Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Paludan

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jens Paludan, 16.6. el. 7.1697-20.5.1782, præst, historisk forfatter. Født i Al, død i Torslunde, Smørum hrd., begravet sst. P. blev student fra Ribe 1716 og tog teologisk attestats 1722. 1718-23 havde han plads på Borchs kollegium. Som alumne her forfattede han nogle disputatser der viste interesse og evne for videnskabelige studier. Foruden en afhandling om de romerske qvæstores (1719) kan nævnes hans fire disputatser De templo, quod Roëskildiœ est. S" Lucii, 1720-22 der endnu har en vis kildeværdi fordi P. ved sin bror, borgmester og kirkeværge i Roskilde Niels Paludans velvilje har haft adgang til at benytte domkirkens arkiv som for størstedelen brændte 1728. P.s historiske interesse er sikkert blevet styrket ved at han havde Hans Gram til privatpræceptor og litterærhistorikeren Albert Thura til ven. 1723 blev han rektor i Ringsted og her samlede han afskrifter af inskriptionerne i Skt. Bendts kirke (nu i Thott, fol. 720). Efter elleve års skoletjeneste blev P. 1734 kaldet til sognepræst i Torslundemagle og Ishøj og i dette embede forblev han til sin død. Han udgav ingen skrifter men roses som en virkelig lærd mand der forenede et muntert sind med en fast karakter.

Familie

Forældre: sognepræst Hans Nielsen P. (1652-1709) og Anna Nielsdatter Heeboe (død 1700). Gift 1. gang 26.8.1726 med Charlotte Amalie Hasebard, født 15.3.1710, død 28.7.1753 i Torslunde, d. af Bolle H. (ca. 1676-senest 1719) og N. N. (gift 2. gang med amtsforvalter, krigsråd Jørgen Langfeldttil Ringsted kloster). Gift 2. gang 4.2.1755 i Torslunde med Mette Christence Lønborg, født 26. el. 30.1.1726, død 18.7.1793 i Kbh. (Trin.), d. af residerende kapellan ved Århus domk. Hans Hansen L. (1691-1753, gift 2. gang med Margrethe Mortensdatter Sommerfeld, død 1752) og Anna Rasmusdatter Rodenburg (1690-1738).

Bibliografi

F. H. Lønborg i Pers. hist. t. 5.r. IV, 1907 66 170. Norsk slektshist, t. III, Oslo 1931-32 53f (geneal.). Chr. Giessing: Nye saml. af jubellærere II, 1, 1781 (reproudg. 1979) 344-49. L. L. Kongslew: Et tillæg til beskr. over J. P.s levnet i Giessings Jubellærere, 1782. Peder Paludan: Beskr. over staden Kallundborg, 1788 VIIIf XI. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 5.r. II, 1903-05 60f. V. Mortensen i Årbøger udg. af hist. samf. for Kbh.s amt, 191821.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Jens Paludan i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295455