Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Martin Reinhardt Ursin

Oprindelig forfatter SAakj
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Martin Reinhardt Ursin, Martin Reinhardt Krüger Ursin, 5.8.1795-23.8.1855, præst, topografisk forfatter. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet i Viborg. U. blev student 1813 fra Metropolitanskolen, cand.teol. 1818 og udnævntes 1827 til residerende kapellan ved Viborg domkirke og Asmild-Tapdrup sogne samt præst ved Viborg tugthus, 1833 til sognepræst ved Viborg Sortebrødre kirke, 1843 ved domkirken og Asmild-Tapdrup sogne samt stiftsprovst i Viborg stift og provst for Viborg købstad med annekser. 1849 udgav han Stiftsstaden Viborg. En topographisk, historisk og statistisk Beskrivelse; den hører til de lødigste ældre købstadhistorier, er bygget på grundige undersøgelser og rummer i sammentrængt form en betydelig stofmængde. Den livfulde og virksomme mand tog ivrigt del i byens liv, var direktør for Viborg og omegns sparekasse 1830– 55, tog sig varmt af Viborg stiftsbibliotek og var en årrække sjælen i Viborgs dramatiske selskab. Også som prædikant var han meget anerkendt og vandt 1830 præmie af det evangelisk-christelige prædike-legat.

Familie

Forældre: premierløjtnant i søetaten Georg Jacob Krüger (1771–tidligst 1800) og Jacobine Ursin (1772-1819, gift 2. gang 1807 med skibsreder og værftsejer Lars Larsen, 1758-1844). Gift 4.11.1834 i Viborg med Hansine Kirstine Ingstrup, født 18.4.1811 i Viborg, død 28.8.1880 i Kbh. (Trin.), d. af amtsforvalter Frantz I. (1783-1827) og Anna Marie Stilling (1782-1860).-Bror til G. F.U.

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Viborg byes og omegns sparekasse 1828-1928, red. Ad. Lomholt, 1928 især 83-85. Viborg købstads hist., red. Sv. Aakjær I–II, 1940.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Aakjær: Martin Reinhardt Ursin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298754