Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

L. N. Fallesen

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

L. N. Fallesen, Lorenz Nikolai (Nissen) Fallesen, 20.4.1757-11.7.1824, præst. Født i Binderup, Bjert sg., Haderslev amt, død i Kbh., begravet sst. (Trin. kgd.). F. blev student 1777 fra Haderslev, cand. teol. 1784, resid. kapellan i Tikøb s.å. og præst i Citadellet 1790. Da hans bryst blev angrebet af den støvede kaserneluft her søgte han og fik 1793 præstekaldet i Søborg og Gilleleje. 1797 blev han resid. kapellan ved Vor Frue kirke i Kbh. og 1808, efter kirkens brand, sognepræst ved Trinitatis kirke sst. 1824 tog han sin afsked. – F. var en typisk liberal oplysningspræst der livet igennem virksom og utrættelig arbejdede for på enhver måde at være til gavn både for de menigheder hvis sjælesørger han var, og for hele det danske kirkesamfund. Principielt stod han på samme teologiske stade som sin ungdomsven H. G. Clausen. Uden formelt at skyde åbenbaringen til side forkyndte han en "fornuftig" kristendom der væsentligt samlede sig om den første trosartikel og morallæren. Han er dog mindre konsekvent end Clausen og, til dels som følge af sit blidere temperament, mere tilbøjelig til en akkomoderende betragtnings- og udtryksmåde. Særlig efter at F. var kommet til Kbh. hvor han i over ti år virkede i nært samarbejde med Clausen fik han betydning som præst. Han var vel langtfra så fremragende en prædikant som denne, men de ikke få prædikener han har udgivet viser at hans forkyndelse trods et stærkt forstandsmæssigt præg og et vist hang til det udtværede ofte var båret af en ejendommelig varme og friskhed, og det faldt ham let at give levende, digterisk farvede skildringer af menneskelivet og naturen, især i Høsten og Gravene, 1798. Hans prædikener tager særlig hensyn til dagliglivets tarv og har ofte et enkelt livsforhold til tema. -Større betydning end som præst havde dog F. som tidsskriftudgiver. Han grundede Danmarks første virkelige teologiske tidsskrift Magazin for Religionslærere I-VI, 1793-97, fortsat som Nyt Magazin for Religionslærere I-VI, 1798-1802, Theologisk Maanedsskrivt I-XII, 1803-08 og Theologisk Qvartalskrivt I-II, 1809. Som redaktør ville F. "holde Middelvejen imellem Ortodoxien og Heterodoxien", men så det i øvrigt som sin opgave midt i en religiøs gæringstid at gøre den danske præstestand bekendt med de nyere undersøgelser om bibelens ægthed og kristendommens væsen. Der er ingen tvivl om at F.s tidsskrifter har været af meget stor værdi for deres tidsalder, ligesom de for senere slægter indeholder et rigt stof til forståelse af oplysningstiden. - Sønnen Ludvig Sophus Fallesen, født 25.6.1807, død 13. 12.1840 blev student 1825, fik 1830 guldmedalje for en matematisk afhandling og blev s.å. cand. jur. 1833 tog han magistergraden. Efter en studierejse holdt han 1835 forelæsninger over forstvidenskab og fik titel af professor. 1836 udgav han Chronologisk Samling af de kgl. Forordninger og aabne Breve, Forst-Jagtvæsenet angående, 1839 en oversættelse af Ricardos Political economy and taxation.

Familie

Forældre: Niels F. og Anne Sophia Lauritzdatter. Gift 1. gang 1.12.1784 i Kbh. (Frels.) med Lovise Povelsen, døbt 7.6.1744 i Dråby, død 16.11.1803 i Kbh. (Frue), d. af slotsgartner på Jægerspris Jørgen Frederik P. (ca. 1708-89) og Barbara Catharina Gynther (død 1759). Gift 2. gang 1.12.1804 i Helsinge med Sara Hammer, født 12.10.1776 i Helsinge, død 27.3.1855 i Kbh. (Frue), d. af sognepræst Morten H. (1739-1809, gift 1. gang 1765 med Sara Hammer, 1739-71) og Christiane Gad (1749-1830). – Far til Edv. F.

Bibliografi

Pers. hist. t. 4. r. VI, 1903 258. – Fr. Thaarup: Fædrenelandsk nekrolog 1821-1826, 1835-44 281f 507. H. N. Clausen: Henrik Georg Clausens eftermæle, 1840 23 28. N. E. Balle i Kirkehist. saml. 2. r. II, 1860-62 799-812. M. S. Liebenberg i Pers. hist. t. IV, 1883 250. Bj. Kornerup: Vor Frue kirkes og menigheds hist., 1929-30. Samme i Den danske kirkes hist. V, 1951. Hal Koch sst. VI, 1954.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: L. N. Fallesen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289354