Christiern Poulsen

Christiern Poulsen, Christen Poulsen, d. 15.8.1575, prior. Død i Odense, begravet i Skt. Knuds k. Om P. haves ingen oplysninger før 1529, da benediktinerne i Skt. Knuds kloster i Odense valgte ham til prior, et hverv han beholdt til 1572. Reformationens sejr ændrede det fra en af vor katolske kirkes prælaturer til væsentlig at være et økonomisk tillidshverv med ansvar over for kongen for klostrets brug, til dels til helt nye formål, og for administrationen af dets endnu, trods alle tab, betydelige ejendomme og rettigheder. 1541 forlenedes han med stillingen på livstid. Allerede de store ydelser som var afkrævet klostret især under grevefejden og i begyndelsen af Christian IIIs tid (hvorved også Skt. Knuds kirke mistede sine kostbarheder) nødte det til at bortsælge af godset, og endnu mere truedes dets økonomi ved det almindelige stræb efter kirkegods under påberåbelse af, at stiftede gudstjenester ikke varetoges. Både for at retfærdiggøre sin administration og sikre klostret dets ret, udarbejdede P. 1548 et skrift, dels med afskrifter eller udtog af ind- og udgåede breve (især kongebreve, som ofte havde nødt ham til uønskede handlinger), dels med registraturer over dokumenter, som bevidnede klostrets indtægter, dets ejendomsrettigheder, retssager for at hævde disse m.m. Dette skrift (tr. i De ældste danske Arkiv-registraturer V,1, 1910 175-269) er en historisk kilde af høj rang og bevidner ikke blot hans meget omhyggelige og omfattende administrationsarbejde og hans udprægede redelighed og loyalitet, men ofte også hans personlige stemning over for modtagne påbud. 1532 havde kongen befalet ham at give Jørgen Sadolin, som biskop Knud Gyldenstierne havde indkaldt som sin "prædikant", ophold og løn; P. tilføjer: "Så prædikede han ham Fyens stift fra og sig selv deri igen". 1533 protesterer han skarpt mod at give en fhv. munk en af klostrets kirker: en galge burde være hans løn, thi han stjal en guldkalk, da han forlod klostret. 1536 da han leverede kongen 4 000 lod sølv og beskyldtes for at indsende kobber, godtgjorde han klagens uredelighed og noterer med tilfredshed, at klageren stjal fra kongen og blev sat i fængsel. 1538 blev det munkene forbudt at bære tonsur, og P. fik pålagt at underholde en prædikant der belærte munkene om evangelisk sandhed. Samtidig lod P. udtage vidnesbyrd på rådhuset om, at klostret virkelig til da havde holdt de pligtmæssige gudstjenester.

Efterhånden forsonede P. og de tiloversblevne munke sig med de nye kirkeforhold, og forholdet til biskop Jørgen Sadolin blev så godt, at det vakte et par unge præsters indignation, især over at munkepræsterne deltog i ordinationshandlinger. – At der nu var orden i klostrets økonomi bevidner vel forleningsbrevet fra 1541 i alt fald anerkendte både Christian III og Frederik II P.s evner som administrator. Men stadig stilledes nye krav til ydelser; 1554 bekostede klostret domskolens udvidelse; samtidig fastsattes at det skulle huse seksten "gejstlige personer" (otte præster, skolemester, hører og seks degne); siden 1541 underholdt det også studenter ved universitetet. 1558 byggede det tårnet på Skt. Knuds kirke. – Da P. 1561 havde fået kvittering fra kongen for sit regnskab sendte han før årsskiftet Frederik II som gave et manuskript i hans eje med 500 heraldiske "billeder og våben" som begejstrede kongen, samt endnu til nytår 500 gylden i guld, et talende vidnesbyrd om hans egne økonomiske forhold. – Frederik IIs nye fundats af 1572 for Odense hospital og det store kommunitet som skulle bespise 30 "degne" i skolen medførte så store forandringer i klostrets forhold, at P. tog sin afsked. Han blev dog boende i klostret til sin død og blev begravet i Skt. Knuds kirke; allerede 1546 havde han ladet en ligsten med sit billede hugge.