Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mathias Storch

Oprindelig forfatter MLid
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Mathias Storch, Michael Mathias Johannes Storch, 21.4.1883-21.11.1957, præst, forfatter. Født i Manermiut ved Egedesminde, død i Jakobshavn. S. voksede op i en fangerfamilie i en lille bygd, men kom i kraft af udpræget boglige evner på Godthåb seminarium 1900–06 hvilket med den baggrund var meget usædvanligt. Efter dimission blev han sammen med en kammerat som første led i en nyordnet præsteuddannelse sendt tre år til Danmark hvor han boede hos biskop Chr. Ludwigs i Ålborg. Efter hjemkomsten kom han det første år til Frederiksdal i Sydgrønland. 1910 blev han ordineret, og efter kortere ansættelse i Sydgrønland kom han til de nordlige kolonier og endte 1920 i Jakobshavn hvor han forblev til sin død. Han var en stærk og myndig personlighed, og som første grønlænder blev han 1920 konstitueret som provst i Nordgrønland. Ved oprettelsen af en central provstestilling 1927 udnævntes han til viceprovst stadig med sæde i Jakobshavn. Han blev pensioneret 1953, men virkede lejlighedsvis som præst til sin død. – S. var en god skribent og en skarp debattør, og allerede 1914 skabte han både fürore og litterær historie ved udgivelsen af Singnagtugaq (drømmen), den første originale folkelige fortælling på grønlandsk, inspireret bl.a. af Bjørnstjerne Bjørnson. Bogen, der 1915 blev udgivet på dansk oversat af Knud Rasmussen under titlen En Grønlænders Drøm, blev fra starten opfattet som en nøgleroman hvor hovedpersonen David var S. selv. David voksede op i en lille fangerbygd, men kom på seminariet i Godthåb hvor han mødte storsamfundet på godt og ondt. Bogen skildrer dette møde – og for første gang på grønlandsk også en kærlighedshistorie mellem David og en ung pige, men ellers beskrives i bidske vendinger både det danske koloniformynderi med eksempler i grønlændernes farceagtige deltagelse i forstanderskaberne – og grønlændernes egne svagheder, fx den hårde behandling af plejebørn og forældrenes tvang ved unges giftermål. I slutningen af romanen kommer drømmen, en vision af et fremtidigt moderne Grønland, befriet fra kolonitidens ydmygelse og fattigdom, det første litterære udtryk for den længsel efter fremskridt som siden blev så fremtrædende i grønlandsk digtning og politik. Det var også S. der først krævede danskundervisning i børneskolen, ikke som et knæfald for det danske, men som et nødvendigt led i grønlændernes frigørelse og dygtiggørelse. Også denne tilsyneladende modsætning kom senere til at præge grønlandsk kulturpolitik. Hovedsynspunktet var allerede slået fast i et lille skrift 1912: "suna tungavigalugo timikkut sujumukarluarsinauvugut?" (Hvordan bærer vi os ad med at komme fremad i ydre forhold?). S. fortsatte som flittig skribent, dels i den nordgrønlandske avis Avangnåmioq, dels i den almindelige debat. 1930 udgav han på dansk bogen Strejflys over Grønland, igen et kritisk indlæg i samfundsdebatten. Han foretog også flere oversættelser, fx er hans gendigtning af Grundtvigs "I kvæld blev der banket" kendt i landet. Også en Danmarkshistorie og Bergmanns kirkehistorie har han oversat. 1921 blev han som en af landets førende mænd indvalgt i Grønlands-kommissionen og 1927–33 i Nordgrønlands landsråd som han forlod af tidsmæssige grunde. Han var nemlig en nidkær og alvorlig præst, især kendt for sin støtte til "peqatigingniat", den vækkelsesbevægelse der gik langs kysten fra 1910. For S. var den et positivt tegn på den menige grønlænders trang til religiøs aktivitet og derfor genstand for hans sympati. Han var også fast bidragyder til det kirkelige menighedsblad Nalunaerutit og har udgivet en andagtsbog: Nãmagsivoq, 1940. Om Grønlands kirke har han skrevet en artikel på dansk i den af Chr. Ludwigs redigerede bog "1721–1921". – Igennem nogle årtier var S. i kraft af sin stærke personlighed og uforfærdede selvstændighed en slags åndelig høvding, især i Nordgrønland.

Familie

Forældre: fanger David S. og hustru Sofie. Gift 1 . gang med Ane Jensine Emilie Berthelsen, død 1.5.1913 i Godthåb. Gift 2. gang 16.5.1915 i Jakobshavn med Emilie Justine Margrethe Johanne Frederiksen, født 27.7.1893 i Ikerasak, død 29.10.1955 i Jakobshavn, d. af fanger Johan F. og hustru Louise.

Udnævnelser

R. 1921. DM. 1947.

Annonce

Bibliografi

H. Schultz-Lorentzen i Medd. om den grønlandske kirkesag, 1957 nr. 89 1 lf. Nathan Petersen sst. 1958 nr. 91 20–22. B. Lynge: Viceprovst M. S., Godthåb 1962. Chr. Berthelsen: oqaluttuaativut taalliaativullu, 1974 61–67.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mads Lidegaard: Mathias Storch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297889