Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anders Christensen Arrebo

Oprindelig forfatter CSPet
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Anders Christensen Arrebo, 2.1.1587-12.3.1637, præst, digter. Født i Ærøskøbing, død i Vordingborg. Om A.s barndom og første ungdom vides intet, ej heller fra hvilken skole og i hvilket år han dimitteredes til universitetet. Allerede 1608 blev han præst ved slotsmenigheden i Kbh., og 1610 tog han magistergraden. N.å. optrådte han som digter med en sejrssang over Christian IVs erobring af Kalmar, og 1612 skrev han et sørge-digt i anledning af dronning Anna Cathrines død; medens det første på gammeldags vis fortaber sig i bred detailbeskrivelse spores i det andet, trods al metrisk usikkerhed, en lyrisk evne som røber en virkelig digter. Måske har disse forherligelser af kongehuset befæstet A. i dets gunst og medvirket til hans hurtige befordring: 1613 blev han præst ved slotsmenigheden i Frederiksborg, 1616 sognepræst ved Nicolai kirke i Kbh. og kaldedes i marts 1618, kun 30 år gammel, på kongens forslag til biskop over Trondheim stift. Allerede sommeren s.å. var han på visitats i Finmarken og viste sig alle vegne som en nidkær og myndig kirkelig tilsynsmand der stod på sin ret og ikke gik af vejen for nogen. Dette i forbindelse med hans skarpe, satiriske tunge og noget affejende væsen skaffede ham hurtigt uvenner, og da han i muntert lag uforbeholdent gav sig livsglæden i vold uden ved slige lejligheder at skænke bispestolens værdighed en tanke benyttede byfogden i Trondheim Peder Lauridsen, mod hvem han ofte lod sit vid spille, sig heraf til at komme ham til livs.

I aug. 1619 var der stort og lystigt præstebryllup i Hevne. A. tog med iver del i jægerdansen, en slags tagfatdans, i hvilken det var skik at danseren når han indfangede sin meddanserinde tog hende i favn og kyssede hende. Morgenen efter stod A. tidligt op, og mens begge køn færdedes i det fælles sovekammer, indlod han sig halvpå-klædt i samtale med et par kvinder der endnu lå til sengs, satte sig på sengekanten og lagde den ene fod op i sengen, medens han støttede den anden på gulvet. Med Peder Lauridsen som mellemmand udbredte sig snart det rygte at bispen ved brylluppet på Hevne var blevet truffet i seng med en af de tilstedeværende kvinder. A. tog foreløbig intet hensyn til folkesnakken; han forøgede ubetænksomt sine fjenders tal med Tage Andersen Thott der 1620 var blevet lensmand over Trondheim len, og med hvem han straks kom i kompetencestridigheder. I øvrigt fortsatte han ganske som før. 1621, først på året, var der atter præstebryllup, denne gang på Stod i Indherred. A. dansede igen jægerdansen, kastede bispekjolen og trakterede selv trommen, da han fandt at trommeslageren ikke gjorde det retteligen; ved drikkelaget som sluttede det vellykkede gilde var han i overgivenhed med til at drikke en katolsk helgens skål. Også her føjede det sig således at byfogden i sine underhåndsmeddelelser til offentligheden kunne få anbragt en fruentimmerhistorie af lignende art som den fra Hevne. Rygterne om A. var nu på det punkt at de ikke længere kunne lades uænsede. Han søgte at afæske Peder Lauridsen som deres ophavsmand en erklæring, men denne smuttede behændigt udenom. A. rejste da til Kbh., satte sine foresatte, særlig kansleren Christian Friis til Kragerup, ind i sagen og spurgte hvad han skulle gøre. De henviste ham til rettens vej men afslog hans bøn om at måtte få sagen pådømt af lensmændene og bisperne i Oslo og Bergen; byretten i Trondheim var det rette forum. Men i denne var Tage Thott i sin egenskab af lensmand selvskreven præsident, og sagen kom derved fra første færd (nov. 1621) ind i det for A. uheldigste spor. Lensmand og byfoged spillede under dække med hinanden; fra at være anklaget forvandlede Peder Lauridsen sig hurtigt uden indsigelse fra rettens side til at optræde som anklager, og A. der i enhver henseende kunne føre fuldgyldigt bevis for intet som helst uterligt at have foretaget sig hverken i Hevne eller på Stod, stilledes snart over for et indfiltret væv af prokuratorkneb; han mistede sin selvbeherskelse der ingen sinde var hans stærke side og forlod forbitret retssalen med uoverlagte ord mod lensmanden hvad denne øjeblikkelig tog vidne på. Til endelig undersøgelse og dom indankedes sagen for herredagen i Bergen der afholdtes juli 1622 under Christian IVs personlige foresæde, og her dømtes A. som den der ved sin adfærd, også over for kvinder, havde tilsidesat hensynet til sit biskoppelige embedes værdighed, til at have dette forbrudt; der tilstilledes ydermere biskopperne riget over hver fire eksemplarer af dommen med pålæg om at kundgøre den for stiftets gejstlighed, ligesindede til advarsel. Der kan næppe være tvivl om at det er kongen som har villet at der skulle statueres et eksempel. Men i Norge var det den almindelige mening at dommen var uretfærdig, og A. mistede heller ikke sine venner i Danmark. Efter dommen slog A. sig ned i Malmø. De år han tilbragte her var trods understøttelse fra familien ofte kummerfulde nok; den ham overgåede ydmygelse nagede ham dybt, og ved litterært arbejde søgte han at få sindet i ro. Allerede som biskop i Trondheim havde han syslet med en oversættelse af Davids salmer og 1620 udgivet en prøve som imidlertid ikke kendes mere. Han tog nu arbejdet op på ny, og 1623 udkom, tilegnet gejstligheden i Norge og forsynet med ærevers bl.a. af Jesper Brochmand og Caspar Bartholin, K[ong] Davids Psalter, sangvis udsat under hundrede og nogle Melodier og Toner. Som ortodoks teolog af Hans Poulsen Resens skole var A. ingen ynder af de melodier til Davids salmer der skyldtes franskmanden Claude Goudimel, og som, skønt af calvinsk oprindelse, havde fået indpas også her hjemme ved begyndelsen af 1600-tallet; i modsætning hertil fremdrog han med forkærlighed de ældre melodier fra Hans Thomesens salmebog og Niels Jespersens gradual, idet han stræbte at vælge sådanne toner som passede til salmernes indre karakter. Musikalsk var bogen således en tilbagevenden til fortiden; for tekstbehandlingens vedkommende tilhører den, modsat hans ungdoms lejlighedsdigtning, lige så afgjort fremtiden. At gøre versene regelmæssige, så at korresponderende linier erholdt samme antal stavelser, et rigtigt forhold mellem betonede og ubetonede stavelser iagttoges, og trykket lagdes på de rette steder var nu, fra det øjeblik han satte pennen på papiret, hans alvorlige bestræbelse, og efter at et kongebrev 1624 havde tildelt ham privilegium på en eventuelt kommende udgave tog han arbejdet for sig igen, gik det omhyggeligt igennem for at fjerne ufuldkommenheder, og det 2. oplag af psalteren der udkom 1627, ledsaget af melodierne, tør betragtes som det første større værk på dansk der som helhed taget står mål med de fordringer senrenæssancens mænd overalt i Europa stillede til regelret versbygning modsat 1500-tallet. A.s oversættelse af Davids salmer har muligt bidraget sit til, sammen med formående velynderes (kanslerens) forestillinger, at mildne kongen; i hvert fald udgik der i aug. 1625 et åbent brev ifølge hvilket den afsatte biskop fik sin forseelse eftergivet, og det tillodes ham igen at søge kald, dog kun et bondekald. Det er betegnende for A.s karakter og opfattelse af sig selv at det første kald han endnu s.å. søgte var Frue kirke i Kbh. Dette fik han naturligvis ikke, og da Malmø borgere ligeledes s.å. androg om at måtte få ham til sognepræst afvistes de barsk af kongen der blot udvidede tilladelsen til fremtidigt at måtte gælde også "en af de gemene Købstæder hvor de ikke har megen Lyst til Klammer". 20.1.1626 beskikkedes A. til sognepræst i Vordingborg og i denne stilling forblev han til sin død. Også her viste han sig som en mand der i embedets forskellige tilskikkelser stod på sin virkelige eller formente ret; den samling prædikener fra denne tid over lidelseshistorien som hans søn 1670 udgav under titlen Torcular Christi(ɔ: Kristi Persekar), vidner tydeligt nok om hvor stærkt hans sind til stadighed rugede over hvad der var hændet ham i Trondheim, og hvor svært det var ham at tænke på det skete uden at komme i sjælsoprør. Men varetagelsen af de kirkelige pligter var ikke det eneste som lagde beslag på A.s tid og kræfter i denne sidste periode af hans liv; mere end nogen sinde var hans evner viet poesien. Det var i Vordingborg han arbejdede på sit digteriske hovedværk, sangen om verdens skabelse, Hexaëmeron, med hvilket værk, skønt det først udkom 1661, mange år efter forfatterens død, den af senrenæssancen skabte kunststil for lange tider tager sig højhedsret over den danske poesi. – Et af de mål, senrenæssancen overalt hvor den på sin sejrsgang over Europa kom hen først og fremmest satte sig, var på modersmålet at frembringe et epos med kristeligt indhold og udført i lighed med antikkens. Den franske litteratur havde her i Du Bartas' "La Semaine" (1579) et værk der blev almindeligt beundret og som oversattes i så godt som alle europæiske kultursprog; adskillige steder lod man sig derfor i sin stræben efter at erholde det store episke digt nøjes med at omplante Du Bartas'. I Tyskland havde det 1617 stiftede "Frugtbringende Selskab" dets oversættelse på sit program, og usandsynligt er det ikke at dette var en medvirkende årsag til at kansleren Christian Friis til Kragerup hvem fædrelandets ære og anseelse altid lå varmt på sinde, har set sig om efter en mand der for Danmarks vedkommende kunne tage opgaven op og føre den frelst i havn. Hans valg faldt på A. som han i sin tid havde fattet godhed for og aldrig helt sluppet af syne og som desuden i sin behandling af Davidssalmerne havde lagt for dagen at han var sig senrenæssancens metriske principper bevidst. A. tog mod kanslerens tilbud og forsynedes af ham med de fornødne hjælpemidler, deriblandt sikkert også den 1631 afsluttede tyske oversættelse. Han fik arbejdet, efterhånden som han trængte ind i det, usigeligt kært trods dets mangehånde vanskeligheder, og han sparede sig ingen umage for at det kunne fremtræde så anseligt og prægtigt som muligt; at give en blot og bar oversættelse var ingenlunde hans hensigt.

Allerførst var hans opmærksomhed henvendt på valget af et passende versemål. Du Bartas' digt var affattet i franske aleksandrinere, men A. var betænkt på at skaffe sit fædreland et metrum der kunne indtage en selvstændig plads ved siden af italienernes ottave rime, franskmændenes aleksandrinere og englændernes blankvers. Han lagde heksametret, det stående versemål i alle antikkens store heltedigte, til grund, men gav det en særlig, moderne udformning ved at tildele det rim, ikke alene slutningsrim men også rim midt inde i verset. I længden blev det ham dog for besværligt på sprogets daværende trin af metrisk ubearbejdethed at bevare dette selvdannede metrum, og forbeholdende sig at genoptage det til forherligelse af den syvende dag, Herrens hviledag efter Skabelsens fuldendelse (som døden dog hindrede ham i at få skildret), gik han med fortællingen om den anden dags skabelsesværk over til den mindre kunstfulde aleksandriner. Til gengæld har han ved behandlingen af indholdet helt igennem, fra den første sang til den sidste, udvist en ikke ringe selvstændighed. Over for partier som meget nøje slutter sig til Du Bartas' tekst og blot er en oversættelse eller bearbejdelse af den, står andre i hvilke han forlader sit forlæg og giver sig sin egen digtning i vold; det tjener ham til ære at disse ikke er blevet de ringeste i hans værk. Lovprisningerne hvormed hver dags gerning indledes er som oftest aldeles originale, og det samme gælder i ordets videste forstand de i særlig grad udførlige afsnit i hvilke han lader Danmarks og Norges ejendommelige natur, deres dyre- og planteverden, mineralrige, geografiske og hydrografiske forhold indgå i stedet for Du Bartas' tilsvarende franske; for Norges vedkommende, der her for første gang gøres til genstand for digterisk behandling, har foruden selvsyn Undal-præsten Peder Clausen Friis' forskellige skrifter tjent ham til kilde. I beskrivelsernes kunstmæssige stil træder han derimod overalt nøje i forbilledets spor, og dette var det også efter tidens hele opfattelse hans uafviselige pligt at gøre. Man møder følgelig også hos ham den bestandige påkaldelse af musen i overensstemmelse med de fælles antikke læremestre, en vidtstrakt anvendelse af den klassiske mytologis gudeapparat til betegnelse af naturmagter, et væld af hentydninger til græske myter og lærde reminiscenser fra læsningen af romersk oldlitteratur, endelig det brede, langsomt henskridende foredrag med malende tillægsord, kunstige ordsammenstillinger, dristige sammenligninger, nydannede udtryk og sære, vanskeligt forståelige gloser – alt i senrenæssancens ånd, men såre fjernt fra vor tids.

Annonce

I 1600-tallets danske litteratur står A. i samme stilling og med en lignende glans om sit navn som Oehlenschläger i 1800-årenes. Begge indleder de nye epoker, og begge hyldes de som digterkonger af deres samtidige, også af dem der så anderledes på poesiens mål og midler. Smukt har for A.s vedkommende mænd som Hans Mikkelsen Ravn, Anders Bording og Tøger Reenberg givet deres beundring udtryk. Endnu 100 år efter hans død erkender Holberg at han er "en af de største Poeter, ja, den som allerførst har skrevet sirligen i dansk Poesi".

Familie

Forældre: sognepræst Christen Andersen (død 1606). Gift 1611 med Else Jørgensdatter, født i Malmø, død 1641 i Vordingborg.

Ikonografi

Mal., formentlig 1633 (Trondheim domk., Vordingborg k.). Buste af G. Hammerich, 1934 (Ærøskøbing). Mindesmærke af Wiedewelt, 1784 (Jægerspris).

Bibliografi

A. A.: Saml. skr., udg. Vagn Lundgaard Simonsen, 1965. – H. F. Rørdam: Mester Anders Christensen Arrebos levnet og skrifter I–II, 1857. C. Rosenberg: Nordboernes åndsliv III, 1885 509–27. K. Mortensen: Ældre dansk versbygning, 1901. Vagn Lundgaard Simonsen: Studier i A.A.s forfatterskab (m. bibliografi) 1955.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl S. Petersen: Anders Christensen Arrebo i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286234