Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Detlev Gotthard Zwergius

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Detlev Gotthard Zwergius, 7.4.1699-17.7.1757, præst, personalhistoriker. Født i Sørup i Angel, død i Slangerup, begravet sst. (kirken). Z. blev student 1716 fra Helsingør og tog teologisk attestats 1725. I mellemtiden havde han studeret i Wittenberg hvor han 1720 udgav en grundig afhandling om Newtons farvelære. 1728 blev han hører i Helsingør og s.å. præst på Amrum, men forflyttedes allerede 1732 til Slangerup og Uvelse hvor han blev til sin død. 1750 blev han tillige viceprovst i Lynge-Fr.borg herred. I Slangerup havde han til at begynde med en del besvær med at prædike da han ikke var det danske sprog helt mægtig, men snart blev han hjemmevant deri. Som præst synes han at have sympatiseret med pietismen uden dog at være yderliggående. En enkelt prædiken han har ladet trykke (Sermones ad clerum VII, 1755) bærer delvis et vækkelsespræg, og i samme retning peger hans arbejde i Slangerup for at hæve den moralske tilstand i menigheden, hans kamp mod drikkeri, julestuer o.l. samt hans iver for at oprette en dansk skole hvad der vandt Christian VI's bifald. – Det er dog på et andet område Z. har vundet varig berømmelse. Gennem hele sit liv var han en flittig historisk samler der med sin egen tydelige og faste hånd afskrev en stor mængde kildeskrifter af kirke- og personalhistorisk art. En ikke ringe del af disse er havnet i Det kgl. bibliotek og har betydelig værdi, da de til grund liggende originaler ofte er gået tabt. Det var Z.s mål at levere en fuldstændig sjællandsk præstehistorie i tre bind, men det lykkedes ham først mod slutningen af sit liv at udsende første tome på 861 sider med titlen Det Siellandske Clerisie, 1754, omhandlende biskopperne samt hof- og slotspræsterne. Z. var i sit forehavende blevet varmt støttet af biskopperne P. Hersleb og L. Harboe, og den sidstnævnte havde forsynet værket med en lang fortale. Z.s arbejde udmærker sig i høj grad ved grundighed, nøjagtighed og fuldstændighed, ved historisk opfattelse og sundt judicium. Endnu i dag må det betegnes som et kildeskrift af høj rang både til den specielle gejstlige personalhistorie og til kirkehistorien, og med rette bliver det atter og atter citeret. Manuskriptet til to følgende dele har næppe – som man undertiden har ment – ligget færdig ved Z.s død, men endnu findes forfatterens renskrift af afsnittet om præsterne ved Vor Frue kirke i Kbh. bevaret i GI. kgl.saml., fol. 1094.

Familie

Forældre: diakon, senere slotspræst ved Kronborg og sognepræst ved Marie k. i Helsingør Caj Burchard Z. (1673-1739) og Margrethe Dorothea Krock (1674-1740). Gift 1. gang med Lovise Cathrine Licht, født ca.1706, død 14.5.1737 i Slangerup, d. af kammertjener, regimentsfeltskær, senere auktionsdirektør i Kbh. Heinrich L. (død 1719) og Margrethe Evers. Gift 2. gang 17.6.1738 i Jørlunde med Lene Quist, født 11.12.1717, begr. 13.3.1797 i Slangerup, d. af sognepræst i Jørlunde, mag. Peder Q. (1667-1740, gift 1. gang med Lene Andersdatter, 1678-1703) og Gedske Marie Knopper (1683-1749).

Bibliografi

Beyträge zu der neuesten Kirchengesch., ved Josias Lorck I, 1758 684. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 2.r.II, 1860-62 449; V, 1869-71 140; 3.r.II, 1877-80 571 621 og 4.r.II, 1891-93 592f. Sst. 6.r.II, 1936-38 131f. Hist. saml. og studier, udg. H. F. Rørdam II, 1896 229 230. V. Hostrup Schultz: Helsingørs embeds- og bestillingsmænd, 1906 238f. A. P. Andersen i Fra Fr.borg amt, 1911 30-38. H. Ehrencron-Muller i Pers.hist.t. 8.r.VI, 1927 118. Arne Sundbo sst. 13.r.II, 1953 234. Bj. Kornerup: Biskop Hans Poulsen Resen I, 1928 5f. – Papirer i Kgl. bibl.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Detlev Gotthard Zwergius i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299635