Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eberhard David Hauber

Oprindelige forfattere PBir og MiNeii
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Eberhard David Hauber, 27.5.1695-15.2.1765, præst. Født i Hohenhasslach, Württemberg, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Petri urtegård). H. studerede fra 1709 i Tübingen hvor han 1712 blev magister. 1724 blev han kapellan i Stuttgart, 1726 superintendent i Schaumburg-Lippe, 1727 doktor i teologi i Helmstedt og foretog derefter en rejse til Holland, hvor han lærte flere af de frikirkelige samfund at kende og så en enhed i den kristelige bekendelse på tværs af forskellige konfessionelle udtryk. Denne økumeniske holdning bevarede han livet igennem. Takket være Jeremias Reuss blev han 1746 kaldt til Petri kirke i Kbh. som tredjepræst, andenpræst 1747. Han fik her en lykkelig livsgerning i den tyske kulturkreds som omfattede en del af hoffet og adelen, videnskabsmænd og digtere. I særlig grad stod fyrstinden af Ostfriesland Sophie Caroline (død 1764) og Friedrich Klopstock ham personligt nær. H. var en oprigtig, lærd og beskeden gejstlig der tog et stort frivilligt arbejde op i menigheden. Biskop F. Münter roser ham med rette som en af sin tids fremragende lærde og oplyste gejstlige. Hans teologiske forfattervirksomhed var betydelig og omspændte både eksegese og opbyggelige emner. Hans skrift Vernünftige und christliche Gedancken von den geistlichen Anfechtungen, 1748–50, hvis 1. del kom på dansk 1755, viser ham som en supranatural teolog af oplysningens apologetiske type. Fra sin tidlige ungdom var H. en ivrig dyrker af naturvidenskab, kartografi og geografi, især den politiske side af denne. Han udgav allerede 1721 sit første geografiske arbejde, og i årene indtil 1730 fulgte en række større eller mindre værker, som sammen med hans forslag til stiftelsen af et tysk geografisk selskab har sikret ham en fremtrædende plads i geografiens og kartografiens historie. Ved siden af sine teologiske og geografiske studier studerede han også heksevæsen og magi og udgav i årene 1738–45 et værk i 12 bind, Biblioteca, Acta et Scripta Magica. H. var en af tidens store bogsamlere, og hans ca. 20.000 bind store bibliotek er en karakteristisk videnskabelig og bibliofil samling, i hvilken indgik samlinger af kobberstik og forskellige særsamlinger; mens hovedindholdet afspejler hele H.s vidtfavnende interesseområde. Biblioteket, over hvilket der blev udarbejdet en trykt katalog i 2 bind, blev solgt ved en række auktioner i årene 1766–68.

Fra 1753 var han medlem af Videnskabernes selskab; desuden medlem af flere lærde selskaber i udlandet. Deltagelsen ved hans død viste i hvor høj grad hans gerning var påskønnet. – Konsistorialråd 1758. En søn af H. var Ernst Christian Haüber (1730–1801), der en årrække var redaktør af Adresseavisen og i 1768 fik titel af sekretær i det tyske kancelli, han blev især bekendt for sin Beschreibung von Kopenhagen, 1770 og senere udgaver, en dansk oversættelse udkom 1783.

Familie

Forældre: sognepræst i Hohenhasslach, senere superintendent i Vaihingen og abbed i Anhausen Johann Eberhard H. (1646–1729) og Anna Margrethe (Marie) Ruoff. Gift 5.2.1726 i Vaihingen, Württemberg med Maria Catharina Sigel, født 20.10.1697 i Vaihingen, død 18.2.1759 i Kbh. (Petri), d. af apoteker Johann Jacob S. (1658–1718) og Maria Katharina Susskind (død 1728).

Annonce

Ikonografi

Stik af J. Chevillet, 1762, efter mal. af Johan Hörner, 1761. – Epitafium af Johs. Wiedewelt, 1779 (Petri urtegård, Kbh.).

Bibliografi

Kirkehist. saml. 4. r. II, 1891–93 443f (brev til Hans Gram). – A. F. Büsching: Beyträge zu der Lebensgesch. denkwürdiger Personen III, Halle 1785 161–262. Friederike Brun: Ungdomserindr., udg. L. Bobé, 1917. L. Bobé: Die deutsche St. Petri Gemeinde zu Kopenhagen, 1925 især 115–20. R. Oehme i Nordisk tidskr.f. boko.bibl.vasen 1965, 97–117. Samme: E. D. H.: Ein schwäbisches Gelehrtenleben, 1976.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Palle Birkelund, Michael Neiiendam: Eberhard David Hauber i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290888