Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andreas Krag Holm

Oprindelig forfatter MiNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Andreas Krag Holm, 17.9.1767-13.5.1851, præst. Født i Nakskov, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Holmens). H. blev student 1785 fra Nakskov, tog filologisk eksamen 1788, virkede som hører på Herlufsholm 1789–92 og blev cand.teol. 1790. 1792 blev han sognepræst i Holeby og Bursø, 1797 2. residerende kapellan ved Holmens kirke, tillige fra 1801 præst ved Søkvæsthuset, 1804 1. residerende kapellan og 1823 Holmens provst og medlem af Kbh.s skoledirektion. – H.s indsats ligger på det område der havde tidens offervillige kærlighed, det pædagogiske. Af de mange skolebøger han udgav, fik han mest berømmelse for en lærebog der forbandt bibelhistorie og katekismus i udvidet form: Underviisning i Religionen for Ungdommen, med Hensyn til den anordnede Lærebog, 1812 (nye oplag 1813 og 1818) og en pædagogisk nøgle til nævnte bog, Spørgsmaal til Underviisning i Religionen, 1812; ved kgl. resolution blev det befalet at hver almueskole skulle have et eksemplar af bogen. Sammen med Frederik Plum og L. C. Sander udgav han det pædagogiske tidsskrift Egeria (1804–08) der ville hæve folkeskolens niveau ved anvendelse af J. H. Pestalozzis principper. H. var fra sin ungdom præget af oplysningens moraliserende teologi og delte sin tids optimisme i forventning om den forøgede livslykke, et forbedret skolevæsen måtte bringe. De liturgiske formularer han brugte til kirkelige handlinger var ændret efter tidens ånd. Kommissionen af 1813 til kirkelovenes revision blev H. 1823 medlem af; forsøget på at få dåbsritualet ændret blev imidlertid bestemt afvist af kancelliet. De forandringer der skete i livssynet fra 1800-tallets begyndelse tog for en del også ham med; han var således bibelselskabets sekretær 1815–39 og dømte ikke gunstigt om H. N. Clausens store værk fra 1825 vedrørende katolicisme og protestantisme. Den påtænkte frimenighedsdannelse 1831 med N. F. S. Grundtvig og Lorenz Siemonsen som præster havde han til erklæring på embeds vegne, men kunne ikke anbefale at tilladelsen blev givet. For de Massmannske søndagsskoler og deres tilknytning til Holmens kirke ydede han en personlig indsats. 1841 fik han rang med biskopper og blev n.å. dr.teol. Af alle kirkens præster er han den der har tjent den længst og hidtil dens eneste jubellærer. 1848 tog han sin afsked.

Familie

Forældre: snedker Henrik H. (1731–84) og Charlotte Sophie From (1737–1807, gift 2. gang 1786 med snedkermester Carl Rudolph Kuhfall, ca. 1754–1808). Gift 5.7.1793 i Maribo med Anna Maria Krøyer, født 17.2.1772 i Maribo, død 5.7.1825 i Kbh. (Holmens), d. af købmand Christian K. (1739–1814) og Ellen Catharine Hammer (1745–1819).

Udnævnelser

R. 1815. DM. 1829. K. 1842.

Annonce

Ikonografi

Mal. af E. Bærentzen, 1842 (Holmens k.), litograferet af samme.

Bibliografi

L. N. Helveg: Den danske kirkes hist. efter reformationen, 2.udg. II, 1883 513f. Ludv. Koch: Den danske kirkes hist. 1817–54, 1883 64 94 99. L. Bobé: Bremerholms kirke og Holmens menighed, 1920. Kaj Baagø: Magister Jacob Christian Lindberg, 1958.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Neiiendam: Andreas Krag Holm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291404