Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Hejselbjerg Paulsen

Oprindelige forfattere HVG og RPaulli

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Hans Hejselbjerg Paulsen, 28.2.1905-26.11.1978, præst. Født i Østerløgum, begravet på Fjelstrup kgd. H. er født og opvokset i det dengang tyske Nordslesvig. Hans slægt fra Østerløgum går tilbage til 1700-tallet som blev emnet for hans kirkehistoriske undersøgelser, og han skaffede ad privat vej en del arkivmateriale for dagen. H. blev præget af at gå i preussisk skole. Den fortrolighed med tysk sprog og historie han her tilegnede sig påvirkede senere hans interesse for den særlige sønderjyske kirkehistorie mellem den tyske og den danske kulturkreds. H. blev student i Haderslev 1926, teologisk kandidat 1932 efter i studieårene at have tilbragt et semester i Tübingen. Allerede som student interesserede han sig for Sønderjyllands kirkehistorie og skrev speciale om oplysningstiden i hertugdømmerne 1773–1817 (hos J. Oskar Andersen). Disse undersøgelser fortsatte han efter sin eksamen og offentliggjorde resultaterne i 4 større artikler i Sønderjydske Aarbøger 1933–36. 1934–45 var H. sognepræst i Skrydstrup hvor kirken 1944 under dramatiske omstændigheder af de tyske militære myndigheder blev krævet lukket. Fra 1945 var han sognepræst i Fjelstrup. Allerede i de første afhandlinger kommer et par af de hovedsynspunkter frem som han uddybede i sine senere arbejder. For det første påpeger han at der oftest har været udvist en påfaldende ligegyldighed fra dansk side overfor den kulturelle og kirkelige udvikling i hertugdømmerne. For det andet skinner hans teologiske forkærlighed for pietismen tydeligt igennem. Hovedpersonen er oplysningstidens betydeligste kirkelige personlighed i Slesvig, generalsuperintendent J.G.C. Adler. H. opholder sig navnlig ved den såkaldte agendestrid hvor en rationalistisk præget kirkeordning blev forsøgt presset ned over befolkningen. Han gengiver med åbenbar sympati menighedernes modstand mod rationalismens forfladigede kristendomsforståelse. "De rationalistiske kirkereformer strandede på den sønderjyske befolknings religiøse selvstændighedsfølelse, på dens alvorlige kristendomssyn, dens trofaste vedhængen ved det hævdvundne, det der havde vist at kunne bære i liv og død, og dens mistænksomhed mod myndighederne og embedsmændene, dens hævdelse af gamle rettigheder." H.s videnskabelige hovedindsats er dog disputatsen Sønderjydsk Psalmesang 1717–1740. Fra Ægidius til Pontopiddan, 1962. I pietismens salmesangsfornyelse vil han efterspore nogle af de vigtigste faktorer bag landsdelens kulturelle, sproghistoriske og kirkelige særpræg. Han understreger påny at Kongeåen udgjorde en barriere i flere henseender. Således havde de sønderjyske sogne som del af Slesvig stift andre kirkeritualer, katekismer og salmebøger end kongeriget. Ganske vist var dansk fremtrædende som dagligsprog, men uanset at der ofte blev prædiket på dansk var tysk dog dominerende som kirkesprog. Det danske sprogs tilbagetrængte rolle skyldtes både indflydelsen sydfra og ligegyldighed fra dansk side. Imidlertid belyser H. i afhandlingen hvorledes der under pietismen opstod en salmesangsfornyelse i dette område der udover den kristelige vækkelse betød fremgang for dansk sprog og kultur, ja endog resulterede i dybtgående ændringer i kirkelivet også i Danmark og Norge. Begyndelsen blev gjort med Varnæssalmebogen, udgivet af B. C. Ægidius. Den blev til lige inden den egentlige pietisme og bevirkede en fremgang for menighedssangen samt for dansk sprogindflydelse. Dernæst behandles Enevold Ewald der beredte vejen for den gennemgribende salmesangsfornyelse. Han oversatte salmer fra den tyske pietismes førende forfattere og gav impulser videre til bl.a. H.A. Brorson. Et af bogens overraskende synspunkter består i at Brorson ikke – som tidligere antaget – skulle være påvirket af J.H. Schrader i Tønder, men derimod i væsentlig grad har stået i gæld til Ewald. Videre analyserer H. indgående de yderst vanskelige litterærkritiske problemer vedr. Brorsons salmetekster og prøver – trods de metodiske vanskeligheder – at sandsynliggøre at Brorson skrev Troens rare Klenodie ti år tidligere end ellers formodet. Denne tidligere udgivelse 1730 skulle just hænge sammen med påvirkningen fra Ewald. Bogens anliggende er at gøre opmærksom på, hvordan denne salmesangsfornyelse har præget Sønderjylland dybtgående såvel kirkeligt som folkeligt og nationalt, ja tilmed har påvirket udviklingen også i dansk og norsk kirkeliv. – Foruden artikler i Dansk biografisk Leksikon 2. udg. udgav H. Sønderjydske Slægter I, 1941–42. Desuden var han medredaktør af Haderslev Stifts Aarbog og redaktør af Slesvigs delte Bispedømme, 1949.

Familie

Forældre: gårdmand Bertram P. (1867-1950) og Maren Callesen (1870–1917). Gift 4.2.1935 i Åbenrå med Anna Callesen, født 26.7.1908 i Gerrebæk, Tinglev sg., død 29.12.1993, d. af gårdmand Jes Lauritz C. (1876–1937) og Bothilde Weibeck (1883–1970).

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1962 203–06.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Valdemar Gregersen, R. Paulli: Hans Hejselbjerg Paulsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291043