Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carsten Petersen

Oprindelige forfattere JHoldt og PGLin
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carsten Petersen, Carsten Jensen Petersen, 1.6.1871-25.2.1943, præst, forfatter. Født i Gallehus ved Møgeltønder, død i Åbenrå, begravet sst. P. hører til genforeningstidens fremtrædende sønderjyske skikkelser og ydede sin modne indsats da Nordslesvig atter blev dansk. Han tilhørte gammel sønderjysk bondeæt og voksede op i en naturskøn og minderig egn – Møgeltønder sogn med guldhornfundene, Schackenborg slot og kirke og de vide udsyn over den frugtbare marsk. Efter skoletid i Toghale og Haderslev (student 1893) og studieår i Berlin, Erlangen og Kiel (teologisk kandidat 1899) blev han præst i sit hjemland, 1899 medhjælper i Sommersted, 1900 dansk præst i Flensborg, 1903 i Brarup syd for Tønder, 1911-32 i Maugstrup og Jægerup ved Haderslev. Barndomshjemmets nære tilknytning til den kendte Jessenske slægt i Toghale skole gav P. hans danske indstilling som jævnligt bragte ham i modsætning til de tyske kirkemyndigheder og førte til påfaldende forbigåelser. P. var medarbejder i den Tonnesenske Indre mission, men også det førte ham – især under første verdenskrig – ud i store vanskeligheder. Hele sit liv dyrkede han Søren Kierkegaard, og i hans spor øvede han sin præstelige gerning og udfoldede sin efterhånden ret omfattende litterære produktion der forbinder værdifuld historisk syssel vedrørende Sønderjyllands fortid med en poetisk afstemt kristen bekendelse. Han har bl.a. udgivet Mit Land, 1919, Peder J. Wandal. Et Præsteliv i det 17. Aarh., 1924, Slesvigske Præster. Et Udsnit af Præstestandens Historie, 1938 og Slesvigske Landsbykirker gennem 300 Aar, 1941.

Familie

Forældre: snedkermester Peter Andreas P. (1841-1913) og Ane Kirstine Jensen (1844-93). Gift 21.7.1903 i Møgeltønder med Emma Anna Katrine Petersen, født 29.5.1870 i Haderslev, død 15.6.1943 i Åbenrå, d. af lærer Nikolaus P. (1840-92) og Henrika Jespersen (1843-1914).

Udnævnelser

R. 1924.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Sønderjydske årbøger, 1947 228-39. -Erindr. i Haderslev samf.s årsskr. 1940 7-18 og Haderslev stifts årbog 1947 8-15. -Johan Hvidtfeldt i Sønderjydske årbøger, 1943 203-07. Jens Holdt sst., 1961 6-79. Samme i Dansk kirkeliv, 1944 88-98. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Holdt, P. G. Lindhardt: Carsten Petersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295636