Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lucas sDebes

Oprindelig forfatter ADegn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Lucas sDebes, Lucas Jacobsen Debes, 1623-28.9.1675, præst, topograf. Født i Stubbekøbing, død i Torshavn, begravet sst. D. blev student 1647 fra Slagelse, kapellan i Torshavn 1651, sognepræst og rektor ved latinskolen sst. 1652, viceprovst 1667, landprovst 1670 og magister 1673. Foruden at være en lærd mand besad D. praktisk evne og en dygtighed til at fremstille en sag mundtligt eller skriftligt som sikrede den et heldigt udfald. Han må tillige have været en vindende personlighed. Da han i krigsårene 1658-59 rejste til Danmark for at opnå begunstigelser for skolen og sig selv, blev skibet opbragt af svenskerne og ført til Göteborg, men ved sin lærdom og sine prædikener vandt han kommandantens gunst så at han blev frigivet efter et års fangenskab og kom til Kbh. For befolkningen på Færøerne var det et held at have en mand med en retfærdighedsfølelse og uforfærdethed som D. der aldrig blev træt af at påtale de Gabelske embedsmænds ulovligheder. Ved forordning af 29.4.1661 havde Gabel opnået at intet klagemål mod magthaverne på øerne kunne komme frem til kongen uden at det først kom til disses kundskab, og selvfølgelig gjorde de alt hvad der stod i deres magt for at hindre D. i at komme fra øerne og forebringe kongen befolkningens klagemål. 1670 og 1671 lykkedes dette fogeden, men 1672 kom D. af sted sammen med to færinger, og de medbragte da et så stort bevismateriale mod fogeden at de for en kongelig kommission fik sat alle deres ønsker igennem. Med kommandanten på Torshavns skanse, Claus Becker, der på en skammelig måde havde krænket D.s hus lå han også i strid. Dec. 1673 udgav han to bøger af hvilke Kongelig Majestæt ved Propheten Jeremiam affmaled var foranlediget af den tekst han havde valgt 17.8.1670 da han prædikede i Torshavns kirke ved arveedens aflæggelse til Christian V, nemlig profeten Jeremias ord. "Voris Hoffvedets Krone er affalden". Den anden bog, Færoæ et Færoa reserata som vakte stor opsigt da den udkom, og er oversat både til engelsk og tysk er endnu en hovedkilde for dem der vil søge oplysning om Færøerne. -D. havde ingen børn, men flere af hans søsters talrige efterkommere har antaget slægtsnavnet D.

Familie

Forældre: residerende kapellan i Stubbekøbing, senere sognepræst på Bogø Jacob Nielsen (1558-1633). Gift Anna Rasmusdatter (gift 1. gang med sognepræst i Torshavn Hans Rasmussen, 1603-51), d. af sognepræst på Vågø Rasmus Sørensen (1574-1641).

Bibliografi

L.D. Færøernes beskrivelse, 1963 (faksimileudg. med indledn. og noter af Jørgen Rischel). - N. Andersen: Færøerne 1600-1709, 1895 390-401. Jon Helgason: L. D., 1940.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anton Degn: Lucas sDebes i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288786