farer og besværligheder oplevede han i denne stilling, indtil han nogle måneder senere s.å. blev kaldet til sognepræst i Stege og provst på Møn. Trods et heftigt sammenstød med biskop H. Bornemann ved sin første landemodeprædiken i Roskilde vandt R. sig snart stor anseelse ved sin virksomhed og administrative dygtighed. Med særlig interesse tog han sig af skolevæsenet og kirketugten. Han blev tillige kendt som en kraftig personlighed som få kunne bide skeer med. Et talende minde om hans originale indfald var i mange år de mærkelige indskrifter han lod anbringe i præstegården i Stege.

1709 udnævntes R. uden ansøgning til sognepræst ved Helliggejst kirke i Kbh., hvorfra han 1720 forflyttedes til Vor Frue som sognepræst og stiftsprovst. Begge steder kom han sammen med sine menigheder til at gennemleve alvorlige tilskikkelser: 1711 den store pestepidemi og 1728 hovedstadens brand der bl.a. tilintetgjorde hans rige samlinger, men bestandig viste.han sig uforfærdet og forstod ved ord og handling at sætte mod i de forsagte. Som præst og prædikant skaffede R. sig en del fjender ved sine skarpe, satiriske udtalelser, men endnu større var dog tallet af hans beundrere og venner. Alle måtte indrømme, at karakteristisk for R. var det fremfor alt, at han ikke kendte til at tage personlige hensyn, end ikke over for hoffet; altid var han ubøjelig i sin opfattelse af sandhed og ret, ubetinget kunne man stole på hans ord. Hans ejendommelige, helstøbte personlighed gav sin navnlig udtryk gennem hans forkyndelse, indtrængende, alvorlig, strengt ortodoks som den var af indhold og livfuld, engelskpræget i formen, ofte spækket med mærkelige ordspil, dristige sammenligninger og djærve vendinger, ikke sjældent dog med forkærlighed for det søgte både i tekstvalg og tekstbehandling. Fra første færd var R. en modstander af den pietistiske retning der begyndte at arbejde sig frem under Frederik IV – Tranquebarmissionen anså han således for djævelens værk – men først i Christian VIs regeringstid kom det til skarpe sammenstød mellem R. og de vakte. Atter og atter ivrede han i sine prædikener mod pietisterne der ved deres opfattelse af bodskampen syntes ham at lære mennesker at tvivle om deres salighed, og til gengæld måtte han finde sig i at få et dårligt skudsmål i de vakte kredse. Særlig den entrepenante Marie Wulf der afholdt forsamlinger i værtshuset Den gyldne okse, var en hadefuld modstander af R. hvem hun ikke betænkte sig på bl.a. at kalde "et godt udvalgt djævelens redskab". I kommissionen af 1733 til undersøgelse af klagerne over pietisterne fremkom R. da også med alvorlige besværinger, og han har næppe med glæde bøjet sig for kongens påfølgende befaling om ikke at angribe vækkelsesrøret fra prædikestolen. Endnu 1733 måtte dog Christian VI lade "den gamle Provst" modtage strenge advarsler fordi han havde ført "unyttig Tale". – Trods alle særheder og snurrigheder var R. en personlighed somgjorde indtryk på sin samtid, og længe varede det inden den glorie, som sandhedskærlighed og løvemod havde kastet om R.s skikkelse, tabte sin glans. - Konsistorialråd 1717.

Familie

Forældre: borgmester Claus Christensen (Skriver) R. (1610–71) og Mette Pedersdatter (Løvenbalk) (1618–77). Gift 1694 med Marie Margrethe Bagger, født 1647, død 2.5.1739 i Kbh. (Frue) (gift 1. gang med sognepræst i Stege Hans Danielsen Gemzøe, ca. 1640–93), d. af professor i Lund Ole B. (1607–77) og Marie Lauridsdafter (død 1650). -Bror til Tøger R.

Annonce

Ikonografi

Mal. af J. H. Coning, 1724, efter dette stik af O. H. de Lode, 1746.

Bibliografi

Progr. fun. univ. Hafn. over M. R., 1737 (optr. i Dänische Bibl. I, 1738 419–40). H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 3.r. III, 1881–82 481–507 775–828; 4.r. II, 1891–93 308–22 (breve); 5.r. I, 1901–03 236–80 (udvalg af R.s brevbog) 311–15; III, 1905–07 208–10; IV 1907–09 298 304f 311; V, 1909–11 188f 661–67 670–75 703 741–43. Frede Bojsen: Af Møns hist. VII, 1923 7–84. Bj. Kornerup: Vor Frue kirkes og menigheds hist., 1929–30 279–85 290 292–96 324. Jørgen Lundbye: Kirkekampen i Danm. 1730–46, 1947 28–43 o.fl.st. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Morten Reenberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296249