Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Balthasar Petersen

Oprindelig forfatter JHoldt
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Balthasar Petersen, Balthazar (Baltzer) Petersen, 7.5.1703-1.1.1787, præst, pædagog. Født i Tønder, død sst., begravet sst. Efter undervisning i fødebyens latinskole studerede P. i Jena (1721) hvor J. F. Buddeus fik afgørende betydning for hans senere kirkeligtteologiske stade, og endvidere i Kiel hvor han tog teologisk embedseksamen 1724. Efter at have været huslærer hos herredsfogeden i Rabsted (Åbenrå amt) og foretaget en videnskabelig udenlandsrejse som hovmester (Jena) blev han 1729 førstepræst i Læk ved Flensborg, derefter 1739 provst og sognepræst i Sønderborg og fra 1746 til sin død i Tønder. Her i hans hjemby faldt hans historisk betydelige og banebrydende manddomsgerning som på et bestemt område, oprettelsen af det endnu bestående statsseminarium, "Nordens ældste", satte sine blivende spor. Hans ikke almindelige teologisk-filosofiske kundskaber og pædagogiske evner lod ham nemlig ikke blot blive en anset prædikant og visitator i sit udstrakte provsti, men bar også rig frugt i en sideløbende virksomhed for uddannelse af unge mænd til præste- og skolegerningen. En større arvet formue satte ham i stand til – overvejende uden vederlag – at underholde og undervise et vist antal elever i sit hjem, til at begynde med i et såkaldt "Teologiinstitut", der førte frem til teologisk embedseksamen (lukket 1762), senere (fra 1753) i et "Lærerinstitut" der må anses for at være det ældste præstegårdsseminarium i Danmark. Kort før sin død udstyrede han det med rige donationer, bl.a. en større landejendom ved Tønder (fundats af 1.8.1786).

Kirkeligt stod P. hårdt på det ortodokse standpunkt over for den – ikke mindst i Brorsons Tønder og Vestslesvig – stærkt konkurrerende pietisme, hvorom hans omfattende teologiske værker (Erkenntniss Gottes für Catecheten, Klister und Schulmeister, 1788, Das Leben und Leiden Jesu I-IV, 1781-83, Die christliche Lehre von der Seligkeit, 1784) og desuden en pinlig strid med hans herrnhutisksindede diakon, hans tidligere elev fra Rabsted, tilstrækkelig vidner. – Pædagogisk synes han mere at have virket ved sin kraftige og myndige personlighed end ved særlige metoder. – Folkeligt må hans virke anses for i høj grad at have fremmet fortyskningen inden for hans område. Skønt loyal dansk helstatsmand var han dog helt igennem tysk af dannelse og overbevisning. Som sådan så han godt nok at vankundighed og ukirkelighed bredte sig i de (sydligere) sogne hvor det påtvungne tyske kirkesprog lå på tværs af det danske folkemål, mens åndslivet blomstrede i de (nordligere) sogne hvor sproget i kirke og hjem faldt sammen. Men i stedet for at hidføre en ændring af det for almuen uforståelige tyske kirkesprog mente han at måtte arbejde for en ombytning af folkemålet fra dansk til tysk hvortil hans rent tyske seminarieforetagende "på dette danske sted" som han selv udtrykker sig i fundatsen, skulle give sit ikke forgæves ydede bidrag. – Konsistorialråd 1747.

Familie

Forældre: kniplingshandler Peter P. og Dorothea Reimers. Gift 1. gang 1729 i Læk med Maria Fabricius, født 29.11.1696 i Varnæs, død 6.9.1771 i Tønder (gift 1 . gang med sognepræst i Læk Johann Friedrich Dörcks, død 1728), d. af sognepræst Peter F. (1662-1700) og Anna Hinrichsen (1664-1731, gift 2. gang med sognepræst i Varnæs Bertel Christian Gjødesen, 1673-1733). Gift 2. gang 24.4.1772 i Tønder med Anna Christine Söncksen, født 2.4.1743 i Husum, død 15.4.1779 i Tønder, d. af konrektor, senere ærkediakon i Husum Johann (Hans) Hinrich S. (1708-69) og Christine Hinrichsen.

Annonce

Ikonografi

Mal. (Tønder k.) og mal. (Tønder statsseminarium). – Monument (ved Tønder statssemin.).

Bibliografi

C. F. Allen: Det danske sprogs hist. i hertugdømmet Slesvig I, 1857 302-16. C. E. Carstens: Die Stadt Tondern, 1861. [Emil Albeck og Cl. Eskildsen:] Tønder statsseminariums hist. 1788-1938, 1938 16-26. Ernst Michelsen i Schriften des Vereins für schlesw.-holst. Kirchengesch. 2.r. VI, 1, Kiel 1914 127-44.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Holdt: Balthasar Petersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295631