Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ivar Baardssøn

Oprindelig forfatter HOst
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Ivar Baardssøn, Ivar Bárðarson, levede 1350, præst, kannik. B.s herkomst og fødested kendes ikke. At han kaldes "Grönlenndinger" er ikke nødvendigvis ensbetydende med at han er født i Grønland, men kan sigte til hans lange ophold der. 8.8.1341 udstedte biskop Hakon i Bergen pas for Ivarus Barderi, "hvem vi sender til Grønland i vort og vor Kirkes Ærinde". Efter al sandsynlighed er det den samme Ivarus Barderij der 25.6.1364 nævnes af biskop Botolv i Stavanger som "canonicus duodecim apostolorum Bergensis". I mellemtiden har han da opholdt sig i Grønland hvor han fungerede som "Forstander paa Biskopgaarden i Gardar i mange Aar." Den daværende biskop for Grønland, hvis embedstid regnes fra 1349 til 1368 kom aldrig til Grønland, og Ivar har da forvaltet bispesædet i hans sted. Hvis han har været den samme som den Ivarus Barderi der 18.3.1344 blev beneficeret med et embede i Bergens bispedømme, har han altså haft en kapellan til at bestyre det for sig. Ivar var blandt dem der af lagmanden for Grønland blev opnævnt til at rejse til Vesterbygden i anledning af skrællingernes overfald på denne, og fandt den ved sin ankomst dertil tom for mennesker, mens kvæg og får løb forvildede om mellem fjeldene, "og haver nu Skrællingerne al Vesterbygden inde". - Efter B. kaldes den "Ivar Baardssøns Beskrivelse af Grønland" som er et af de vigtigste aktstykker til det gamle Grønlands historie. Den stammer dog ikke fra hans pen, men er nedskrevet efter hans mundtlige beretning, idet beskrivelsen slutter således: "dette alt, som foran er fortalt, sagde os Iffuer Bardsenn Grönnlenndinger ... at han have alt dette set". Beskrivelsen omfatter kursforskrifter for sejladsen til Grønland fra Bergen og Island, topografi over fjorde, havne, kirker, klostre, gårde, bygder og ubygder samt enkelte historiske og økonomiske oplysninger. Beskrivelsen der oprindelig er affattet på norsk-islandsk i 1300-tallet foreligger i en række afskrifter fra 1500- og 1600-årene. Der findes trykte oversættelser på dansk, tysk, engelsk og hollandsk fra forskellige tider og af meget forskellig værdi. Fyldigst er bogen udgivet med udførlige kommentarer af Finnur Jónsson.

Bibliografi

Det gamle Grønlands beskrivelse af Ivar Bárðarson, udg. efter håndskr. af Finnur Jónsson, 1930. F. Gad: Grønlandshist. I, 1967.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
H. Ostermann: Ivar Baardssøn i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288082