Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Heinrich Roos

Oprindelig forfatter JPinb
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Heinrich Roos, Heinrich Jacob Valentin Roos, 26.8.1904-8.3.1977, præst, filolog. Født i Rudesheim, død i Kbh., begravet sst. (Kat. Vestre). R. tog klassisk studentereksamen i Oberlahnstein 1923 og indtrådte n.å. i jesuiterordenen. Han studerede filosofi og teologi i Valkenburg (Holland) 1925–28 og 1933–37 (præsteviet sst. 1936), afsluttende med graden lic.teol., derefter var han i Münster 1937–38 og i Breslau 1938–39. Ind imellem studerede han germansk filologi ved Kbh.s univ. 1928–32 hvor han blev mag.art. 1932. Siden 1939 opholdt R. sig fast i Kbh. hvor han virkede som præst, først ved Jesu Hjerte kirke, senere ved Skt. Augustins kirke. Samtidig underviste han ved Skt. Knuds skole og fra 1950 ved Niels Stensens gymnasium. Doktordisputatsen fra 1952 blev indledningen til et mangeårigt virke ved Kbh.s univ., først 1954–62 som lektor i tysk litteratur hvor hans åndshistorisk orienterede forelæsninger samlede mange tilhørere. Fra 1962 var han lektor i latinsk middelalderfilologi, 1966–74 tillige tilknyttet institut for græsk og latinsk middelalderfilologi som amanuensis og docent. R.s indsats her bidrog væsentligt til at gøre studiet af den latinske middelalder, og specielt af dens filosofi, til et naturligt indslag i undervisning og forskning ved universitetet. Som præst og teolog fik R. betydning for mange, vist især akademisk uddannede mennesker. Hans mangeårige indsats som gejstlig rådgiver for Academicum catholicum og som medredaktør af tidsskriftet Catholica prægede flere generationer af katolske akademikere og bidrog til at åbne en dialog mellem katolsk og andre verdensanskuelser på dansk grund. R. bidrog også med væsentlige bidrag til den økumeniske dialog. Hans udgangspunkt var den nythomistiske filosofi og teologi med dens bestræbelse på at lade tro og viden befrugte hinanden gensidigt. Samtidig var han stærkt forankret i den kirkelige, historiske tradition. Springet til R.s egentlige videnskabelige produktion er derfor ikke stort. Hans væsentligste indsats ligger inden for studiet af den middelalderlige skolastiske filosofi, men han beskæftigede sig hermed ud fra det synspunkt at denne tradition stadig var relevant og kunne bidrage til den moderne diskussion. Hovedværket er disputatsen Die Modi significandi des Martinus de Dada, som senere blev fulgt op med udgivelsen af Corpus Philosophorum Danicorum Medii Aevi hvor R. 1955–72 var en af de to initiativtagere og udgivere.

Familie

Forældre: hotelejer Heinrich R. og Elisabeth Sossenheimer.

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Bibliografi i Cahiers de l'institut du moyen-âge grec et latin XIII, 1974 82–86. – Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1952 191 f. Kaspar Kallan i Katolsk orientering 30.3.1977. Jan Pinborg i Cahiers de l'institut du moyen-åge grec et latin XXIV, 1978 3f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jan Pinborg: Heinrich Roos i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296480