Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.H. Monrad

Oprindelig forfatter PGLin

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J.H. Monrad, Jørgen Herman Monrad, 4.2.1848-18.10.1903, præst, forfatter. Hjemmet var præget af kontakt med vækkelsen og det sydvestsjællandske broderkonvent, og Monrad blev tidligt grundtvigsk påvirket. Han blev student (Schneekloths skole) 1877 og cand.theol. 1873. I studietiden var han "Sjælen" i Foreningen X, en kreds af grundtvigske studenter der var optaget af teologi og kirkeligt indstillet, i regelen ret konservative; de tog afstand fra al (brandesiansk) kulturradikalisme og dens venstregrundtvigske implikationer, og brandesianismen var for M. både religiøst og moralsk en personlig anfægtelse. Efter en kort tid som lærer i Kbh. og som uordineret medhjælper i Søborg blev han 1875 kapellan i Farum, 1878 sognepræst i Lem (Salling), 1883 i Køge og 1890 sin svigerfars eftermand i Vartov.

1894 blev han efter C.F. Tietgens udtrykkelige ønske den første sognepræst ved Marmorkirken hvis "gyldne katedral" efter bygherrens mening skulle rumme Vartovmenigheden. Men den spaltedes; en del fulgte Monrad, en anden del blev hvor den var, og under venstrepolitisk indflydelse dannede en gruppe Københavns valgmenighed. Monrad var en ejendommelig natur, med hang til tungsind og dog fuld af vid og lune. Hans prædikener var korte og klare (næsten alle er bevaret i manus, rige på poetiske billeder, og hans æstetiske sans kom ofte hans skribentvirksomhed til gode, fx i Studier over grundtvigske Digte, 1896. Efter C.J. Brandt overtog han 1890 (sammen med L.J. Moltesen) den kirkelige højregrundtvigianismes organ Dansk Kirketidende som han placerede på et højt niveau, takket være sin journalistiske begavelse. Ikke mindst var hans ugentlige og lapidariske, tit meget morsomme, kommentarer til aktuelle forhold med til at skabe hans ry. Som polemiker var han skarp, dog oftest loyal, ialtfald over for andre kirkelige retninger; mht. venstregrundtvigianismen kunne det knibe. M. tog afstand fra den grundtvigske højrefløj der direkte ville samarbejde med Indre mission, men førte dog sammen med Vilh. Beck an i den adresse der 1895 reelt førte til at Th. Skat Rørdam blev Sjællands biskop; også i kampen mod kirkelig vielse af fraskilte stod de sammen, og i fællesskab med V.J. Hoff hævdede Monrad over for professor P. Madsen et særdeles konservativt syn på Bibelen.

Som overbevist tilhænger af en grundtvigsk midterlinie var Monrad hovedmanden i de bestræbelser der gennem 1890erne førte til stiftelse af Kirkeligt samfund af 1898, en konservativ forening som med efterligning af Indre missions organisationer og metoder ville drage skellet mellem kirkelig og folkelig grundtvigianisme og udelukke venstregrundtvigianerne. 1893 nægtede Monrad at række Morten Pontoppidan nadveren, og i tiden derefter blev hans holdning til "nynationalismen" skarpere. Da det nye samfund mødte voldsom kritik (bl.a. fra V. Brücker), og da denne samtidig viede den fraskilte Jakob Knudsen og forsvarede hans bog (Den gamle Præst) kastede Monrad sig ud i heftig polemik mod dem begge idet han anlagde strenge dogmatiske og navnlig moralske synspunkter.

Annonce

Teologisk var Monrad "den kirkelige anskuelses" mand; kirkepolitisk fornyede han Grundtvigs syn fra 1834: folkekirken skulle betragtes som en rent "borgerlig indretning" som – netop fordi den ikke var et kristent kirkesamfund kunne omfatte både ortodokse og rationalister, blot hver part havde sine bekendelsesskrifter og sine ritualer; præsteløftet måtte følgelig ophæves, og Monrad bekæmpede menighedsrådene fordi de forudsatte "sognet", ikke "menigheden" som grundlag. Som "tålsom" kunne folkekirken – en rent økonomisk-politisk rammeordning – gøre sin nytte. Synspunktet blev trukket klart op i Folkekirkelige Overvejelser, udgivet 1902 just som debatten om J.C. Christensens demokratiserende kirkelove var på det højeste. Den blev en kirkepolitisk håndbog - dog ikke for de få grundtvigianere der ønskede en repræsentativ kirkeforfatning, men des mere for store grupper inden for venstre og helt principielt for det radikale venstre. Monrad ville være selvskreven som grundtvigsk ordfører i det kirkelige udvalg af 1904, men døde forinden; i radikal form blev hans anskuelser videreført (i og uden for udvalget) af Morten Larsen.

Monrad har udgivet Polemiske Prædikener (1893), et salmebogstillæg, 1895, tale ved rigsdagens åbning (1898), ved A.D. Jørgensens begravelse (1897) og ved C.F. Tietgens (1901). 1903 kom Minder fra Frederikskirken. Posthumt udkom (ved P.M. Larsen og Oluf Madsen) 1904 Monrads Fasteprædikener.

Sønnen Johannes Monrad, født 5.8.1876, død 25.10.1948, blev student 1897, cand.theol. 1903, s.å. lærer, 1917 medforstander ved Ryslinge højskole, og 1929 sognepræst i Kølstrup. Han udgav 1911 Grundtvigsk Kirkepolitik, 1915 Vilhelm Birkedal os redigerede N.F.S. Grundtvig. Et Festskrift, 1933.

En datter Dorothea Louise Elisabeth Monrad, født 20.1.1885, død 8.1.1965, var gift med Arne Møller, født 20.9.1876, død 5.2.1947. Denne blev cand.teol. 1900 og virkede som præst indtil han 1929 blev forstander for Jonstrup og 1937 for Haderslev seminarium. 1922 blev han dr.phil. på afhandlingen Hallgrímur Péturssons Passionssalmer. Han udgav desuden Jon Vidalin og hans Postil, 1929, Sønderjylland efter 1864, 1919, og Islands Lovsang gennem tusind Aar, 1923. R. 1936.

Familie

Født i Marvede, død i København., begravet sammesteds (Vestre).
Forældre: provst Laurits Vilhelm Monrad. (1797-1877) og Elisabeth Margrethe Frisenberg (1801-64). Gift 8.4.1875 i København (Vartov) med Louise Esther Brandt, født 24.12.1847 i Rønnebæk, død 27.8.1917 i København, d. af pastor C.J. Brandt (1817-89) og Dorothea L. E. Henningsen (1823-81).

Ikonografi

Malet skitse af Constantin Hansen, 1869. Træsnit 1894. Buste af Axel Locher ca. 1895. Litografi af Harald Jensen, 1904. Mal. af Agnes Smidt ca. 1905 (Frederikskirken, Kbh.). Foto. – Gravmæle af Niels Skovgaard, 1905.

Bibliografi

L. Moltesen i Dansk t., 1903 845-50. J.P. Bang i Dansk kirketid. 25.10. s.å. Stig Bredstrup: J. H. M, 1927. P.G. Lindhardt: Morten Pontoppidan I–11, 1950-53. Samme i Den danske kirkes hist. VII, 1958. A. Pontoppidan Thyssen i Kirkehist. saml. 7.r.III, 1957-59 285-363 (jfr. sst. II, 1954-56 171-230). Samme: Den nygrundtvigske bevægelse, 1958. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. G. Lindhardt: J.H. Monrad i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294468