• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.C. Lindberg

Oprindelig forfatter PGLin

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J.C. Lindberg, Jacob Christian Lindberg, 8.1.1797-10.12.1857, præst. Fra faderen – en rationalistisk præst – arvede J.C. Lindberg ikke blot sin kæmpeskikkelse, men også en bestandigt "kværulerende" natur og dyb sans for småfolks ret over for alle slags autoriteter. Han blev student fra Ribe 1815, cand.teol. (egregie) 1822 og dr.phil. 1828 på et emne fra fønikisk-græsk epigrafi. Han bistod biskop Friederich Münter i forskningen over orientalske indskrifter og mønter (var som numismatiker af internationalt format), udgav 1824 i Münters Miscellanea Hafniensia en afhandling om puniske mønter, og arbejdede med træskærerkunst for selv at kunne illustrere sine værker. 1822-30 var han lærer i hebraisk ved Metropolitanskolen; mange af hans elever, bl.a. H. Martensen, mindedes ham siden med taknemmelighed som åndelig vejleder, og Søren Kierkegaard, i hvis hjem han kom og som af ham lånte træk til sit billede af et "sandhedsvidne", beundrede hans "dialektiske hovede" og fremhævede ham siden i så henseende på N.F.S. Grundtvigs bekostning.

J.C. Lindberg udgav flere skolebøger i sit fag, kom jævnlig i klammeri med skolens rektor Niels Lang Nissen, og hans indædte polemik mod universitetets semitolog J.L. Rasmussen, som han regnede for totalt uduelig, vakte megen opsigt; det ansås almindeligt for Lindbergs skyld at Rasmussen til sidst begik selvmord.

Fra først af var J.C. Lindberg rationalist; under indflydelse af J.P. Mynster og især den kirkehistoriske professor Jens Møller nærmede han sig et mere kirkeligt-ortodokst stade, og Grundtvig – på hvis side han optrådte i "tylvtestriden" – greb ham snart ved sine bibelske prædikener og, på det tidspunkt, ortodokse teologi. Omsvinget som kom med "den mageløse opdagelse" af 1825 sagde derimod foreløbig ikke J.C. Lindberg noget; som de fleste anså han den "kirkelige anskuelse" blot som et led i ortodoksiens kamp mod rationalismen og nemmede ikke de helt nye perspektiver. Men J.C. Lindberg havde 1826-32 hovedrollen i opgøret med rationalisterne i kirken; Grundtvig var langt mere afdæmpet, selv om det af ham og A.G. Rudelbach 1825 grundede Theologisk Maanedsskrift også for J.C. Lindenberg var et arsenal; han ville hævde den repristinerede lutherske konfessionalisme mod rationalisterne og med statskirkens præsteed, dogmatik og liturgi tvinge dem ud af kirken (jfr. Kirkens Gienmæle) ved over for regering og offentlighed at holde dem fast på bekendelsesskrifterne, især Confessio Augustana.

Annonce

Denne kamp må ses som led i en almeneuropæisk reaktion mod den politiske og ideologiske liberalisme som fulgte af den franske revolution, og i en tid hvor revolutionsfrygt plagede regeringerne nød de kirkelige oprørere statsmagtens sympati, fordi teologisk ortodoksi er en solidere allieret for enevælde end liberal, individualistisk og demokratisk rationalisme. Også de vakte som blev forfulgt af de statskirkelige myndigheder var selv ortodokse, og så derfor med sympati på kirkekampen, men kom i klemme fordi regeringen dog til dels var nødt til at hævde præsteskabets autoritet og en vis forkyndelsesfrihed (det gav sig fx 1834 udslag i den højesteretsdom der frikendte præsten H. Visby for kætteri, efter at Lindberg havde rejst klage imod ham). Lindberg søgte allerede fra kampens begyndelse ivrigt kontakt med de vakte, og det skyldtes i høj grad ham at regeringen 1828 strengt bød præsterne ikke at vige en tøddel fra de gældende ritualer; gang på gang greb Lindberg nemlig ind for de vakte som protesterede mod præsternes vilkårlige ritualændringer.

J.C. Lindbergs strategi – den trods personlig elskværdighed utrolige opfindsomhed i retning af perfid insinuation, pedantisk ordkløveri og de "prokuratoragtige" manipulationer hvormed han (i en mængde pjecer og småskrifter med bevidst sensationelle titler) udfoldede sig – vakte almindelig harme og foragt; biskop Münter følte at han havde "næret en Slange ved sin Barm", J.P. Mynster og så at sige alle andre tog afstand, Grundtvig var ikke selv alt for begejstret, men Lindberg fortsatte ufortrødent, ikke blot med permanent forfølgelse af H.N. Clausen og hele hans familie, men fx også med et angreb på A.S. Ørsted der indirekte havde støttet Clausen ved en mindre rigoristisk tolkning af symbolforpligtelsen; angrebet var lige ved at føre til Ørsteds afskedigelse som generalprokurør. 1829 blev et nyt og voldsomt skrift mod H.N. Clausen omgående beslaglagt; der lagdes sag an, J.C. Lindberg frikendtes – et hårdt slag for Clausen – men afskedigedes så 1830 fra sit embede. S.å. udgav han på latin og dansk kirkens bekendelsesskrifter til minde om Augustanas 300-årsdag; i de følgende år fortsatte angrebene på rationalisterne, og Visby fik Lindberg dømt for injurier.

Den iver hvormed J.C. Lindberg tog sig af de vakte over for præster og domstole var uden tvivl medårsag til at vækkelsen i hovedstaden omkr. 1830 udviklede sig i sværmerisk retning; Lindberg begyndte under stort tilløb at holde (forbudte) gudelige forsamlinger i sit hjem, siden på "kalkbrænderiet", og baggrunden var hans ønske om at danne en frikirke, nu da det åbenbart ikke var regeringens hensigt at opgive sin støtte til præsteskabet. Også Grundtvig blev inddraget i dette forsamlingsvæsen, men tog iøvrigt nærmest advarende afstand fra det, og krisen løstes 1832 derved at Grundtvig fik Frederikskirken (nu Christianskirken) overladt til aftensangsgudstjenester, dog uden sakramentforvaltning. Således kanaliseredes en del af vækkelsen ind i mere kirkelige rammer, og i de følgende år fortog de sværmeriske tendenser sig ikke så lidt. Det hang igen til dels sammen med at Linberg nu skiftede kurs: omsider gik det op for ham at Grundtvig efter 1825 ikke mere kæmpede for statskirkens liturgi og bekendelsesskrifter, men for den hellige almindelige kirkes dåbspagt, og at han nu drog kirkepolitiske konsekvenser i retning af total sognebåndsløsning, kirketugt og legaliseret, dogmatisk-liturgisk præstefrihed inden for en statskirkelig ramme der ikke mere opfattedes som en kristen kirke, men som en borgerlig ordning, en almen religionsanstalt hvori også den kristne menighed under forudsætning af fornøden frihed kunne leve sit liv.

Fra ca. 1832 lagde J.C. Lindberg sin kamp an på samme linje, og den sympati han nød i alle landets vakte kredse styrkedes, da han 1833-40 udgav sin eminent betydningsfulde Den nordiske Kirketidende (fortsat 1841/42 i Dannebroge) og her ikke blot propagerede Grundtvigs teologiske og kirkepolitiske tanker, men også rapporterede om vækkelsens status egn for egn (øvrighedens ind- eller overgreb selvsagt i rigt mål medtaget); han skabte derved i vakte kredse både kendskab til ligesindede og en følelse af samhørighed trods alle geografiske og åndelige skel i 1830'erne kan man virkelig tale om et "grundtvigsk-lindbergsk" parti der som sine mærkesager havde organiserering af adresser for sognebåndsløsning og for at beholde de gamle ritualer (da det forlod at biskop Mynster var ved at udarbejde nye). Øvrigheden søgte, således ved et cirkulære 1835, at bremse Lindbergs utrættelige rejser landet rundt, men uden større held, og i Roskilde stænderforsamling vandt Lindberg – skønt ikke selv medlem – adskillige tilhængere for sogne- og præstefrihed. "Partiet" havde sine afgrænsninger i de frikirkelige kredse der fra 1839 blev baptistiske og blandt de "degnekristne" der skaredes om læreren Ramus Sørensen og havde frikirkelige idealer, men der kan næppe være tvivl om at Linbergs indsats og nye tolkning at statskirkebegrebet i høj grad bidrog til at holde den "præstekristne" del af vækkelsen (og det var langt den største) inden for kirken.

For eftertiden kom Grundtvig – takket være grundtvigianske historikere – til at stå med palmerne, men det var J.C. Lindberg som gjorde det trælse arbejde, under vilkår hvor han med sin familie ofte led nød og måtte støttes af venner eller af dronning Caroline Amalie som nok også var den der 1844 fik ham gjort til sognepræst i Tingsted; 1857 forflyttedes han til Lille Lyngby, men døde umiddelbart efter. På Falster deltog han livligt i kommunalstyret og indvalgtes 1853 i folketinget. I præsteårene fik han omsider ro til at afrunde sit virke med endnu en kæmpeindsats, den bibeloversættelse som med sit markante sprog udkom 1837-53 (nyt oplag 1857-58) og som, naturligvis især i vakte kredse hvor den nød næsten kanonisk anseelse, blev meget udbredt. Posthumt kom der endnu nogle af de numismatiske afhandlinger han aldrig selv fik tid til at afslutte.

Familie

J.C. Lindberg blev født i Ribe, død i Lille Lyngby, begravet på Frbg. Forældre: residerende kapellan ved Ribe domk. og sognepræst i Seem Niels Lindberg (1758-1830) og Anna Magdalene Jacobsdatter (1766-1840). Gift 7.4.1826 i Kbh. (Frels.) med Anna Cathrine Elisabeth Hansen, født 1.1.1805 i Kbh. (Frue), død 5.12.1866 på Frbg., datter af destillatør og brændevinsbrænder Jens Peter Hansen (Thøyring) og Elise Christiane Jørgensen (ca. 1778-1831, gift 2. gang 1817 med kontrollør Simon Simonsen, ca. 1769-1821). – Far til Niels Lindberg

Ikonografi

Afbildet på satirisk radering Tidsaanden, 1831. Litografi af F. Helsted, 1838. Træsnit af J. Lind, 1840, i Corsaren. Silhouet af N. Chr. Fausing (Kgl.bibl.). Litografi af L.A. Kornerup, 1859, efter foto, efter samme litografi af I. W. Tegner, 1867, samt træsnit. Tegn. - Mindesten i Skibelund krat, 1869.

Bibliografi

Kilder. Selvbiografi i Solennia academica, 1828 35-38. Breve i Nord. månedskr. for folkelig og kirkelig oplysn., 1881 II 61-71 81-112. Optegn. i Hist. månedsskr. for folkelig og kirkelig oplysn. I-VI, 1883-86. Breve fra og til Grundtvig II, 1926.

Lit. J. P. Mynster: Medd. om mit levnet, 1854 (2. opl. 1884) 246-48. N. F. S. Grundtvig i Dansk kirketid., 1857 861-63. Sst. 1869 706-14. H. Jørgensen: Et par ord til pastor J.C. Lindbergs eftermæle, 1858. N. F. S. Grundtvig i Budstikken VII, 1858 33-37. H. N. Clausen: Optegn. om mit levneds og min tids hist., 1877. H. Martensen: Af mit levnet I, 1882 20-22 26f. Fr. Nygård: J.C. Lindberg, den danske kirkesags forkæmper, 1897. S. Kierkegaard: Saml. værker VII, 1905 25 (3. udg. IX, 1978 35). H. Begtrup: Det danske folks hist. I, 2. udg. 1917 306-36. Kaj Baagø: Magister J.C. Lindberg, 1958 = Kirkehist. studier 2.r. V. Samme: Vækkelse og kirkeliv i Kbh. og omegn, 1960 = Vækkelsernes frembrud i Danm. I. Kn. Banning: Degnekristne, 1958 = Kirkehist. studier 2.r. IV. Samme: De sjællandske vækkelser, 1961 = Vækkelsernes frembrud i Danm. II.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. G. Lindhardt: J.C. Lindberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293599