Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.K. Trojel

Oprindelig forfatter AkMil
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

J.K. Trojel, Jacob Kofoed Trojel, 12.6.1736-10.3.1812, præst, landøkonomisk forfatter. Født i Poulsker, død i Nebbelunde, begravet sst. T. blev student 1751 fra Odense, baccalaureus 1752 og tog teologisk eksamen 1754. 1765 blev han personel og 1771 residerende kapellan i Vissenbjerg og 1774 sognepræst i Nebbelunde og Sæddinge på Lolland hvor han tog sin afsked 1805. Som præst skildres han som jovial og vittig, stadig plaget af økonomiske bekymringer. Allerede som ung kapellan var han stærkt interesseret i landbrug og havebrug og en dygtig botaniker. Han udgav 1766 et af de tidligste danske skrifter om kartofler Afhandling om Kartoflers Avl og Brug der blev trykt i flere oplag og på landhusholdningsselskabets foranstaltning oversat til islandsk og gratis uddelt i Danmark, Norge og Island. Kort efter landhusholdningsselskabets oprettelse 1769 var T. blevet korresponderende medlem, og han indsendte flere afhandlinger til selskabet, bl.a. om Kvægsygen og Middel derfor, om havedyrkning og om en hensigtsmæssig plov. 1769 skrev han et Priis-Skrifl om Humleavlen som han senere udvidede og fik optaget i landvæsenskommissionens Oeconomiske Priis-Skrifter 1774. Efter hans død udgav man et efterladt manuskript Om Humles Anlæg og Behandling, 1814.

Familie

Forældre: sognepræst til Vissenbjerg Thomas T. (1702-69) og Elisabeth Ancher (død 1793). Gift 16.1.1779 i Rødby med Regisse Sophia Støedt, født 29.12.1747 i Sønder Nærå, død 15.5.1808 i Nebbelunde, d. af sognepræst sidst i Gudbjerg, senere provst Oluf S. (1701-73, gift 1. gang 1742 med Henriette Achthon, 1708-43) og Cathrine Marie Børresen (1718-91). – Bror til F. W. T., P. M. T. og Peder Kofod T.

Bibliografi

J. C. Bloch: Den fyenske geistligheds hist. II, 1, 1790 352f. P. Rhode: Saml. til Lålands og Falsters hist. 2. udg. 1, 1859 584.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aksel Milthers: J.K. Trojel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298561