Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Claus Jensen Varberg

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Claus Jensen Varberg, 1.9.1609-27.2.1671, præst. Født i Halland, død i Radsted. V. blev student 1627 fra Vor Frue skole i Kbh. og studerede siden i Rostock og Wittenberg hvor han bl.a. disputerede under Jacob Martinis præsidium. 1633 blev han mag. i Kbh. og 1635 rektor i Vordingborg. Her kom han i forbindelse med lensmanden Palle Rosenkrantz til Krenkerup (Hardenberg), og denne kaldte ham 1636 til præst i sognekaldet ved sit herresæde Radsted. 1666 blev han tillige provst i Musse hrd. V. var åbenbart en velbegavet og kundskabsrig mand som har efterladt sig flere skrifter der vidner fordelagtigt om hans plads i datidens åndsliv. Allerede tidligt viste han sig som en skribent hvem pennen faldt let i hånden, og hans senere arbejder Compendium theologicum, 1644 og det tilsvarende Den guddommelige Lærdoms korte Begrib, 1645 giver kort og klart en oversigt over grundbegreberne i tidens teologi. V. var nær knyttet til mænd som biskopperne H. P. Resen, H. H. Resen og Jesper Brochmand, og hans skrifter viser ham som typisk repræsentant for den ortodokse lutherdom. Han har også forsøgt sig som dansk digter i Kierligheds Kierlighed, 1654 der giver en udvikling af kærlighedens natur og former. Langt mere vellykkede er dog hans latinske Epigrammata I–IV, 1642 der indeholder adskillige elegant turnerede disticha og desuden har en vis historisk betydning i kraft af dels en række hyldestdigte til fremtrædende personligheder i datiden, dels digte der beskriver lokaliteter ved Krenkerup slot og have.

Familie

gift 1. gang med Gunild Jacobsdatter, født ca. 1603, død 25.5.1664 (gift 1. gang med sognepræst i Radsted Anders Gunderup, ca. 1603-30, gift 2. gang med sognepræst sst. Poul Tistad, død 1636). Gift 2. gang med Christine Jørgensdatter.

Bibliografi

P. Rhode: Saml. til de da. øers Lålands og Falsters hist. 2. udg. I, ved J. J. F. Friis, 1859 451. Pers. hist. t. III, 1882 268; 8.r.VI, 1927 226 (Jens Bircherods dagbøger). Kirkehist. saml. 3.r.V, 1884-86 128. Hist. saml. og studier, udg. H. F. Rørdam I, 1891 548 (Hans Sadolins dagbog).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Claus Jensen Varberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298929