Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anton Heimreich

Oprindelig forfatter PeJ
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Anton Heimreich, Anton Walther, 5.3.1626-16.9.1685, præst, historieskriver. Født i Trindermarsch på Nordstrand, død på øen Nordstrandischmoor. H., der efter sin oldefar også kaldte sig med efternavnet Walther, nedstammede både på fædrene og mødrene side fra hamburgske og flensborgske patriciere. Han gik i gymnasiet i Lüneburg, studerede teologi i Helmstedt, Jena og Leiden, hvor han blev magister, og foretog derpå mange rejser i udlandet hvilket hans landbesiddelser i Ejdersted og på Pellworm satte ham i stand til. Efter sin hjemkomst ca. 1652 blev han præst (ordineret 1654) på den lille ø Nordstrandischmoor, en rest af det ved stormfloden 1634 sønderrevne gamle Nordstrand, hvor han blev til sin død. På dette afsides liggende sted som han i et brev kalder ensomt og ukendt, men velegnet til studier, samlede han materiale til sit hjemlands historie og nedlagde det i sin Nord-Fresische Chronick, 1666 der allerede to år efter udkom i forøget form (to sange i den nu uddøde strandfrisiske dialekt har stor filologisk interesse). 1819 udgav N. Falck igen H.s værk under benyttelse af dennes senere optegnelser som findes i universitetsbiblioteket i Kiel (genudg. 1973). H. bygger for en stor del på andre eksisterende krøniker, og for de ældre tiders vedkommende er han naturligvis ikke fuldt ud pålidelig som kilde, men hvor han behandler sin egen tid får hans beretninger den allerstørste betydning for nordfrisisk historieforskning. H. har endvidere udgivet Schlesswigische Kirchen Historie, 1683 og Dithmarsische Chronick, 1683.

Familie

Forældre: sognepræst i Trindermarsch, senere på Pellworm Johannes H. (1586–1664) og Magdalena Bruns. Gift 1. gang med N.N. Gift 2. gang ca. 1665 med Helene Finck(e), d. af landskriver på Nordstrand Peter F. og Abel Petri.

Ikonografi

Stik af Mattis Petersen, 1668, stik efter dette af J. C. Puschel, 1745.

Annonce

Bibliografi

Bibliografi i Schlesw.-holst. biogr. Lex. IV, Neumünster 1976 87f.

Kilder. Brev ang. H.s Nordfresische Chronik i Mitteilungen des Nordfries. Vereins IV, Husum 1906–07 126–29.

Lit. K. Hansen i Verdffentlichungen des Nordfries. Vereins I, Husum 1903–04 12–30 og i Kultur und Leben IV, Görlitz 1927 92–95 (om slægten). N. Falck i forordet til H.s Nordfresische Chronik I–II, Tønder 1819. E. Bruhn i Jahrbuch des Nordfries. Vereins XIII, Husum 1926 4–10. Samme i Nordfriesland. Heimatbuch für die Kxeise Husum ..., Husum 1929 (genoptr. Kiel 1975) 433–36. Vilh. la Cour: Historikeren og Sønderjylland I, 1941 74–77. K. Boysen: Das Nordstrander Landrecht von 1572, Neumünster 1967 = Quellen und Forschungen zur Gesch. Schlesw.-Holsteins LIV især 119. Aage Dahl: Husum provstis præstehist., 1971 = Bidrag til den sydslesv. gejstligheds hist. II 160. D. Lohmeier i Nordfriesisches Jahrbuch N. F. X, Husum 1974 13–24. Papirer og manus, i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Jensen: Anton Heimreich i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291020