Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Michael Gottlieb Birckner

Oprindelig forfatter TKj
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Michael Gottlieb Birckner, 21.8.1756-1.12.1798, præst, politisk skribent. Født i Kbh. (Petri), død i Korsør, begravet sst. B. blev, efter som 3-årig at være blevet forældreløs, opdraget hos Adolph Reersløv, bedemand i Kbh. 1772 blev han student (privat). I de følgende år måtte han der altid levede i trange økonomiske kår ernære sig ved at undervise. Da han samtidig drev studier i sprog og filosofi fik han først 1784 sin teologiske embedseksamen. Han havde vanskeligt ved at finde et kald og måtte vente til 1790 før han kunne tiltræde som residerende kapellan på vesterhavsøen Föhr. Fra 1792 beklædte han en tilsvarende stilling i Korsør. 28.11.1798 blev han udnævnt til sognepræst i Vemmelev og Hemmeshøj. Da han ikke nåede at tiltræde stillingen mistede hans efterladte hustru pensionen. Hun blev dog hjulpet idet venner af B. skød 2500 rdl. sammen til hende. I den livlige debat om politiske forhold der fandt sted i Danmark-Norge i slutningen af 1700-tallet skabte B. sig et navn med sine indlæg om trykkefrihedsspørgsmålet. Første gang 1791 med en artikel i Minerva Om Trykkefrihed. Det endelige gennembrud kom dog først 1797 med skriftet Om Trykkefriheden og dens Love der vakte stor opsigt og fremkaldte talrige anmeldelser, bl.a. af P. Collett. Allerede s.å. kunne bogen udsendes i et nyt oplag, og da successen det følgende år blev fulgt op med udgivelsen af B.s Samlede Skrifter I-IV udgjorde Om Trykkefriheden og dens Love det første bind. Til denne udgave der var det tredie oplag af bogen inden for et år tegnede der sig ikke mindre end 2100 subskribenter; Om Trykkefriheden blev en af 1790ernes største bestsellere. Samlede Skrifter II omfattede en række Videre Undersøgelser om Trykkefriheden og dens Love hovedsagelig foranlediget af reaktionerne på den foregående bog om trykkefriheden. Bd. III og IV hvoraf det sidste blev udgivet posthumt af A. S. Ørsted indeholdt foruden den ovenfor nævnte artikel fra 1791 en række mindre betydende arbejder, fortrinsvis om religiøse spørgsmål.

I sit hovedskrift om trykkefriheden nåede B. efter en gennemgang af de eksisterende presselove frem til det resultat at der i Danmark de jure kun var frihed til at skrive "Kogebøger, Syltebøger [og] Prækener". Ganske vist var der som den offentlige debat i 1790erne viste det en betydelig de facto trykkefrihed, men altid af et usikkert omfang. Ingen skribent kunne på forhånd vide hvornår der ville blive rejst sag imod ham hvortil kom at tidens pressesager, bl.a. mod P. A. Heiberg og Malthe Conrad Bruun, efter B.s opfattelse viste at hvad den ene kunne sige og gentage upåtalt blev den anden straffet for. Heri havde han utvivlsomt ret. Over for disse forhold der var vilkårlige og skadelige for lovens og regeringens anseelse opstillede B. kravet om en udstrakt og velafgrænset trykkefrihed som tillod forfatterne at skrive frit om alle offentlige anliggender. Som eneste begrænsning forestillede B. sig at det skulle være ulovligt direkte at opfordre til oprør mod regeringen for med "physisk Magt" at kuldkaste eller forandre styreformen. I forlængelse af disse tanker om en radikal ytringsfrihed udviklede B. teorien om, hvad der senere er blevet kaldt den opinionsstyrede enevælde. B. tænkte sig trykkefrihedsloven ophøjet til en "Fundamental-Lov, som ingen Regiering maae have Tilladelse til at rokke" (Sml. Skr. I, 66). Den således sikrede ret til at kritisere alle offentlige anliggender ville – inden for enevældens rammer – fremme borgernes ansvarsfølelse over for samfundet. De ville blive "frie, myndige Statsborgere" og ikke bare "umyndige Børn". Fremdeles ville trykkefriheden virke som et middel til at underrette monarken om "sit Folks sande, almindelige Mening" og dermed gøre det muligt for ham at regere i overensstemmelse med folkets ønsker og i respekt for folkesuveræniteten. Endelig ville den sikrede trykkefrihed kunne bruges som en slags konstitutionel kontrol over for slette regenter hvem "Frygten for den Dom der vil fældes over ham fra Publicitetens Tribunal, [vil] afholde fra Uretfærdighed og Undertrykkelse" (sst., 62).

B.s tanker om et opinionsstyret enevælde var ikke enestående i tidens offentlige politiske diskussion. Tværtimod var det alment accepterede forestillinger der hos ham fandt deres mønstergyldige udformning i et elegant og vittigt sprog hvad der formentlig forklarer B.s succes. I vide borgerlige kredse i Danmark og Norge så man en udviklingsmulighed i denne ejendommelige krydsning mellem demokratisk og enevældigt styre. Man mente at have fundet vejen til en lige så demokratisk kontrol med lovgivningen og med regeringsmagten som i et valgdemokrati efter fx amerikansk eller fransk forbillede – men uden at have stillet sådanne krav om ændring af styreformen at de på forhånd måtte forekomme regeringen uacceptable. Tanken var nærliggende da det i samtiden var en almindelig opfattelse at regeringen allerede til dels førtes i overensstemmelse med den offentlige mening. Således havde både finansernes stilling og landbosagen været udlagt til offentlig forhandling i årene efter 1784. B. opfordrede i sit hovedværk Kronprinsen til at indføre trykkefriheden ved en "Revolution fra oven". Snart opmuntrede han Kronprinsen ved udsigten til at "hans Navn skal prange i Menneskelighedens Aarbøger med udødelig Glands, naar Alexanders, Philips og Ludvig 14des Navne ere udslettede ..." – snart truede han ved at henvise til Frankrig, "hvor Folket egenmægtigt afkastede de paalagte Lænker og eftertrykkelig giennemsatte sin Villie" (sst., 75f 95). Hans opfordringer var imidlertid forgæves, og 27.9.1799 blev der med en ny, stærkt restriktiv presselov sat bom for al videre offentlig politisk debat. Nederlaget var dog ikke så totalt som det kunne synes. Der var nemlig i slutningen af 1700-tallet, bl.a. i kraft af B., opstået en borgerlig selvfølelse og selvrespekt som skulle vise sig igen i løbet af 1800-tallet. Først i Norge som fik en fri forfatning 1814, senere i Danmark i tiårene før grundloven. Det bør nævnes at B.s træffende formuleringer af kravet om fuld ytringsfrihed i alle offentlige anliggender har tjent som inspirationskilde også for nutidige overvejelser om ytringsfriheden, og at han således i sjælden grad har formået at vække genklang langt ud over den tid han virkede og skrev i.

Annonce

Familie

Forældre: murermester Johan Michael B. (ca. 1725–60) og Anna Marie Wiborg (ca. 1719–59). Gift 17.7.1795 i Vester Skerninge med Henriette Christine Hornemann, døbt 26.11.1772 i Marstal, død 21.5.1845 i Kbh. (Holmens) gift 2. gang 1803 med Jonas Collin, 1776–1861) d. af sognepræst Jacob Utzon H. (1720–87) og Margrethe Christiansdatter Sadolin (1738– 1810).

Ikonografi

Stik af Lahde, 1797, litografi efter dette 1852. Monument på kirkepladsen i Korsør.

Bibliografi

Selvbiogr. i Samling af fortjente danske mænds portraiter I, udg. G. L. Lahde, 1798. – K. L. Rahbek: Erindringer af mit liv IV-V, 1827–29 (se Chr. Grünwalds reg. hertil, 1953). Fr. Rønning: Rationalismens tidsalder III, 2, 1899 384–91. Jens Arup Seip i Hist.t. 38, Oslo 1957–58 397–463. Peter Germer: Ytringsfrihedens væsen, 1973 især 200–49. Th. Kjærgaard og Erl. Kolding Nielsen: Den politiske litteratur i Danm., Norge og Slesvig-Holsten 1789–99, 1973 57–67. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thorkild Kjærgaard: Michael Gottlieb Birckner i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287042