Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H.P. Barfoed

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

H.P. Barfoed, Hans Peter Barfoed, 15.2.1770-14.11.1841, præst, seminarieforstander. Født i Tirstrup, død i Fakse, begravet sst. B. blev student fra Viborg 1789, cand.teol. 1792 og s.å. kateket ved Skt. Nicolai kirke i Kbh. hvis brand han 1795 oplevede. 1796 blev han sognepræst i Branderup hvor han forgæves søgte at få oprettet et seminarium for Sønderjylland, og 1808 forflyttedes han til Lyngby og Albøge ved Grenå. Her lykkedes det ham 1813 at få oprettet et seminarium hvis første forstander han blev. Dets formål skulle være rent praktisk, at uddanne bønder til lærere for bønder uden at hæve dem ud af bondestanden. 1821 fik B. rang med amtsprovster, og 1822 forflyttedes han til Fakse hvor han 1828 tillige blev provst i Fakse, Stevns og Bjeverskov herreder. To gange afslog han tilbudet om en bispestol. – B. var en livlig og begavet personlighed, udrustet med stor arbejdskraft og virketrang. Særlige evner besad han som pædagog og administrator. Efter sin søn Frederik B.s vidnesbyrd var han "i sit livs middag inderlig gjennemtrængt af tidens rasjonalisme". Herpå tyder også nogle særskilt udgivne prædikener fra tiden 1808–32, der afspejler en forkyndelse som på almindelig rationalistisk vis samler sig om tanken om Guds forsyn og om morallæren. De tegner tillige billedet af en mand der var varmt patriotisk interesseret. I slutningen af sit liv skal B. under påvirkning af en af sine sønner have nærmet sig en mere positiv kristendomsopfattelse.

Familie

Forældre: sognepræst i Tirstrup, senere i Lyngby og Albøge Christen Hansen B. (1730–85) og Christiane Elisabeth Kruuse (1736–77). Gift 1. gang 24.6.1797 i Kbh. (Frels.) med Marie Catharine Hjorth, født 31.12.1776 i Kbh. (Frels.), død 17.1.1816 i Lyngby, d. af brygger og borgermajor Hans Jørgen H. (ca. 1738–1805) og Dorothea Marie Ørsland (ca. 1740–1814). Gift 2. gang 25.3.1817 i Viby ved Århus med Christine (Charlotte) Guldberg (gift 1. gang 1798 med degn i Odder, cand.theol. Jørgen la Cour, 1767–1809), født 10.6. 1777 i Skagen, død 28.2.1826 i Fakse, d. af tolder i Skagen, siden i Ribe Holger G. (1735–1809) og Petrea Margrethe Schwane Bang (1759–78). Gift 3. gang 8.8.1827 i Halsted med Christiane (Elisabeth) Priergaard, født 5.8.1800 i Lille Løjtofte, død 11.3.1887 i Kbh. (Matth.), d. af degn i Lille Løjtofte, senere forvalter på Søllestedgård o.fl.st. Peter Trolle P. (1767–1834) og Else Catharine Dorothea Barfoed (1768–1842). – Far til Frederik B. og Immanuel Barfod.

Udnævnelser

R. 1836.

Annonce

Ikonografi

Min. af Turretin, 1824. Mal. af C. Weitemeyer, 1834. Litografi.

Bibliografi

L. F. la Cour: Bidrag til Barfod og la Cour slægternes hist., 1909 20 25f. Fr. Birkedal-Barfod: Stamtvl. over slægten Barfod-Barfood-Barfoed, 1925 74f. Fr. Barfod: Danmarks gejstlighed, I, 1848 144f. H. P. Barfod: Minder fra et langt liv, 1921 4f. F. Nielsen: Lyngby seminarium, 1851 1–24. J. Fausbøl: Minder fra Branderup sogn og Roost, 1911 17–20.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: H.P. Barfoed i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286503