Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christen Lassen Tychonius

Oprindelig forfatter RPaulli
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Christen Lassen Tychonius, Christen Lasson Tychonius, 17.8.1680-24.12.1740, præst, forfatter. Født i Sal ved Holstebro, død i Viborg, begravet sst. T. var et glimrende lærehoved, næsten vidunderbarn, blev student 1695, dimitteret af faderen, tog n.å. baccalaureusgraden og 1697, kun sytten år gammel, teologisk eksamen. Efter at have haft forskellige pladser som huslærer og uordineret medhjælper blev han 1701 – onde tunger påstod ved et mindre fint trick – residerende kapellan i Skive og Resen; han arvede n.å. svigerfaderens sognekald sst., tog magistergraden 1706 og kreeredes til provst i Hindborg hrd. 1709. Den første tid i Skive var han afholdt af befolkningen, men det gode forhold er øjensynlig ændret i årenes løb; trættekær og stivsindet som han var kom han jævnlig i konflikt med sine omgivelser og rendte sig adskillige staver i livet; desuden havde han en skarp tunge og sagde mange ondskabsfuldheder både til og om folk, også fra prædikestolen. Da han i sin spot heller ikke gik af vejen for det blasfemiske, var der også dem der beskyldte ham for at være ateist. Hans ærgerrighed var Viborg bispestol, men både 1713, 1720 og 1725 blev andre valgt dertil; sidstnævnte år fik han tilbud om Christianshavns sognekald, men betakkede sig. 1727 nærmede han sig sit mål for så vidt som han blev stiftsprovst i Viborg, men længere nåede han heller ikke; 1735 blev han atter forbigået da Andreas Wøldike blev hans biskop. Med denne stod han på en meget dårlig fod, og til forgængeren Johannes Trellund var forholdet heller ikke det bedste; af de fem Viborgbisper han fungerede under synes han at have stået den berygtede Bartholomæus Deichman nærmest, ligesom han var nøje knyttet til dennes bundsforvant Christian (à) Møinichen bevarede breve fra T. til Møinichen røber en mærkelig blanding af ærbødig smiger og familiær forsorenhed. Med Søren Lintrup havde han fælles interesser som stor bogsamler. Han havde et godt bibliotek, var berømt for sin lærdom og erklærede ugenert: "Jeg kiender de fleste Skrifter siden Apostlernes Tider". At han virkelig havde læst sine bøger ses af den Conspectus librorum qvorundam eximiorum han efterlod sig, og som indeholder en interessant ræsonnerende gennemgang af en lang række teologiske værker (trykt i Tychoniana II, 1772). Af hans øvrige lærde arbejder kan nævnes den grundige, efter kgl. befaling udarbejdede Den hellige Augsburgiske Bekiendelses Historie, 1730-32.

I Viborg blev T. modeprædikant i stor stil, men hans krakilske sind fornægtede sig heller ikke her, og når tilstrømningen til hans prædikestol var så overvældende skyldtes det måske ikke blot hans ubestridelige veltalenhed, men også den pirring tilhørerne kunne have af hans jævnlige udfald og stiklerier som enhver kunne give rigtig adresse selv om der ikke var nævnt navne. To af hans prædikener foreligger trykt, begge fra 1735, nemlig ligtalerne over Trellund (udkommet 1738) og over Anders Kierulff (udkommet n.å.); af disse to folianter er navnlig den første der bærer titlen (stærkt forkortet) Registrering over et Guds Barns hellige Ønsker og Vurdering over en Guds Mands herlige Gaver, et rent monstrum, en af de mest omfangsrige ligprædiken der er trykt herhjemme, en fortale på 95 sider, selve parentationen 320 sider foruden 112 sider tillæg; talen varede halvfjerde time, og T. var mere død end levende da han var færdig. I besynderlig modsætning til denne forherligelse af bispen står det at T. ofte fra prædikestolen havde snertet denne som han anså for en hykler, en betegnelse han i flæng anvendte på alle der tilhørte eller blot havde berøring med pietismen. T.s "galante, alamodiske" retorik i dens rigeste udfoldelse ses tydeligst i Tolv Elims Kilder aabnede til Husvalelse for Christian Ludvig von Plessen ved hans Frues dødelige Afgang, ikke nogen egentlig ligprædiken, men tolv trøstetaler tilsendt den sørgende enkemand en gang om måneden sørgeåret igennem (1729-30), repræsenterende den engelske, også kaldet den allegoriske, prædikemåde i dens mest udartede form, fuld af aktualiteter, allusioner til dagliglivet, vrimlende med citater hentet både fra Biblen og fra profan litteratur, pyntet med franske gloser og vendinger (hans yndlingsudtryk er enfin). Man har næsten indtryk af at det morer ham at bruge så massive midler som muligt for at holde opmærksomheden fangen, og at han med forkærlighed bevæger sig i forestillingskredse der ellers ikke synes egnet til opbyggelig brug. Forarges man ikke over blandingen af gudelighed og narrestreger kan man beundre den drevenhed hvormed han behersker denne homiletiske barokstil og forstår at udnytte alt til sit formål. En anden prøve på hans kuriøse blanding af spøgefuldhed og sjælesorg er En Barsel-Remse til Frue Amtsforvalter Lunds i hendes Barselseng, 1727, et trøsteskrift sendt til en mor der har mistet sin nyfødte, og formet som referat af en drøm. Forfatteren selv skal have betegnet det som "en af de klogeste Galskaber og alvorligste Badinerier", og man må virkelig indrømme at det er fantasifuldt gjort.

Af indledningen til denne barselremse ses at T. har kendt og gouteret Ludvig Holbergs Barselstuen, derimod har det forbitret ham at pedanten i Jacob von Tyboe var kaldet Tychonius (Tyge Tygesen), muligvis efter T.s 1710 afdøde bror med hvem Holberg har boet på Borchs kollegium aug.-sept. 1709. T. har imidlertid følt sig fornærmet på egne vegne og givet sin følelse luft dels i et (tabt) fejdebrev, dels mundtligt over for Holberg da de mødtes i Kbh. Holbergs svar var skæmtedigtet Den Jydske Feyde der fremkom i pirattryk u.å., men som Holberg selv først lod trykke efter T.s død, og hvori han også spottende hentyder til at T. (1725-29) arbejdede for oprettelsen af et universitet i Viborg blandt hvis teologer stiftsprovsten skulle have en fremskudt plads. Resultatet af fejden blev for så vidt en sejr for T. som Holberg i komedieudgaven 1731 ændrede navnet til Stygotius. – Foruden ved denne episode har T. dog også fundet plads i litteraturhistorien som poet. Hans digteriske efterladenskaber er udpræget brugspoesi som han selv ville have udgivet under titlen Versemagerens Thresor og Skab med 4 Romme til Søndags-Klæder, Hæders- eller Hof-Klæder, Sørge-Klæder, og Bryllups-Klæder, foruden noget Rips-Raps af allehaande i en Skuffe. Søndagsklæderne er den gudelige digtning hvori han viser påvirkning fra Ths. Kingo hvem han også jævnlig citerer i Elims Kilder, og han skriver ligesom denne til profane toner (morgensalme på melodi Phyllis sad udi en Skøite). Der er ganske jævne, trohjertige ting imellem som Eenrums Andagt, men også kunstfærdige stykker i barokstil, bygget op af kor, recitativer og arier med ekkovirkninger o.l. Den verdslige lejlighedsdigtning som udgør de følgende tre grupper er også meget afvekslende, i forskellige versemål, snart med lærde noter (En Christens Ridder-Orden), snart iblandet fransk og latin (Syv Bouqvetter samlede af Parnassi Mark-Blomster, 1726), snart med jysk lokalkolorit og dialektpræg. Blandt bryllupsdigtene må særlig fremhæves det store Cupidon à la Chasse som strejfer rokokoen, men ellers er barokken den stil han med forkærlighed bevæger sig i, og hvis virkemidler han behersker virtuost, dog ikke med den glans som C. F. Wadskiær. Sidste afdeling kan også på en måde kaldes lejlighedspoesi idet en stor del deraf er bindebreve; et enkelt sådant (til Peder Laursen) er i tofodet trokæisk metrum og falder meget kvikt, et andet (Til hans Datter for Børnene) er i folkevisemanér med omkvæd. Til denne afdeling hører også det morsomme fastelavnsvers Emdrop Kattes Testamente, 1729.

Annonce

Trods visse gengangere må man anerkende variationsevnen hos versemageren T., og skønt hans versifikation kan være noget skødesløs hører han absolut til de habile poeter, "en af Tidens skrappeste Rimere", som han er benævnt af Jeppe Aakjær der som lokalhistoriker "ikke skal blive træt af at prise ham" for alle de kulturhistoriske træk, der ligger gemt i hans vers, for hans dialektfarvede sprog og for hans jyske gemyt med den udprægede sans for det reale.

Familie

Forældre: sognepræst Lars Thygesen (død 1700) og Karen Christensdatter Nørkjær (ca. 1653-1708). Gift 1. gang 1.8.1702 med Cecilie Birgitte Breth, født 15.6.1682 i Skive, død 1.5.1731 i Viborg, d. af sognepræst, provst Laurids Olsen B. (1638-1702) og Else Pedersdatter (ca. 1637-1700). Gift 2. gang 4.4.1732 i Viborg med Bolette Sophie Amalie Holmer, født ca. 1705, begr. 3.9.1774 i Horsens (gift 2. gang 1752 med stiftsprovst i Viborg Jacob Lauridsen Hasse, 1694-1765, gift 1. gang med Marie Lessow, 1699-1752), d. af regimentskriver, senere borgmester i Randers, krigsråd Rasmus H.

Bibliografi

Udg. Tychoniana, ved Wille Høyberg i Kbh.ske saml. af rare trykte og utrykte piecer II, 1756. Tychoniana 1-II, ved Chr. Giessing, 1770-72 (heri T.s biografi og fortegn, over trykte og utrykte skr.). Saml. af vers og indfald, udg. C. G. Biering, 1776. Danske skæmteviser, udg. H. Grüner Nielsen I, 1927-28 292-94 374. Rimbreve, udg. Niels P. Bjerregaard, 1932.

Kilder. Kirkehist. saml. 4.r.II, 1891-93 746-49 og Museum, 1892 1 159-84 (breve).

Lit. R. Nyerup og K. L. Rahbek: Den danske digtekunsts hist. IV, 1808 205-12. J. P. Thjørring i Saml. til jydsk hist. og top. IV, 1872-73 især 316-37. Vilh. Bang sst. 2.r.I, 1886-88 422-27. H. Degenkolv: Bidrag til en skildr, af C. L. T., 1878. Vilh. Bang i Hist. ark. ny r. XVI, 1886 192-203 239-54 335-64. J. Paludan: Franskengelsk indflydelse på Danm.s litteraturhist. i Holbergs tidsalder, 1913. Jeppe Aakjær: Langs Karupåens bred, 1929 96. Oluf Friis: Jylland i da. lit., 1929 117 120 122-30 165. H. Ehrencron-Müller: Forfatterlex. X, 1933 132-36 (den jyske fejde). Hans Brix i Dagens nyheder 27.6.1933. Samme: Ludv. Holbergs komedier, 1942 108-20. Præsten i Ørbæk Rasmus Pedersen Winthers beretn. om sin slægt og sit liv, udg. Axel Kofod, 1934 53f. Emil Frederiksen: Barokken i da. digtn., 1935 158-61.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
R. Paulli: Christen Lassen Tychonius i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298644